Hvis der er højt humør i AaB-bussen på vej hjem fra Lyngby her til eftermiddag, er det med god grund. AaB's reservehold besejrede nemlig Lyngby Boldklub med hele 4-1, da de to hold mødtes mandag kl. 14.
Lyngby Boldklub startede stærkest ud i de første 8-10 minutter. Men herefter overtog AaB initiativet og kampens kontrol.
Det udmøntede sig i et føringsmål af Sebastian Grønning fire minutter inden pausefløjtet, og to minutter senere udbyggede angrebskollega Marco Ramkilde føringen til 2-0.
Efter pausen var Marco Ramkilde igen på pletten efter 62 minutter, hvor han gjorde det til 3-0, inden Lyngby Boldklub reducerede til 3-1.
Sebastian Grønning ville dog ikke stå tilbage for angrebsmakkeren, og han satte kampens sidste scoring i netmaskerne til 4-1.
- Det var en rigtig stærk præstation. Udover de fire mål skaber vi kampen igennem en hel del chancer mod et stærkt Lyngby-hold, der især var gode i offensiven, siger assistenttræner Jacob Friis.
- Der skal lyde kæmpe ros til samtlige spillere, for vi var både godt organiseret, vi var direkte i omstillinger og vi var også gode på bolden. Så det hele gik op i en højere enhed, siger Jacob Friis.
AaB stillede op med følgende opstilling: