AaB led forårets første nederlag

6. marts 2017 kl. 20:52 af Rasmus Estrup

AaB led mandag aften forårssæsonens første nederlag, da Hele Nordjyllands Hold tabte 4-0 til OB på EWII Park i Odense efter en svag anden halvleg. Joan Simun Edmundsson scorede to mål, mens Rasmus Jönsson og Casper Nielsen hver scorede et mål.

AaB startede ellers farligst, og blot tre minutter inde i opgøret kom holdet frem til kampens første store chance. Jakob Ahlmann og Rasmus Thellufsen spillede sig smart igennem i venstre side, inden Ahlmann sendte et fladt indlæg ind til Frederik Børsting. Han tog et enkelt træk, men sparkede så bolden lige over mål. 

Kampens næste store chance kom efter 24 minutter, hvor OB viste tænder. Efter et hjørnespark og efterfølgende indlæg blev Jeppe Tverskov spillet fri. Han sparkede bolden mod mål, hvor Rasmus Festersen rettede bolden af med hovedet, men læderet strøg snert forbi stolpen. 

 

Forbi gik bolden ikke i kampens 27. minut, hvor hjemmeholdet bragte sig foran med 1-0. OB's Casper Nielsen startede en omstilling og med et hurtigt samspil med Rasmus Festersen, blev Casper Nielsen sendt igennem til AaB's felt. Her afdriblede han Markus Holgersson og sendte bolden fladt ind bag Nicolai Larsen. 

Seks minutter efter OB's scoring var AaB farlige for anden gang i kampen. Frederik Børsting sendte et indlæg fra venstre side ind foran mål, hvor Jakub Sylvestr dirigerede bolden mod mål, men Sten Grytebust fik flot reddet bolden til hjørne.

Efter pausen var OB bedst, og efter 61 minutter gav en omstilling for hjemmeholdet pote, da holdet bragte sig foran 2-0. Mikkel Desler drev bolden frem i venstre side og smed bolden indover. Ved bagerste stolpe dukkede en helt udækket Joan Simun Edmundsson op og scorede. 

Fem minutter senere bragte OB sig yderligere foran med 3-0. Netop indskiftede Mathias Greve fandt Rasmus Jönsson med en dyb bold bag AaB-forsvaret. Rasmus Jönsson formåede at holde Magnus Christensen væk og sparkede bolden højt, og via overliggeren strøg den ind i netmaskerne. 

 

Ti minutter før tid gjorde OB ondt værre, da Anders K. Jacobsen sendte Joan Simun Edmundsson igennem med en stikning i AaB's felt. Edmundsson driblede forbi Nicolai Larsen og trillede kuglen over stregen til slutresultatet 4-0.

Med nederlaget ligger AaB nu nummer syv i Alka Superligaen. Hele Nordjyllands Hold har ligesom Randers FC på sjettepladsen 32 point, men kronjyderne har en bedre målscore. På femtepladsen med 33 point ligger SønderjyskE. 

AaB's næste opgave i Alka Superligaen er på hjemmebane mandag 13. marts klokken 19.00, hvor FC Midtjylland kommer på besøg. Rasmus Würtz fik en advarsel mod OB og er ikke med i AaB's næste kamp. 

Matchfacts - Alka Superligaen, 24. spillerunde

OB-AaB 4-0 (1-0)
27. minut 1-0 Casper Nielsen, 62. minut 2-0 Joan Simun Edmundsson, 67. minut 3-0 Rasmus Jönsson, 80. minut 4-0 Joan Simun Edmundsson.
Advarsler OB: Joan Simun Edmundsson (37).
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (22).
3.962 tilskuere på EWII Park.

OB (4-4-2): Sten Grytebust, Mikkel Desler (83: Ryan Johnson Laursen), Jeppe Tverskov, Frederik Tingager, Jacob Barett Laursen, Casper Nielsen (65: Mathias Greve), Jens Jakob Thomasen, Izunna Uzochukwu, Rasmus Jönsson, Joan Simun Edmundsson, Rasmus Festersen (70: Anders K. Jacobsen).

AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Marco Meilinger (56: Edison Flores), Rasmus Würtz, Magnus Christensen, Rasmus Thellufsen (69: Sebastian Grønning), Frederik Børsting (78: Oliver Abildgaard), Jakub Sylvestr.

Dommer: Jens Maae.

Tags på denne nyhed

Vinderen fundet i månedens mål

6. marts 2017 kl. 12:36 af Rasmus Estrup

I hjemmesejren på 3-0 over Silkeborg I.F. søndag den 26. februar scorede Jakub Sylvestr ikke alene et hattrick. Hans tredje mål i kampen er efter en afstemning blandt AaB's fans nu også blevet kåret til månedens mål for AaB i februar. 

AaB siger tak til alle, der var med til at stemme i konkurrencen og samtidig var med i lodtræningen om et gavekort til Bone's for 300 kroner, samt to biografbilletter. 

Den heldige vinder af gavekortet og biografbilletterne er Dennis Nielsen, som vi blive kontaktet af AaB. 

Se månedens mål for februar i indslaget herover.

Knebent nederlag til U/19 mod FCK

6. marts 2017 kl. 09:46 af Rasmus Estrup

Trods en fin indsats i lørdagens U/19-ligakamp på Hornevej mod FC København endte de ubesjrede gæster med at løbe med en sejren på 3-2 efter et sejrsmål cirka 10 minutter før tid. 

FCK, der fører U/19 Ligaen, lagde allerede fra start pres på AaB, og gæsterne bragte sig foran efter et hjørnespark, hvor Devrim Sharin vendte rundt og scorede i kampens 3. minut. 

Som kampen så småt skred frem, kom AaB bedre og bedre med, og hjemmeholdet havde muligvis også bolden inde over modstandernes målstreg, inden en forsvarsspiller fik sparket den væk, men mål blev der i hvert fald ikke dømt, og stillingen var stadig 1-0.

Det var den dog kun indtil kampens 22. minut, hvor AaB lavede en pragtfuldt udligning. Nikolaj Lyngø sendte et frispark fra egen halvdel dybt ned på FCK's banehalvldel, hvor Anders Harpøth Østergaard havde taget løbet til. Anders Harpøth Østergaard tog flot bolden ned med brystet og flugtede læderet ind i fjerneste målhjørne. 

Efter målet var FCK atter dominerende, og udeholdet kom efter 38 minutter foran 2-1, da Jonas Wind nåede først til et indlæg. 

I anden halvleg fik AaB på mærkværdigvis udlignet, da en tilbagelægning fra en FCK-forsvarsspiller smuttede under fodsålen på gæsternes keeper og strøg i nettet til 2-2. 

Selvom det længe lignede, at AaB ville holde stand og gå fra kampen med ét point, scorede FCK's Victor Jensen sejrsmålet til 3-2 med cirka 10 minutter igen. 

- Det blev til et nederlag til en lidt bedre modstander, og det var et fair resultat, selvom vi havde mulighed for at få det ene point. Men FCK fører rækken og er ubesejret, og det vidner om en vis kvalitet, siger U/19-træner Lars Stensgaard. 

- Som hold leverer vi en fin indsats. Bortset fra ved målene lykkedes vi fint med at stå imod omkring vores eget felt, hvor FCK ellers er rigtig farlige. Vi får også selv spillet os i gode positioner og får lavet nogle fine angreb. Havde vi så bare været bedre omkring vores eget felt ved de tre scoringer, havde indsatsen været 100 procent godkendt, siger Lars Stensgaard. 

U/19-holdets næste opgave i U/19 Ligaen er lørdag 11. marts på udebane mod Vejle Boldklub klokken 13.00. 

Tags på denne nyhed

Mæhle igen med for AaB

5. marts 2017 kl. 17:44 af Brian Andersen

AaB har lagt fra land med tre turneringssejre ud af tre i foråret, men også mandag aftens modstander fra OB er inde i en god periode.

AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Vi er bevidste om, at vi har fået en god begyndelse på foråret, men ros og tidligere resultater kan vi ikke bruge til noget som helst, inden en ny svær opgave i Alka Superligaen, og derfor er den del også lagt til side.

- Rent spillemæssigt minder OB og AaB en del om hinanden, da begge mandskaber gerne vil i boldbesiddelse, og vi er forberedte og fokuserede på, at vi står over for en modstander, der med sin offensiv vil kunne udfordre os mere, end vi hidtil er blevet i dette forår, påpeger Morten Wieghorst.

- Man siger godt nok, at tabellen aldrig lyver, men det er åbenlyst, at OB’s hold er langt bedre end sin nuværende placering, hvilket fire ubesejrede kampe i træk også antyder, og jeg er ikke i tvivl om, at de kommer til at slutte noget højere oppe i stillingen, end hvor de er placeret lige nu.

- Når det er sagt, så kommer vi til Odense med en stærk tro på at kunne skabe endnu et positivt resultat, understreger Morten Wieghorst, der efter søndagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Markus Holgersson, 8 Rasmus Würtz, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 14 Casper Sloth, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 22 Ivan Lucic, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 29 Sebastian Grønning, 31 Joakim Mæhle og 32 Kasper Pedersen.

På skadeslisten har AaB Kasper Risgård, Jannik Pohl og Bardhec Bytyqi, mens Thomas Enevoldsen tirsdag skal i aktion for reserveholdet.

AaB TV: Tilbageblik på OB-AaB

5. marts 2017 kl. 10:15 af Rasmus Estrup

AaB gæster mandag aften klokken 19.00 EWII Park i Odense, hvor modstanderen er AaB. 

Før kampen kan du nyde et tilbageblik med nogle af de tidligere mål, AaB har scoret på EWII Park. 

Se indslaget fra AaB TV herover.

'