-
24. september kl. 14:00
0 : 0
17. september
2 : 1
11. september
1 : 5
7. september
0 : 0
26. august
0 : 0
18. august

Sloth skifter til Silkeborg I.F.

13. juli 2017 kl. 16:20 af Rasmus Estrup

AaB og Casper Sloth har i de seneste uger været enige om at skilles, og skiftet er nu en realitet.

Sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Vi havde håbet, at Casper ville blomstre i AaB efter et mislykket ophold i Leeds, men det er desværre ikke lykkedes, hvorfor det heller ikke er blevet til den mængde spilletid, som Casper eller vi havde forventet, da han kom sidste sommer.

- Derfor er vi blevet enige med Casper om, at det bedste for begge parter er, at han kommer et andet sted hen, siger Allan Gaarde.

Den 25-årige midtbanespiller skifter til Silkeborg I.F.

- Det er ingen hemmelighed, at min tid i AaB ikke er gået, som jeg havde håbet. Jeg havde selvfølgelig håbet på at spille mere. Da det heller ikke så ud til, at der ventede mere spilletid i den kommende sæson i AaB, er den bedste løsning, at jeg kommer et sted hen, hvor jeg kan spille, siger Casper Sloth, der altså fortsætter karrieren i Silkeborg I.F.

- Jeg har haft det super godt med holdkammeraterne og har været glad for at være i AaB. Derfor er det lidt trist at sige farvel. Men jeg synes, at Silkeborg I.F. har et spændende hold, som jeg glæder mig til at spille en masse for, siger han.

25-årige Casper Sloth opnåede 23 officielle kampe for Hele Nordjyllands Hold.

Tags på denne nyhed

Mød kandidaterne til Hele Nordjyllands Håndsrækning

13. juli 2017 kl. 11:48 af Martin Stigaard Skammelsen

I dag kan du læse mere om Frivilliggruppen for flygtninge i Skørping og Støvring, den sidste af de tre kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning i efteråret 2017.

Fredag blev de tre finalister til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2017 offentliggjort her på aabsport.dk. I denne uge sætter vi fokus på hver af de tre finalister forud for afstemningen der indledes på lørdag 15. juli. 

AaB og Spar Nord Fonden donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til klubbens Alka Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park til et godt formål. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland. 

Frivilliggruppen for flygtninge i Skørping og Støvring

Foreningen Frivilliggruppen for flygtninge i Skørping og Støvring er en gruppe, der arbejder for integration af flygtninge i lokalområdet. Foreningen består af ca. 200 frivillige fra lokalområdet og er ledet af en bestyrelse.

Bestyrelsen har kontakt til Rebild Kommune og sprogskolen og får på den måde besked om, når der kommer nye flygtninge til kommunen. Et af vores mål er, at sikre, at der er danske kontaktfamilier til alle.

Hver tirsdag kl. 17 afholdes lektiecafe, hvor man kan komme og gå, som man har lyst og evt. deltage i det emne, som tages op på dagen. Foreningen hjælper gerne med lektier, men har som regel også et emne for dagen, som man snakker med flygtningene om. Indimellem gælder dette også meget praktiske ting som feks., hvordan får vi varmt vand i hanen eller hvordan lægger man et budget. Andre gange øves danske ord eller man leger danske lege og hver gang synges kendte danske sange.

Cykler er vigtige i flygtningenes dagligdag. Derfor samler foreningen brugte cykler ind og reparerer dem, hvorefter de deles ud til dem, der har det største behov. Foreningen har også købt en knallert, der lånes ud til dem, der har sværest ved at komme frem, og som har fået et job.

Dagen kan være lang i et land man ikke kender så godt og hvor vennerne ikke er lige i nærheden. Derfor afholder foreningen mange forskellige arrangementer, såsom:

  • Musikarrangementer med dans og samspil med lokale musikere
  • Madarrangementer, hvor man laver mad sammen med flygtningene, og introducerer dem til danske råvarer
  • Fodboldtræninger
  • Besøg i zoologisk have med nogle af de mange børnefamilier.
  • Hver tirsdag i vintermånederne er der tur til svømmehallen i Arden sammen med en flok unge mænd.
  • Yoga for kvinder
  • Besøg i Rold Skov, hvor mændene har prøvet kræfter med træfældning
  • Grillarrangementer med leg og udendørs sportsgrene som øksekast, træsavning og bueskydning i Rold Skov
  • Pilefletningsarrangementer for kvinder.
  • Besøg i Fårup Sommerland med børnefamilierne
  • Kontaktfamiliearrangementer, hvor de danske familier kan mødes og snakke om de aktuelle problemstillinger, som de hver især sidder med.

Du kan give din stemme til Frivilliggruppen for flygtninge i Skørping og Støvring når afstemningen til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2017 sættes i gang på lørdag.

Tags på denne nyhed

Okore skifter til nummer 5

13. juli 2017 kl. 09:55 af Rasmus Estrup

Jores Okore skifter fra trøje nummer 15 til trøje nummer 5.

Når sæsonen går i gang på lørdag i Telia Parken, løber Jores Okore på banen med trøje nummer 5. Forsvarsspilleren fik ved ankomsten til AaB tildelt trøje nummer 15, men da nummer 5 nu er blevet ledig, overtager Jores Okore det nummer. 

Har man allerede købt en AaB-trøje med Jores Okores navn og hidtidige nummer, kan man kontakte AaB's webshop via bh@aab-as.dk og få byttet den oprindelige trøje til en ny trøje.

Tags på denne nyhed

AaB nedjusterer forventningerne til årets resultat

13. juli 2017 kl. 09:25 af Brian Andersen

Aalborg Boldspilklub A/S nedjusterer forventningerne til årets resultat fra et overskud før skat i niveauet 25 mio. kr. til et overskud før skat i niveauet 15-20 mio. kr.

Justeringen skyldes primært yderligere omkostninger og investeringer for at realisere klubbens sportslige målsætninger. Der er i de økonomiske forventninger ikke indregnet yderligere transferindtægter end dem, der allerede er realiseret.

AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.

AaB ophæver samarbejdet med Holgersson

12. juli 2017 kl. 15:25 af Rasmus Estrup

AaB ophæver pr. dags dato kontrakten med den svenske forsvarsspiller Markus Holgersson, som kom til AaB i sommeren 2016.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Vi har været glade for den professionelle tilgang, Markus har haft gennem tiden i AaB, og vi sætter pris på den indsats, han har leveret i den forgangne sæson.

- Efter tilgangen af en ny forsvarsspiller i Jores Okore er vi og Markus blevet enige om, at han får mulighed for at finde en anden klub, hvor han kan få fast spilletid, siger sportsdirektør Allan Gaarde.

- Jeg har været glad for tiden i AaB. Jeg har trivedes enormt godt i klubben, og Aalborg er en skøn by. Alle omkring klubben har været venlige og imødekommende, og især holdkammeraterne har været nogle super gode mennesker, så jeg ønsker AaB alt mulig held og lykke fremover, siger Markus Holgersson.

32-årige Markus Holgersson opnåede 31 officielle kampe og tre scoringer for AaB.

Tags på denne nyhed