-
5. marts kl. 18:00
1 : 1
25. februar
1 : 1
18. februar
3 : 2
10. februar
2 : 0
3. februar
2 : 1
31. januar

Risgård udtaget til AaB-truppen

31. marts 2017 kl. 13:45 af Brian Andersen

Viceanfører Kasper Risgård er for første gang i 2017 udtaget til AaB’s trup, når det lørdag eftermiddag gælder den første kamp i Alka Superligaens gruppespil på udebane mod Silkeborg I.F.

I Pulje 2 har AaB inden de kommende seks afgørende kampe 33 point, mens morgendagens modstander følger efter med 30 point foran henholdsvis AGF og Viborg F.F. begge med 25 point.

AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Først og fremmest står vi foran et nyt setup, hvor målet naturligvis er at slutte på en af de to øverste pladser.

- Vi er bevidste om, at vi har et godt udgangspunkt, men ingen har prøvet formatet før, og der er meget på spil for alle fire klubber, understreger Morten Wieghorst.

- At højne vores niveau på udebane – ikke mindst resultatmæssigt – er helt klart et tema for os, og her har vi en del at forbedre, og chancen for at ændre statistikken begynder i morgen, hvor vi møder et Silkeborg-hold som vi for ikke så længe siden formåede at besejre 3-0 i Aalborg.

- I den forbindelse har vi dog øje for, at kampen var tættere, end cifrene antyder, og vi er opmærksomme på, at Silkeborg har ting, der kan true os, men omvendt handler det for vores vedkommende om, at præstere optimalt, så vi kan frigive vores eget spil. Desværre kunne vi i vores seneste udekamp ikke belønne vores fans for deres fantastiske opbakning, men forhåbentlig bliver det tilfældet i morgen, siger Morten Wieghorst, der efter fredagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Markus Holgersson, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 14 Casper Sloth, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Ivan Lucic, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 31 Joakim Mæhle og 32 Kasper Pedersen.

AaB må undvære U/20-landsholdsspiller Magnus Christensen, der er sygdomsramt.

Bemærk at AaB i samarbejde med Silkeborg I.F., AGF og Viborg F.F. har valgt at reducere billetprisen i udebaneafsnittene, således at alle AaB-fans blot skal betale 50 kr. pr. voksenbillet og 25 kr. pr. børnebillet for at få adgang til udebaneafsnittet til de respektive udekampe i gruppespillet.

Tags på denne nyhed

Vidste du om Silkeborg I.F. og AaB…

31. marts 2017 kl. 11:54 af Brian Andersen

Skæve vinkler på lørdagens Alka Superligaopgør på Mascot Park. Vidste du således…

- at AaB blot har én sejr i de seneste ni Alka Superligakampe på udebane mod Silkeborg I.F. Derudover er det kun blevet til point i tre af kampene, hvorimod de resterende fem kampe er endt med nederlag. Den enlige sejr ud af de seneste ni besøg blev sikret 31. maj 2015, hvor scoringer af Anders K. Jacobsen og Rasmus Jönsson sørgede for en gevinst på 2-1.

- at AaB med mindst otte point (og dermed 41 point) efter de kommende seks kampe i gruppespillet vil være sikker på at ende blandt de to bedste klubber i pulje 2. Et lavere antal point kan også betyde top-2 i puljen, men det vil være afhængigt af resultaterne af de øvrige kampe i puljen.

- at det forestående møde er Alka Superligakamp nummer 69 mellem Silkeborg I.F. og AaB. Statistikken siger 24 sejre til AaB, 23 uafgjorte og 21 nederlag samt en målscore på 97-90 i AaB’s favør.

- at AaB har scoret mindst et mål i hver af de 13 seneste Alka Superligakampe mod Silkeborg I.F. Omvendt er det i de samme 13 kampe kun lykkedes AaB at holde Silkeborg I.F. fra at score i tre af kampene.

- at klubbernes seneste indbyrdes opgør i Alka Superligaen fandt sted 26. februar 2017, hvor AaB sejrede 3-0 på Aalborg Portland Park efter et hattrick af Jakub Sylvestr.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Jakub Sylvestr (3 mål) også Rasmus Würtz (3 mål), Kasper Pedersen (2), Jakob Blåbjerg (1), Marco Meilinger (1) og Patrick Kristensen (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod Silkeborg I.F.

- at ud af de 68 tidligere Alka Superligakampe mod Silkeborg I.F. har AaB scoret først i 32 tilfælde, hvilket har resulteret i 18 sejre, 11 uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har Silkeborg I.F. scoret kampens første mål i 28 tilfælde, hvilket har givet AaB seks sejre, fire uafgjorte og 18 nederlag.

- at knap 12 procent af de foregående 68 Alka Superligakampe mellem AaB og Silkeborg I.F. er endt helt uden scoringer. Seneste tilfælde er imidlertid fra august 2010, og de efterfølgende 13 kampe har budt på ikke færre end 50 scoringer svarende til 3,85 mål pr. kamp.

- at AaB kun har fået point i to ud af de ti seneste Alka Superligakampe på udebane (1V-1U-8T), hvilket naturligt har en sammenhæng med, at AaB ikke har formået at holde nullet i de seneste 12 Alka Superliga-udekampe.

- at lørdag er det præcis et år siden, at Jannik Pohl debuterede for AaB i Alka Superligaen. I hans foreløbige 21 Alka Superligakampe er det blevet til fuld spilletid i fire af kampene samt to scoringer.

- at Silkeborg I.F. og AaB også i 2002 mødtes i Alka Superligaen på datoen 1. april, hvor kampen endte med et nederlag for AaB på 2-0. Der er ingen mulige gengangere fra de to mandskaber dengang.

- at AaB er uden nederlag i Alka Superligaen med lørdagens dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt som dommer. I de seks tidligere opgør er det blevet til sejr til AaB i fire af tilfældene, heriblandt en sejr på 2-0 over Silkeborg I.F. i november 2014. Her scorede Anders K. Jacobsen og Henrik Dalsgaard for AaB.

- at AaB ligeledes i 2016 var i aktion på datoen 1. april. Her sørgede Thomas Enevoldsen på Aalborg Portland Park for en 1-0 sejr mod FC Nordsjælland.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed

AaB TV: Forlængelse med Rasmus Thellufsen

30. marts 2017 kl. 16:02 af Rasmus Estrup

Rasmus Thellufsen har fået forlænget sin kontrakt med AaB frem til udgangen af 2020. AaB TV var med, da aftalen blev underskrevet.

U/17 måtte nøjes med uafgjort i Vejle

30. marts 2017 kl. 14:24 af Rasmus Estrup

Trods stort overtag i spil og chancer fik AaB's U/17-ligahold kun ét point med fra Vejle.

Onsdag spillede AaB 2-2 ude mod Vejle Boldklub i U/17 Ligaen. 

Efter et forsvarskoks i AaB-defensiven i kampens 3. minut, kunne hjemmeholdet bringe sig foran 1-0. 

Herefter stod der AaB på alt, og de nordjyske gæster havde flere chancer for både at udligne og bringe sig foran inden pausen, men det lykkedes ikke. 

AaB fortsatte dominansen efter pausen, og det blev endnu tydeligere, da Vejle blev reduceret til 10 mand i anden halvleg. 

Med 12 minutter igen fik AaB endelig hul på bylden, da Oliver Klitten udlignede til 1-1. 

Kort efter sendt AaB's Jonas Raunbak udeholdet på sejrskurs med målet til 2-1. Men tre minutter inde i tillægstiden fik Vejle Boldklub udlignet til slutresultatet 2-2 ud af ingenting. 

- Selvom vi ud fra vores chancer skal være foran 3-1 ved pausen, er der plads til forbedringer i vores spil. I anden halvleg kreerer vi chance på chance på chance. Vi er overlegne i skudstatistikken, og så er det ærgerligt ikke at vinde. Men vi kan glæde os over, at anden halvleg spillemæssigt nok er den bedste i hele sæsonen, siger U/17-ligatræner Adam Harell. 

AaB's næste kamp i U/17 Ligaen er på lørdag på udebane mod Brøndby I.F.

Tags på denne nyhed

Nyt Alka Superliga-magasin på gaden

30. marts 2017 kl. 13:41 af Martin Stigaard Skammelsen

En ny udgave af Alka Superligaens officielle magasin er netop kommet på gaden. Læs bl.a. stort interview med cheftræner Morten Wieghorst.

Udover interviewet med AaB's cheftræner indeholder Alka Superligaens officielle magasin som altid masser af spændende læsestof fra og omkring alle 14 klubber. 

Klik her for at læse hele magasinet nu
Tags på denne nyhed