Reaktioner fra Energi Viborg Arena
Læs reaktioner efter dagens 1-1 opgør mod Viborg F.F.
Frederik Børsting (nordjyske.dk)
Cheftræner Morten Wieghorst og sportsdirektør Allan Gaarde (bold.dk)
Cheftræner Morten Wieghorst (nordjyske.dk)
Børsting-kasse sikrer Europa Playoff
Med 1-1 på udebane mod Viborg F.F. sikrer AaB sig en plads blandt de to bedste hold i Pulje 2 og skal dermed spille playoff om en plads i Europa League.
Hele Nordjyllands Hold sled sig til et point i Viborg søndag eftermiddag, og dermed er AaB før sidste spillerunde i Alka Superligaens gruppespil sikret en plads i det efterfølgende Europa Playoff.
Nordjyderne spillede nemlig 1-1 på Energi Viborg Arena. Frederik Børsting bragte AaB foran efter et kvarter, og Osama Akharraz udlignede et kvarter før tid.
AaB-spillerne virkede tændte fra start, og allerede inden kampen havde rundet halvandet minut, havde både Oliver Abildgaard og Frederik Børsting sat glidende tacklinger ind.
I kampens tredje minut måtte Jeppe Curth bæres fra banen - til støttende klapsalver og hyldestsang fra AaB's fanafsnit mod den tidligere AaB-spiller - efter en uheldig hovedstødsduel med Kasper Pedersen.
Kampens første skudforsøg tilfaldt hjemmeholdets Kristoffer Pallesen. Backens afslutning blev afrettet og var tæt på at dykke i mål, men bolden gik over Nicolai Larsens bur.
I stedet kunne AaB i kampens 15. minut bringe sig foran 1-0. Jannik Pohl vandt bolden på midten af banen. Det startede en omstilling, hvor Frederik Børsting tog bolden, og fra distancen smækkede han kuglen ind ved roden af den ene opstander til 1-0.
Fem minutter senere var AaB ganske tæt på at gøre det til 2-0. Nicolai Larsen greb et hjørnespark fra Viborg F.F., og keeperen sendte straks Jannik Pohl afsted. Den hurtige angriber brugte sin fart med bolden til over en halv banelængde at løbe fra Viborgs to tilbageblevne spillere. Men op til afslutningsmuligheden blev Pohl presset ud i en lidt spids vinkel, og Walter Viitala kunne afværge afslutningen.
Da kampen havde rundet sin første halve time, var Viborg F.F. i flere omgange tæt på at reducere til 1-1. Først headede Søren Reese over mål efter et hjørnespark.
Under et minut senere fyrede Mikkel Vestergaard en flot afslutning fra kanten af feltet på indersiden af den modsatte stolpe. Bolden sprang tilbage ud i spil, angrebet fortsatte og Jonas Kamper afsluttede fra samme afstand som Mikkel Vestergaards. Afslutningen tvang Nicolai Larsen ud i en god redning helt ude ved fjerneste stolpe.
Kort inden pausen fik hjemmeholdet på ny en god udligningsmulighed. Søren Frederiksen blev sendt afsted i en god, dyb bold over AaB-forsvaret. Viborg-spilleren lagde bolden død, Serge Deble overtog læderet og sparkede snert forbi mål, så stillingen var fortsat 1-0 til AaB ved pausefløjtet.
Fra anden halvlegs start var hjemmeholdet tvunget fremad banen for at holde liv i muligheden for ikke at havne i Alka Superligaens nedrykningsplayoff. Viborg F.F. kom da også frem til to hovedstødschancer og en enkelt skudmulighed inden for halvlegens første fem minutter. To af forsøgene gik forbi, mens den tredje ikke var noget problem for Nicolai Larsen.
Omvendt gav hjemmeholdets frembrusen også mulighed for omstillinger, hvor Jannik Pohl konstant truede med dybe løb - dog uden gevinst i indledningen af halvlegen.
I kampens 70. minut var der tæt på at være gevinst for Jannik Pohl. Denne gang ikke efter en omstilling, men et hjørnespark, der havnede hos angriberen bagerst i feltet. Pohl afsluttede resolut, men en fodparade fra Walter Viitala kom i vejen.
Ingen AaB'ere kom i vejen fire minutter senere, da Viborg F.F. udlignede til 1-1. I kølvandet på en dødbold var Osama Akharraz hurtigst over en returbold i AaB's felt, og den indskiftede spiller sendte bolden i nettet til 1-1 med et kvarters tid tilbage.
Trods pres fra hjemmeholdet mod kampens slutning, formåede AaB at holde stand defensivt. Derfor endte kampen 1-1, og AaB kunne efter slutfløjt glæde sig over, at være helt uden fare for nedrykning og i stedet være sikker på at skulle spille i Alka Superligaens Europa Playoff.
Inden da skal AaB møde Silkeborg I.F. på Aalborg Portland Park i sidste spillerunde af Alka Superligaens gruppespil. Det sker søndag klokken 16.00.
Matchfacts - Alka Superligaen, gruppespil, Pulje 2, 5. runde
Viborg F.F.-AaB 1-1 (0-1)
15. min 0-1 Frederik Børsting, 74. min 1-1 Osama Akharraz,
Advarsler Viborg F.F.: Christian Sivebæk (90)
Advarsler AaB: Jakub Sylvestr (82), Nicolai Larsen (83), Joakim Mæhle (87),
4.067 tilskuere på Energi Viborg Arena
Viborg F.F. (4-4-2): Walter Viitala, Kristoffer Pallesen, Erik Moberg, Søren Reese, Jonas Thorsen (83: Christian Sivebæk), Jonas Kamper, Jeppe Grønning, Alexander Jakobsen, Søren Frederiksen, Jeppe Curth (11: Mikkel Vestergaard), Serge Deble (64: Osama Akharraz).
AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Kasper Pedersen, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting (65: Rasmus Thellufsen), Kasper Risgård (78: Patrick Kristensen), Magnus Christensen, Oliver Abildgaard, Thomas Enevoldsen, Jannik Pohl (73: Jakub Sylvestr).
Dommer: Michael Tykgaard
AaB møder forårets pointsluger
Af de fire hold i gruppespillets Pulje 2 er morgendagens modstander fra Viborg F.F. det mandskab, som i forårets foreløbige kampe i Alka Superligaen har hentet flest point, ligesom viborgenserne også isoleret set i puljens indtil videre fire spillerunder har præsteret den største pointhøst.
Ydermere har Viborg F.F. såvel 8. april (1-0) som 19. marts (2-1) formået at vinde tætte indbyrdes opgør mod AaB, og AaB-cheftræner Morten Wieghorst er bevidst om, at der venter en vanskelig opgave tidligt søndag eftermiddag, hvor blot et point vil være nok til, at AaB slutter blandt de to bedste klubber i puljen og dermed i givet fald også sikrer overlevelse i Alka Superligaen:
- Velvidende at Viborg er det hold i vores pulje, der har hentet flest point i foråret, så har vi fuld fokus på vores præstation, for det er igennem vores indsats, at vi skal skabe fundamentet til at opnå et brugbart resultat.
- Vi ved, at vi selv kan afgøre det, ligesom det også er en stor motivationsfaktor for os, at Viborg har slået os to gange i år, konstaterer Morten Wieghorst.
- Ligeledes skal vi have vasket 4-0 pletten fra i mandags i Aarhus væk, og vi er forberedte og indstillede på i morgen at levere, hvad der kræves af os, bedyrer Morten Wieghorst, der efter lørdagens træning har udtaget følgende 19 navne:
1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Markus Holgersson, 7 Thomas Enevoldsen, 9 Jannik Pohl, 11 Jakub Sylvestr, 14 Casper Sloth, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 29 Sebastian Grønning, 31 Joakim Mæhle, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og U/19 Ligamålmand Nicolaj Jørgensen.
Jakob Ahlmann har karantæne, mens Rasmus Würtz og Edison Flores fortsat er ukampdygtige.
AaB-tilhængere kan i morgen til udebaneafsnittet på Energi Viborg Arena købe billet for kun 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn.
Vidste du om Viborg F.F. og AaB…
Skæve vinkler på søndagens vigtige Alka Superligaopgør på Energi Viborg Arena. Vidste du således…
- at den forestående duel er Alka Superligakamp nummer 48 mellem Viborg F.F. og AaB. Statistikken siger 28 sejre til AaB, seks uafgjorte og 13 nederlag samt en målscore på 89-57 i AaB’s favør.
- at AaB med et point mod Viborg F.F. være sikker på at ende blandt de to bedste klubber i gruppespillets pulje 2 og dermed i givet fald have sikret overlevelse i Alka Superligaen.
- at de seneste 15 Alka Superligakampe mellem Viborg F.F. og AaB er endt med en sejr til en af klubberne. Seneste uafgjorte Alka Superligakamp mellem de to klubber daterer sig til 13. april 2006 (1-1 i Aalborg, Thomas Augustinussen for AaB), hvorefter det er blevet til 11 sejre og fire nederlag for AaB.
- at AaB har tabt sine to seneste Alka Superligakampe mod Viborg F.F., hvilket er sket fire gange tidligere. Det er imidlertid aldrig sket, at AaB har tabt tre Alka Superligakampe i træk til Viborg F.F.
- at ud af de 47 tidligere Alka Superligakampe mod Viborg F.F. har AaB scoret først i 29 tilfælde, hvilket har resulteret i 25 sejre, tre uafgjorte og et nederlag. Omvendt har Viborg F.F. scoret kampens første mål i 17 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, to uafgjorte og 12 nederlag.
- at AaB ikke har tabt en DM-kamp afviklet på datoen 30. april siden 1980. De efterfølgende seks kampe er endt med fem sejre, heriblandt de fire kampe afviklet i regi af Alka Superligaen, og en uafgjort.
- at AaB senest var i aktion på datoen 30. april, da det i 2011 blev 2-0 hjemme mod FC Midtjylland efter scoringer af Lasse Nielsen og Morten Duncan Rasmussen.
- at en Alka Superligakamp mellem Viborg F.F. og AaB kun én gang er endt uden scoringer. Ofte er kampene ret målrige, idet der i de 47 tidligere kampe er scoret ikke færre end 146 mål svarende til 3,11 mål pr. kamp.
- at AaB blot har en sejr i de seneste 13 Alka Superliga-udekampe (1V-3U-9T). Det er i samme periode også kun lykkedes AaB at score mere end et mål i to af kampene.
- at fra den nuværende AaB-trup har Kasper Risgård (3 mål), Thomas Enevoldsen (2), Jakub Sylvestr (1), Kasper Pedersen (1) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod Viborg F.F.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).