-
14. august kl. 19:00
1 : 4
23. juli
1 : 1
15. juli
1 : 1
8. juli
3 : 2
1. juli
1 : 2
27. juni

Okore skifter til nummer 5

13. juli 2017 kl. 09:55 af Rasmus Estrup

Jores Okore skifter fra trøje nummer 15 til trøje nummer 5.

Når sæsonen går i gang på lørdag i Telia Parken, løber Jores Okore på banen med trøje nummer 5. Forsvarsspilleren fik ved ankomsten til AaB tildelt trøje nummer 15, men da nummer 5 nu er blevet ledig, overtager Jores Okore det nummer. 

Har man allerede købt en AaB-trøje med Jores Okores navn og hidtidige nummer, kan man kontakte AaB's webshop via bh@aab-as.dk og få byttet den oprindelige trøje til en ny trøje.

Tags på denne nyhed

AaB nedjusterer forventningerne til årets resultat

13. juli 2017 kl. 09:25 af Brian Andersen

Aalborg Boldspilklub A/S nedjusterer forventningerne til årets resultat fra et overskud før skat i niveauet 25 mio. kr. til et overskud før skat i niveauet 15-20 mio. kr.

Justeringen skyldes primært yderligere omkostninger og investeringer for at realisere klubbens sportslige målsætninger. Der er i de økonomiske forventninger ikke indregnet yderligere transferindtægter end dem, der allerede er realiseret.

AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.

AaB ophæver samarbejdet med Holgersson

12. juli 2017 kl. 15:25 af Rasmus Estrup

AaB ophæver pr. dags dato kontrakten med den svenske forsvarsspiller Markus Holgersson, som kom til AaB i sommeren 2016.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Vi har været glade for den professionelle tilgang, Markus har haft gennem tiden i AaB, og vi sætter pris på den indsats, han har leveret i den forgangne sæson.

- Efter tilgangen af en ny forsvarsspiller i Jores Okore er vi og Markus blevet enige om, at han får mulighed for at finde en anden klub, hvor han kan få fast spilletid, siger sportsdirektør Allan Gaarde.

- Jeg har været glad for tiden i AaB. Jeg har trivedes enormt godt i klubben, og Aalborg er en skøn by. Alle omkring klubben har været venlige og imødekommende, og især holdkammeraterne har været nogle super gode mennesker, så jeg ønsker AaB alt mulig held og lykke fremover, siger Markus Holgersson.

32-årige Markus Holgersson opnåede 31 officielle kampe og tre scoringer for AaB.

Tags på denne nyhed

Mød kandidaterne til Hele Nordjyllands Håndsrækning

12. juli 2017 kl. 14:21 af Martin Stigaard Skammelsen

I dag kan du læse mere om Mob din Krop, den anden af de tre kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning i efteråret 2017.

Fredag blev de tre finalister til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2017 offentliggjort her på aabsport.dk. I denne uge sætter vi fokus på hver af de tre finalister forud for afstemningen der indledes på lørdag 15. juli. 

AaB og Spar Nord Fonden donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til klubbens Alka Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park til et godt formål. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland. 

Mob din Krop

MOB DIN KROP er en idrætsforening i Frederikshavn kommune for psykisk sårbare borgere, der tilbydes aktiviteter i Skagen, Frederikshavn og Sæby – og ofte er der aktiviteter på tværs af alle tre byer. Det sociale fællesskab prioriteres også rigtig højt i klubben, f.eks. via klubaftener og det, at tage sammen til forskellige sportsarrangementer.

MOB DIN KROP har søgt om Hele Nordjyllands Håndsrækning for at skabe flere muligheder for medlemmerne til at deltage i stævner i Nordjylland, Idrætsfestival for Sindet, instruktørkurser og meget mere.

Desuden vil foreningen gerne tilbyde deltagelse i andre aktiviteter som kan give medlemmerne mulighed for at stifte bekendtskaber med andre klubber relateret til deres sport.

MOB DIN KROPS succeskriterie er lidt anderledes end andre sportsklubber – for man vil nemlig rigtig gerne opnå, at medlemmerne melder sig ind i andre klubber, eller starter på arbejdsmarkedet, når man er parat til det. Det er der mange solstrålehistorier om.

Idræt er den bedste medicin

I MOB DIN KROP udvikler man sig og finder ud af, hvor vigtigt sporten er for krop og sind. Fysisk aktivitet er godt, uanset hvilken form man er i. Men det kan være svært at komme i gang, hvis ”dørtrinnet er meget højt” eller finde ud af hvad det rigtige tilbud er. Derfor arbejder bestyrelsen hele tiden på at tilgodese medlemmernes ønsker og så vidt muligt udvide aktiviteterne efter behov.

Klubbens faste aktiviteter er:

  • Fodbold og floorball
  • Svømning / vandaerobic
  • Indendørs curling
  • Gåture og krolf (halvt kroket og halvt golf)
  • Mountainbike og hverdagscykling
  • Badminton  
  • Volleyball  
  • Yoga

Men et vigtigt parameter er, at vi altid har det sjovt – så har man ikke tid til at være syg.

Du kan give din stemme til Mob din Krop når afstemningen til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2017 sættes i gang på lørdag.

Tags på denne nyhed

Skadessituationen før sæsonpremieren

12. juli 2017 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

Patrick Kristensen, Oliver Abildgaard, Marco Ramkilde og Robert Kakeeto er alle ude med skader i sæsonens første kampe.

Når sæsonen starter på lørdag mod FC København, er der fire spillere, AaB på grund af skader må se bort bort fra. 

Patrick Kristensen har i opstarten været ude med brok i lysken, som han er blevet opereret for. Han ventes fortsat at være ude i omkring fire-fem uger. 

Marco Ramkilde måtte udgå fra træningen, lige inden resten af holdet tog på træningslejr i Tyskland, da han i en soloulykke forstuvede foden. Han forventes også at være ude i omkring fire uger endnu. 

I kampen mod FC Hansa Rostock blev Oliver Abildgaard skadet og fik et træthedsbrud i foden. En skade der ventes at holde ham ude i omkring seks uger. 

Endelig blev Robert Kakeeto skadet i reserveholdskampen mod Thisted FC tirsdag, da han fik et stræk i ledbåndet i det ene knæ. Han testes igen af den fysiske stab i næste uge.

- Vi vil jo altid gerne have, at alle spillerne er klar, og spillerne ønsker også altid at være klar. Men som træner er der ofte skader i en trup, som man må forholde sig til. Vi har nu fire spillere, der er ude, og jeg håber, vi kan holde det ved de fire, siger cheftræner Morten Wieghorst, der altså i de første kampe må undvære Marco Ramkilde, Oliver Abildgaard, Patrick Kristensen og Robert Kakeeto.

- Skader er jo aldrig gode for spillerne, og for os i trænerteamet begrænser det udvalget af spillere, som vi kan stille med. Så vi glæder os selvfølgelig til, at de bliver klar igen, siger Morten Wieghorst.