Overtidsscoring ødelagde comeback for reserverne
AaB tabte 3-2 til Brøndby I.F. i Reserveholdsturneringen. Nordjyderne var nede 2-0 ved pausen, men kom tilbage og fik udlignet, inden gæsterne i overtiden tog sejren.
Et ærgerligt nederlag på 3-2 blev det til, da AaB's reservehold mødte Brøndby I.F. på Hornevej mandag eftermiddag.
Kampen var fuld af chancer, og allerede efter 10 minutter fik AaB bolden i nettet, da Sebastian Grønning lagde et indlæg fra Thomas Enevoldsen i mål. Men linjevogteren vinkede en tvivlsom offside, og målet blev underkendt.
Fire minutter senere var det gæsternes tur til at finde netmaskerne, og denne gang blev målet ikke underkendt. I en kontrafase stak angriber Jan Kliment af sted, og fra en position i højre side smadrede han bolden mod mål. Læderet ramte undersiden af overliggeren, hoppede ned på stregen og fortsatte op i nettaget.
Efter 29 minutters spil gjorde udeholdet det også til 2-0. Igen opstod chancen i Brøndby I.F.'s højreside, hvorfra Gustaf Nilsson sendte bolden fladt ind bag Ivan Lucic.
Inden pausen var AaB meget nærgående i to omgange, uden at det dog førte mål med sig.
Mål scorede hjemmeholdet i stedet i anden halvleg, da indskiftede Jannik Pohl efter 53 minutter fandt vej til netmaskerne.
Halvlegen igennem kom AaB frem til flere store chancer, og i den andne ende diskede Ivan Lucic også op med nogle stærke redninger.
Efter 65 minutter lykkedes det AaB at udligne til 2-2. Oliver Abildgaard headede et langt målspark fra Ivan Lucic videre til Thomas Enevoldsen, som køligt omsatte chancen til mål.
Selvom chancerne til AaB fortsatte, var det udeholdet, der til sidst trak det længste strå. I dommerens overtid udplacerede Rezan Corlu flot Ivan Lucic i målet til 3-2. Selvom AaB til sidst satsede alt på at få udlignet, og både Thomas Enevoldsen og Ivan Lucic var tæt på at score, endte kampen med et nederlag på 3-2.
- Det er rigtig ærgerligt. Det er unødvendigt, at vi taber sådan en kamp. Første halvleg er det ikke, fordi de har et chancemæssigt overtag, og de får to mål ud af det blå, hvor vi savner den sidste kvalitet, siger assistenttræner Jacob Friis.
- I anden halvleg får vi lavet et rigtig godt comeback mod et fint Brøndby-hold. Vi kommer frem til mange chancer - også til mere end to mål. Men så er det en blunder til sidst, der gør, at de snupper sejren. Det er utilfredsstillende, siger Jacob Friis, der i løbet af kampen foretog tre udskiftninger.
Efter 35 minutter blev Sebastian Grønning erstattet af Jannik Pohl, efter 60 minutter blev Kasper Pedersen erstattet af Mathias Johannesen og efter 75 minutter gik Anders Harpøth Østergaard ud til fordel for Wessam Abou Ali.
Nederlaget var AaB's første pointtab i forårets Reserveholdsturnering. Næste opgør i turneringen for AaB er først 10. april på udebane mod SønderjyskE.