-
6. december kl. 17:45
0 : 1
20. november
0 : 1
5. november
0 : 2
29. oktober
1 : 1
23. oktober
1 : 0
15. oktober

AaB og Enevoldsen tager afsked

19. maj 2017 kl. 10:16 af Brian Andersen

AaB og Thomas Enevoldsen er blevet enige om, at vejene skilles ved kontraktudløb 30. juni 2017.

Thomas Enevoldsen, der startede med at spille fodbold i samarbejdsklubben St. Restrup I.F., vendte i sommeren 2014 hjem til Aalborg efter fem år hos hollandske FC Groningen og KV Mechelen i Belgien.

Sportsdirektør Allan Gaarde anerkender Thomas Enevoldsens betydning og karriere i AaB:

- ”Ene” har haft en superflot AaB-karriere over flere omgange, og det er kun forstyrrelsen af skader, der har forhindret ham i at have haft endnu større indflydelse på vores resultater.

- På sit højeste er Thomas en klassespiller, hvilket han særligt demonstrerede, da vi sikrede vores tredje danske mesterskab i 2008, men også da han blandt andet med vigtige scoringer mod Dynamo Kiev og Steaua Bukarest bidrog kraftigt til vores europæiske succes i efteråret 2015, siger Allan Gaarde.

- Thomas har nu ønsket at prøve sig selv af i udlandet endnu engang, hvilket vi respekterer og ønsker ham al muligt held og lykke med, slutter Allan Gaarde.

29-årige Thomas Enevoldsen kom til AaB som tiårig, hvilket i sagens natur gør indtryk i afskedens stund:

- Siden en tidlig alder har AaB været min klub, og jeg er først og fremmest taknemmelig for, hvordan AaB har været medvirkende til at forme mig både som spiller og person, og jeg glemmer ikke, at klubben troede på mig og stod klar med åbne arme for tre år siden, da mit ophold i Belgien sluttede.

- Særligt i sidste sæson formåede jeg at være afgørende, mens jeg både på egne og holdets vegne er ærgerlig over vores seneste sæson, hvor vi ikke har præsteret godt nok, fastslår Thomas Enevoldsen.

- For mig handler det nu om at genfinde mit niveau, og her er det min førsteprioritet at få endnu et udenlandsophold, men jeg vil selvfølgelig gerne takke alle i og omkring AaB for den opbakning, jeg altid har oplevet, lyder det fra Thomas Enevoldsen.

Thomas Enevoldsen blev noteret for 212 officielle kampe og 37 scoringer for Hele Nordjyllands Hold.

Tags på denne nyhed

Endnu en AaB'er udtaget til U/16-landsholdet

18. maj 2017 kl. 15:39 af Rasmus Estrup

Gabriel Adriano Alves Christensen er udtaget til U/16-landsholdet, der lørdag drager til turnering i Irland.

Når U/16-landsholdet fra på lørdag deltager i en UEFA Development turnering i Irland bliver det med tre AaB-talenter i truppen. 

Jeppe Pedersen og Thomas Albert Christiansen, der blev udtaget tidligere på måneden, får nemlig følgeskab af klubkammerat Gabriel Adriano Alves Christensen, der hidtil har spillet tre U/16-landskampe. 

Under turneringen i Irland spiller landsholdet tre kampe. 21. maj skal danskerne op imod Kosovo, 23. maj gælder det Nordirland og 25. maj spiller det danske U/16-landshold mod værtsnationen Irland. 

 

AaB TV: Sammendrag af Randers FC-AaB

18. maj 2017 kl. 08:36 af Rasmus Estrup

Se sammendrag af returkampen i Alka Superligaens Europa Playoff mellem AaB og Randers FC på BioNutri Park. Randers FC vandt kampen 2-1. Rasmus Thellufsen scorede for AaB.

Tags på denne nyhed

AaB slutter på 10. pladsen efter nederlag

17. maj 2017 kl. 19:48 af Rasmus Estrup

AaB tabte 2-1 til Randers FC i returopgøret i Alka Superligaens Europa Playoff, og ender dermed på Alka Superligaens 10. plads i denne sæson.

Onsdag tabte AaB ude 2-1 til Randers FC på BioNutria Park i Randers. Dermed er Hele Nordjyllands Hold ude af Alka Superligaens Europa Playoff med et samlet nederlag på 4-1. 

Det betyder også, at AaB slutter sæsonen 2016/2017 på Alka Superligaens 10. plads. 

Efter et nederlag på 2-0 i første opgør, var kravet en sejr på minimum to mål, hvis AaB skulle gøre sig forhåbninger om at gå videre i Alka Superligaens Europa Playoff. Og kampen bød da også på flere fine AaB-muligheder inden for kampens første kvarter. 

Men det var alligevel hjemmeholdet Randers FC, der først fik testet Nicolai Larsen efter blot fire minutter. Erik Marxen sendte en afslutning fra en meget spids vinkel afsted mod nærmeste målhjørne, men AaB-målmanden fik reddet. 

Herefter fulgte to AaB-forsøg kort tid efter hinanden. Efter cirka syv minutter løb Jannik Pohl igennem hjemmeholdets højre side og sendte et fladt indlæg tæt under mål, og efter lidt kamp inde i feltet, var bolden lige ved at overliste Hannes Thor Halldorsson i målet, men målmanden fik bokset væk. 

Senere i samme minut blev et indlæg fra venstre sendt ind mod en ganske fri Jakub Sylvestr, der forsøgte at skyde på mål, men ramte forbi bolden. 

Efter 12 minutter truede Edison Flores også Hannes Thor Halldorsson. På et hjørnespark dukkede peruvianeren op ved bagerste stolpe og headede højt mod nærmeste stolpe, men Randers-keeperen nåede at få armen op og reddet forsøget. 

AaB fortsatte i kampens første halve time med at true Randers med indlæg og langskud. Truslen var størst fra Rasmus Thellufsen efter 25 minutter, da han sparkede fladt fra distancen, men kuglen gik forbi opstanderen. 

Kort efter var det pludselig hjemmeholdets tur til at være farlige, da Marvin Pourie sendte bolden i nettet, men han blev vinket for offside i forbindelse med scoringen. 

Men i kampens 34. minut fik hjemmeholdet atter bolden i nettet, og denne gang talte målet. Marvin Pourie fik en friløber med Nicolai Larsen, men angriberens forsøg på at løfte bolden over målmanden blev blokeret af Magnus Christensen. Blokeringen sendte desværre bolden hen til Nikola Djurdjic, der scorede til 1-0. 

Scoringen betød, at AaB var tvunget til at score minimum tre mål for at gå videre. 

Hele Nordjyllands Hold pressede fra anden halvlegs start også på for at udligne, og inden for halvlegens første fire minutter havde både Edison Flores og Joakim Mæhle afsluttet fra distancen. 

Udligningen skulle ikke vente længe på sig, for allerede i kampens 54. minut udlignede Rasmus Thellufsen. Kantspilleren driblede fra venstre side ind i feltet, og efter et par skudfinter smækkede han læderet flot ind ved modsatte stolpe til 1-1. 

AaB øjnede chancen for at komme tilbage i kampen, og bare minuttet senere var gæsterne igen farlige. Denne gang ved Joakim Mæhle, der fik trykket af fra Randers-feltets højre side, men skuddet gik forbi kassen. 

Kort efter var hjemmeholdet dog ved at slukke nordjydernes håb, men Erik Marxens afslutning efter et hjørnespark strøg mod overliggeren. 

24 minutter før tid blev AaB's mission om et comeback meget, meget vanskeligere. Indskiftede Viktor Lundberg blev spillet fri i AaB's venstre side, og fra kanten af feltet sparkede han bolden ind ved fjerneste stolpe til 2-1. 

Morten Wieghorst reagerede øjeblikkeligt på scoringen og sendte både Thomas Enevoldsen og Frederik Børsting i aktion, og fem minutter senere kom også Casper Sloth på grønsværen. 

Med 13 minutter tilbage fik indskiftede Thomas Enevoldsen muligheden for at bringe håbet om videre avancement tilbage til AaB-lejren. Men afslutningen fra en svær vinkel blev reddet af hjemmeholdets målmand. 

Tre minutter senere fra cirka samme position fik Jannik Pohl også afsluttet, men angriberens afslutning røg forbi. 

Forbi var også AaB's sæson ved slutfløjtet, da kampen endte 2-1. Resultatet betyder nemlig, at AaB er ude af Alka Superligaens Europa Playoff med et samlet nederlag på 4-1.

Det betyder også, at AaB samlet set slutter sæsonen på Alka Superligaens 10. plads, og altså ikke skal spille flere kampe i denne sæson. Derfor har Joakim Mæhle, der til sommer skifter til belgiske KRC Genk, spillet sin sidste kamp i AaB-trøjen i denne omgang. 

Matchfacts - Alka Superligaen, Europa Playoff, 2. kamp

Randers FC-AaB 2-1 (1-0)
34. minut 1-0 Nikola Djurdjic, 54. minut 1-1 Rasmus Thellufsen, 66. minut 2-1 Viktor Lundberg
Advarsler Randers FC: Erik Marxen (14), 
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (16), Jakob Ahlmann (75)
3.986 tilskuere på BioNutria Park

Randers FC (3-5-2): Hannes Thor Halldorsson, Jonas Bager, Mads Agesen, Kasper Enghardt, Alexander Fischer (69: Johnny Thomsen), Joel Allansson, Nicolai Poulsen, Erik Marxen, Kasper Fisker, Marvin Pourie (61: Viktor Lundberg), Nikola Djurdjic (78: Mads Fenger).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Kasper Pedersen, Markus Holgersson, Jakob Ahlmann, Edison Flores (66: Thomas Enevoldsen), Magnus Christensen, Rasmus Würtz (71: Casper Sloth), Rasmus Thellufsen, Jakub Sylvestr (66: Frederik Børsting), Jannik Pohl.

Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen

Se flere stats her
Tags på denne nyhed