-
6. december kl. 17:45
0 : 1
20. november
0 : 1
5. november
0 : 2
29. oktober
1 : 1
23. oktober
1 : 0
15. oktober

Sæsonpremiere med fem mulige debutanter

14. juli 2017 kl. 15:20 af Rasmus Estrup

Lørdag eftermiddag fløjtes den nye sæson i Alka Superligaen i gang for AaB’s vedkommende, når Hele Nordjyllands Hold gæster FC København i Telia Parken.

Efter en opstartsfase med fire testkampe, der er endt med to sejre, en uafgjort og et nederlag, er AaB klar til 2017/18-sæsonens første kamp i Alka Superligaen. 

Sæsonens første opgør spilles på udebane i Telia Parken mod de forsvarende mestre, FC København.

Cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Vi glæder os til at komme i gang med sæsonen. Vi starter ud med at møde Danmarks bedste hold og sidste sæsons mestre, så det er en svær udekamp for os. Deres hjemmebanestatistik har været ganske imponerende over de seneste næsten tre sæsoner. Det er en stor opgave for os, og vi er meget motiverede for at toppræstere.

- Vi har forberedt os godt på opgaven og spillerne har arbejdet hårdt i opstarten. Vi ved, at vi skal have modet til at omfavne kampen og vise, hvad vi kan. Vi går ikke kun ind til kampen med en defensiv tankegang. Vi skal kunne true dem, siger cheftræner Morten Wieghorst, der har udtaget Jores Okore, Kristoffer Pallesen, Michael Lansing, Filip Lesniak og Nikolaj Lyngø, som alle har mulighed for at debutere i sæsonpremieren.

- Vi har fået fire nye spillere ind udefra, og de har allesammen givet et rigtig fint indtryk i opstarten. Vi er glade for, at de er kommet til truppen og glade for de kvaliteter, de tilfører holdet. Alle fire er med i truppen, og jeg regner med, at flere af dem starter inde, lyder det fra cheftræner Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 19 navne til kampen mod FC København:

1 Nicolai Larsen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi.

Patrick Kristensen, Oliver Abildgaard, Marco Ramkilde og Robert Kakeeto er ukampdygtige på grund af skader. 

Dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt fløjter kampen i gang kl. 16.00 i Telia Parken.

Billetsalg til efterårets kampe i gang

14. juli 2017 kl. 09:58 af Martin Stigaard Skammelsen

Salg af billetter til efterårets hjemmekampe på Aalborg Portland Park er nu i gang.

Billetsalget er således åbent til efterårets ni hjemmekampe i Alka Superligaen, hvor AaB åbner på eget græs mod SønderjyskE og lukker året i december måned mod mestrene fra FC København.

Til sæsonpremieren på Aalborg Portland Park sælges børnebilletter for kun 10 kr. på både stå- og siddepladser. Samtidig vil der på dagen være sodavand til halv pris, samt autografskrivning med AaB’s spillere umiddelbart efter kampen.

Følgende opgør venter forude på Aalborg Portland Park i efteråret 2017:

2. runde – Søndag 23. juli kl. 14.00 – AaB-SønderjyskE

5. runde – Mandag 14. august kl. 19.00 – AaB-Hobro I.K.

7. runde – Lørdag 26. august kl. 17.30 – AaB-AGF

8. runde – 8., 9., 10. eller 11. september – AaB-Silkeborg I.F.

10. runde – 22., 23., 24. eller 25. september – AaB-Lyngby Boldklub

12. runde – 13., 14., 15. eller 16. oktober – AaB-FC Helsingør

14. runde – 27., 28., 29., eller 30. oktober – AaB-OB

16. runde – 17., 18., 19. eller 20. november – AaB-FC Midtjylland

19. runde – 8., 9., 10. eller 11. december – AaB-FC København

Køb dine billetter her

Sæsonkort

Du kan naturligvis stadigvæk købe sæsonkort til alle hjemmekampe i Alka Superligaen og DBU Pokalen i hele sæson 2017/18. Samtidig sparer du masser af penge på dine billetter og får en række fordele.

Læs mere om priser og fordele ved sæsonkort
Tags på denne nyhed

AaB TV: Okore glæder sig til sæsonstart

14. juli 2017 kl. 08:50 af Rasmus Estrup

AaB's nye forsvarsspiller Jores Okore har nydt den sidste uge i AaB-lejren og glæder sig til sæsonpremieren mod FC København lørdag.

Vidste du om FC København og AaB…

13. juli 2017 kl. 18:54 af Rasmus Estrup

Skæve vinkler på sæsonpremieren mellem FC København og AaB på lørdag i Telia Parken. Vidste du således…

- at det er 78. gang, AaB og FC København mødes. Statistikken siger 17 sejre til AaB, 20 uafgjorte og 40 nederlag samt en målscore på 84-130 set med AaB’s øjne.

- at AaB som den første klub tager hul på sin 28. sæson i Alka Superligaen. Æren af flest Alka Superligakampe er dog overladt til Brøndby I.F., der spillede to kampe flere end AaB i sidste sæson.

- at AaB har fået point i sæsonens første Alka Superligakamp i de seneste syv sæsoner. To af disse er endt med en sejr til AaB, mens fem af opgørene er endt uafgjort.

- at det seneste møde mellem AaB og FC København i sæsonåbeneren var 21. juli 2013, hvor AaB vandt 2-1 på hjemmebane. Jeppe Curth og Søren Frederiksen scorede for hjemmeholdet.

- at AaB med en sejr over FC København vil forhindre hjemmeholdet i at runde et jubilæum med 50 Alka Superliga-hjemmekampe som ubesejret (41V-8U-0T). Men det kræver mindst én scoring, og FC København har i de 49 kampe kun lukket 23 mål ind fordelt på 18 kampe (31 clean sheets).

- at AaB ikke har besejret FC København i en Alka Superligakamp i Telia Parken i mere end 10 år eller siden den 5. maj 2007. AaB’s efterfølgende 15 besøg i Telia Parken er endt med to uafgjorte og 13 nederlag, og det er kun lykkedes AaB at score i fire af disse kampe, heriblandt i de tre seneste.

- at det seneste Alka Superligamøde mellem AaB og FC København blev spillet 18. november 2016, hvor FC København slog AaB med 2-1 på Aalborg Portland Park. Thomas Delaney og Rasmus Falk scorede for gæsterne, mens Frederik Børsting reducerede for Hele Nordjyllands Hold.

- at sidst AaB spillede udekamp mod FC København var 20. august 2016. Kampen endte 1-1 efter mål af Christian Bassogog og Andreas Cornelius.

- at AaB har fået point i fire ud af de seks tidligere Alka Superliga-udekampe mod FC København afviklet på en lørdag. Det er blevet til en sejr, tre uafgjorte og to nederlag.

- at AaB har tabt de tre seneste Alka Superligakampe, og med et nederlag mod FC København vil de fire nederlag i træk være en tangering af Alka Superliga-klubrekorden, der blev sat i april-maj 2003. Dengang var modstanderne AB, Viborg FF, OB og Brøndby IF.

- at kun Kasper Risgård (2 mål) og Frederik Børsting (1) fra den nuværende trup tidligere har scoret mod FC København iført en AaB-trøje.

- at dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt for første gang dømmer en Alka Superligakamp mellem FC København og AaB. AaB’s otte tidligere Superligakampe med Jørgen Daugbjerg Burchardt som dommer har givet AaB point i syv af tilfældene (4V-3U-1T). 

- at Alka Superligakampe mellem FC København og AaB har budt på i alt 14 udvisninger, heraf kun tre til AaB. Men de seneste knap 13 år har kun budt på to udvisninger. I oktober 2007 blev Rade Prica udvist i kampens sidste minut, og i november 2014 fik Daniel Amartey sin anden advarsel fem minutter før tid.

Kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk

Tags på denne nyhed

Sloth skifter til Silkeborg I.F.

13. juli 2017 kl. 16:20 af Rasmus Estrup

AaB og Casper Sloth har i de seneste uger været enige om at skilles, og skiftet er nu en realitet.

Sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Vi havde håbet, at Casper ville blomstre i AaB efter et mislykket ophold i Leeds, men det er desværre ikke lykkedes, hvorfor det heller ikke er blevet til den mængde spilletid, som Casper eller vi havde forventet, da han kom sidste sommer.

- Derfor er vi blevet enige med Casper om, at det bedste for begge parter er, at han kommer et andet sted hen, siger Allan Gaarde.

Den 25-årige midtbanespiller skifter til Silkeborg I.F.

- Det er ingen hemmelighed, at min tid i AaB ikke er gået, som jeg havde håbet. Jeg havde selvfølgelig håbet på at spille mere. Da det heller ikke så ud til, at der ventede mere spilletid i den kommende sæson i AaB, er den bedste løsning, at jeg kommer et sted hen, hvor jeg kan spille, siger Casper Sloth, der altså fortsætter karrieren i Silkeborg I.F.

- Jeg har haft det super godt med holdkammeraterne og har været glad for at være i AaB. Derfor er det lidt trist at sige farvel. Men jeg synes, at Silkeborg I.F. har et spændende hold, som jeg glæder mig til at spille en masse for, siger han.

25-årige Casper Sloth opnåede 23 officielle kampe for Hele Nordjyllands Hold.

Tags på denne nyhed