Reaktioner fra BioNutria Park
Læs reaktioner efter aftenens kamp mod Randers FC.
Anfører Rasmus Würtz (nordjyske.dk)
Cheftræner Morten Wieghorst og Thomas Enevoldsen (bold.dk/Ritzau)
Sportsdirektør Allan Gaarde og cheftræner Morten Wieghorst (bt.dk)
AaB slutter på 10. pladsen efter nederlag
AaB tabte 2-1 til Randers FC i returopgøret i Alka Superligaens Europa Playoff, og ender dermed på Alka Superligaens 10. plads i denne sæson.
Onsdag tabte AaB ude 2-1 til Randers FC på BioNutria Park i Randers. Dermed er Hele Nordjyllands Hold ude af Alka Superligaens Europa Playoff med et samlet nederlag på 4-1.
Det betyder også, at AaB slutter sæsonen 2016/2017 på Alka Superligaens 10. plads.
Efter et nederlag på 2-0 i første opgør, var kravet en sejr på minimum to mål, hvis AaB skulle gøre sig forhåbninger om at gå videre i Alka Superligaens Europa Playoff. Og kampen bød da også på flere fine AaB-muligheder inden for kampens første kvarter.
Men det var alligevel hjemmeholdet Randers FC, der først fik testet Nicolai Larsen efter blot fire minutter. Erik Marxen sendte en afslutning fra en meget spids vinkel afsted mod nærmeste målhjørne, men AaB-målmanden fik reddet.
Herefter fulgte to AaB-forsøg kort tid efter hinanden. Efter cirka syv minutter løb Jannik Pohl igennem hjemmeholdets højre side og sendte et fladt indlæg tæt under mål, og efter lidt kamp inde i feltet, var bolden lige ved at overliste Hannes Thor Halldorsson i målet, men målmanden fik bokset væk.
Senere i samme minut blev et indlæg fra venstre sendt ind mod en ganske fri Jakub Sylvestr, der forsøgte at skyde på mål, men ramte forbi bolden.
Efter 12 minutter truede Edison Flores også Hannes Thor Halldorsson. På et hjørnespark dukkede peruvianeren op ved bagerste stolpe og headede højt mod nærmeste stolpe, men Randers-keeperen nåede at få armen op og reddet forsøget.
AaB fortsatte i kampens første halve time med at true Randers med indlæg og langskud. Truslen var størst fra Rasmus Thellufsen efter 25 minutter, da han sparkede fladt fra distancen, men kuglen gik forbi opstanderen.
Kort efter var det pludselig hjemmeholdets tur til at være farlige, da Marvin Pourie sendte bolden i nettet, men han blev vinket for offside i forbindelse med scoringen.
Men i kampens 34. minut fik hjemmeholdet atter bolden i nettet, og denne gang talte målet. Marvin Pourie fik en friløber med Nicolai Larsen, men angriberens forsøg på at løfte bolden over målmanden blev blokeret af Magnus Christensen. Blokeringen sendte desværre bolden hen til Nikola Djurdjic, der scorede til 1-0.
Scoringen betød, at AaB var tvunget til at score minimum tre mål for at gå videre.
Hele Nordjyllands Hold pressede fra anden halvlegs start også på for at udligne, og inden for halvlegens første fire minutter havde både Edison Flores og Joakim Mæhle afsluttet fra distancen.
Udligningen skulle ikke vente længe på sig, for allerede i kampens 54. minut udlignede Rasmus Thellufsen. Kantspilleren driblede fra venstre side ind i feltet, og efter et par skudfinter smækkede han læderet flot ind ved modsatte stolpe til 1-1.
AaB øjnede chancen for at komme tilbage i kampen, og bare minuttet senere var gæsterne igen farlige. Denne gang ved Joakim Mæhle, der fik trykket af fra Randers-feltets højre side, men skuddet gik forbi kassen.
Kort efter var hjemmeholdet dog ved at slukke nordjydernes håb, men Erik Marxens afslutning efter et hjørnespark strøg mod overliggeren.
24 minutter før tid blev AaB's mission om et comeback meget, meget vanskeligere. Indskiftede Viktor Lundberg blev spillet fri i AaB's venstre side, og fra kanten af feltet sparkede han bolden ind ved fjerneste stolpe til 2-1.
Morten Wieghorst reagerede øjeblikkeligt på scoringen og sendte både Thomas Enevoldsen og Frederik Børsting i aktion, og fem minutter senere kom også Casper Sloth på grønsværen.
Med 13 minutter tilbage fik indskiftede Thomas Enevoldsen muligheden for at bringe håbet om videre avancement tilbage til AaB-lejren. Men afslutningen fra en svær vinkel blev reddet af hjemmeholdets målmand.
Tre minutter senere fra cirka samme position fik Jannik Pohl også afsluttet, men angriberens afslutning røg forbi.
Forbi var også AaB's sæson ved slutfløjtet, da kampen endte 2-1. Resultatet betyder nemlig, at AaB er ude af Alka Superligaens Europa Playoff med et samlet nederlag på 4-1.
Det betyder også, at AaB samlet set slutter sæsonen på Alka Superligaens 10. plads, og altså ikke skal spille flere kampe i denne sæson. Derfor har Joakim Mæhle, der til sommer skifter til belgiske KRC Genk, spillet sin sidste kamp i AaB-trøjen i denne omgang.
Matchfacts - Alka Superligaen, Europa Playoff, 2. kamp
Randers FC-AaB 2-1 (1-0)
34. minut 1-0 Nikola Djurdjic, 54. minut 1-1 Rasmus Thellufsen, 66. minut 2-1 Viktor Lundberg
Advarsler Randers FC: Erik Marxen (14),
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (16), Jakob Ahlmann (75)
3.986 tilskuere på BioNutria Park
Randers FC (3-5-2): Hannes Thor Halldorsson, Jonas Bager, Mads Agesen, Kasper Enghardt, Alexander Fischer (69: Johnny Thomsen), Joel Allansson, Nicolai Poulsen, Erik Marxen, Kasper Fisker, Marvin Pourie (61: Viktor Lundberg), Nikola Djurdjic (78: Mads Fenger).
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Kasper Pedersen, Markus Holgersson, Jakob Ahlmann, Edison Flores (66: Thomas Enevoldsen), Magnus Christensen, Rasmus Würtz (71: Casper Sloth), Rasmus Thellufsen, Jakub Sylvestr (66: Frederik Børsting), Jannik Pohl.
Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen
Würtz klar til Europa-playoffreturkamp
Anfører Rasmus Würtz er tilbage i truppen, når AaB onsdag aften på udebane i Randers skal forsøge at indhente randrusianernes 2-0 føring fra den første playoffduel i fredags.
Således står AaB foran en vanskelig, men ikke umulig mission, påpeger cheftræner Morten Wieghorst:
- Vi er bagud med to mål og har dermed noget at indhente, men vi skal forsøge at holde fast i nogle af de ting, vi gjorde rigtigt i den første kamp, hvor vi trods alt bragte os i flere gunstige situationer.
- Herfra skal vi så blive bedre til både at skabe chancer og score mål, og disse ting er generelt en udfordring for os i øjeblikket, erkender Morten Wieghorst.
- Hele tiden har vi dog formået at holde modet oppe, og det er vigtigt, at vi vedbliver med at søge heldet, for så vender marginalerne også til vores fordel på et tidspunkt.
- Vi går ind til returkampen mod Randers med et optimistisk sind, og både for vores egen skyld, for klubben og for fansene er vi parate til at give alt i morgen aften, fastslår Morten Wieghorst, der efter tirsdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:
1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Markus Holgersson, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 14 Casper Sloth, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 19 Marco Ramkilde, 20 Marco Meilinger, 25 Frederik Børsting, 31 Joakim Mæhle, 32 Kasper Pedersen og U/19 Ligamålmand Nicolaj Jørgensen.
Oliver Abildgaard er skadet, mens Kasper Risgård også er udeladt, da han først i dag vendte retur til træningsbanen efter i flere dage at have været sygdomsramt.
AaB TV: AaB Future slog DBU Future
Et U/15-hold bestående af AaB-spillere og Futurespillere fra samarbejdsklubberne slog et udvalgt DBU Futurehold i sidste uge. Se AaB’s mål og hør interviews med spillere i videoen ovenfor.
I sidste uge vandt et AaB-hold bestående af U/15-spillere og Futurespillere fra AaB’s nordjyske samarbejdsklubber 5-4 over DBU Future VEST, som er et DBU-hold bestående af Futurespillere fra Jylland.
AaB’s mål blev scoret af Sofus Brønnum, Oliver Overgaard og Christian Tøttrup fra AaB, mens Christian Kold fra Støvring I.F. scorede sejrsmålet.
Derudover var Marcus Thomsen fra LKB Gistrup, Lasse Møldrup fra St. Restrup I.F. og Thomas Nielsen fra IF Skjold Sæby involveret i scoringerne.
- Vi samler de her Futurespillere, som måske ikke er langt nok i sin fysiske udvikling til at spille elitefodbold lige nu, men som på sigt måske kan blive elitespillere i AaB. Vores ambition med AaB Future-samlingerne er, at det kan fungere som en pipeline til at blive AaB-spiller. At der er et talent i Future-samlingerne, der udvikler sig til ungdomsspiller i AaB og senere Alka Superligaspiller, siger Nikolaj Hørby, Future-træner.
Han står for træningerne ved Futuresamlingerne for AaB’s nordjyske samarbejdsklubber.
- Det er vigtigt, at vi holder de her Futuresamlinger, så vi kan holde de talentfulde spillere ved ilden, selvom de fysisk ikke er store nok lige nu, og sådan en kamp her er god til at skabe sammenhængskraft mellem spillerne fra samarbejdsklubberne, siger han.
Kamplederen i kampen mod DBU var AaB’s U/15 Elitetræner Martin Mark, og han glæder sig også over, at kampen mod et Futurehold fra DBU kunne blive en realitet.
- Det er et stort skridt i den rigtige retning, at vi kunne få arrangeret sådan en kamp her mod DBU. Det giver os et godt indblik i, hvordan de her spillere griber kampforberedelsen og selve kampafviklingen an. Og jeg synes, der var mange rigtig positive elementer, som vi kan tage med videre i vores fremtidige arbejde, siger Martin Mark.
AaB’s trup til Futurekampen var:
Marcus Hyldahl AaB U/14/15, tidl. Aabybro
Daniel Mortensen, AaB U/15, tidl. Dronninglund
Mads Hvilsom, AaB U/15, tidl. LKB Gistrup
Oliver Overgaard, AaB U/15, tidl. Hadsund.
Zifarlino Nsoni, AaB U/15, tidl. Vrå og Hjørring
Sofus Brønnum, AaB U/15, tidl. Hals
Andreas Drejer, AaB U/15, tidl. Farsø
Nikolai Christensen, AaB U/15, tidl. Hobro.
Christian Tøttrup, AaB U/15, tidl. Aars IK
Christian Kold, Støvring IF
Rasmus Waarst LKB Gistrup
Marcus Thomsen LKB Gistrup
Thomas Nielsen IF Skjold Sæby
Lasse Møldrup St. Restrup IF
Følgende spillere var udtaget men meldte fra grundet skader:
- Malthe Hannesbo, Støvring IF
- Mikkel Drejer, Støvring IF
- Mikkel Dorff, IF Skjold Sæby
Endelig var to AaB-spillere også udtaget til DBU’s Futurehold:
Jacob “Mini” Holdt, tidl. LKB Gistrup
Mikkel Agervig, tidl. Frederikshavn fI