-
28. oktober kl. 18:00
1 : 3
7. oktober
0 : 1
30. september
0 : 5
26. september
0 : 5
23. september
1 : 1
17. september

AaB TV: Sammendrag af FC Nordsjælland-AaB

31. juli 2017 kl. 10:38 af Rasmus Estrup

Målrigt nederlag til topholdet FC Nordsjælland

30. juli 2017 kl. 17:58 af Rasmus Estrup

AaB tabte søndag eftermiddag 3-2 til FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum. Edison Flores bragte ellers AaB i front i første halvleg, mens et selvmål fra FC Nordsjælland udlignede til 2-2 med 20 minutter igen. 

Nederlaget efterlader AaB med ét point efter sæsonens tre første spillerunder, mens FC Nordsjælland fortsat har fuldt hus med ni point. 

I forhold til sæsonens hidtidige kampe bød AaB's startopstilling på en midtbane med to nye spillere i Frederik Børsting og Filip Lesniak, hvoraf sidstnævnte altså fik sin første start i AaB.

Men det var en anden midtbanespiller fra AaB, der fik kampens første store chance efter lidt over et kvarters spil. Edison Flores snød hjemmeholdets offsidefælde på en dyb bold, men førsteberøringen blev en anelse for lang, og den efterfølgende afslutning sad lige på FC Nordsjælland-målmanden Runar Alex Runarsson. 

Midtvejs i første halvleg fik Edison Flores igen chancen foran mål, og denne gang sendte han bolden i nettet til 1-0. Jakob Ahlmann fandt Flores inde i hjemmeholdets straffesparksfelt, hvor han drejede rundt og resolut sparkede bolden fladt i fjerneste side af målet. 

Efter AaB-scoringen pressede hjemmeholdet hårdt på for en hurtig udligning, og i løbet af de efterfølgende seks minutter måtte Nicolai Larsen diske op med flere gode redninger. Ikke mindst på to langskud samt et hovedstødsforsøg efter et hjørnespark. 

32 minutter inde i kampen fik Edison Flores en ny chance. Fra højre side sendte Frederik Børsting et indlæg ind i panden på peruaneren, men hovedstødet røg over mål. 

Kort efter gav FC Nordsjællands mange langskudsforsøg endelig pote for hjemmeholdet. Mathias Jensen fik bolden midt på AaB's banehalvdel lige mellem forsvarskæden og midtbanen. Upresset kunne han drible frem mod AaB-målet og et pænt stykke ude fra kanonerede han en afslutning over hovedet på Nicolai Larsen og ind i målet til 1-1. 

Frem mod pausen fortsatte FC Nordsjælland med at skyde på kassen fra distancen, og hjemmeholdet rundede 12 afslutninger inden pausefløjtet ved stillingen 1-1.

Tidligt i anden halvleg kom FC Nordsjælland foran 2-1. Et indlæg fra AaB's venstre side blev sendt ind mod en helt fri Ernest Asante, der fra kanten af det lille felt let kunne heade føringsmålet ind bag en chanceløs Nicolai Larsen.  

Efter scoringen ændrede AaB formation til 3-5-2 for at komme længere frem på banen. Med omstillingen kom Jakob Blåbjerg ind i stedet for Frederik Børsting, og så rykkede Kristoffer Pallesen og Jakob Ahlmann frem på kanterne. 

Kort efter ændringen kom Jakob Blåbjerg til afslutning i forbindelse med et hjørnespark. Afslutningen blev blokeret, men røg ud til Edison Flores, der sendte læderet tilbage i feltet, hvor Viktor Tranberg fik dirigeret bolden i eget net med hovedet til 2-2 i 70. minut.

Den lige stilling holdt kun tre minutter, og så var FC Nordsjælland atter foran. Et hjørnespark havnede hos Emiliano Marcondes bagerst i feltet, og Marcondes sparkede hårdt bolden i mål til 3-2.  

Så var det igen AaB's tur til at jagte en udligning, og med 10 minutter igen havde AaB en fin mulighed, men Jannik Pohl nåede lige præcis ikke frem til bolden. 

I de døende sekunder røg Nicolai Larsen med frem på et hjørnespark, men hjørnesparket slog fejl, og dermed tabte AaB 3-2. Et nederlag der betyder, at AaB fortsat har ét point efter tre spillerunder. 

AaB's næste opgave i Alka Superligaen er søndag 6. august, hvor Hele Nordjyllands Hold gæster OB.

Matchfacts - Alka Superligaen, 3. spillerunde

FC Nordsjælland - AaB 3-2 (1-1)
25. min. 0-1 Edison Flores, 36. min. 1-1 Mathias Jensen, 54. min. 2-1 Ernest Asante, 70. min. 2-2 Viktor Tranberg (selvmål), 73. min. 3-2 Emiliano Marcondes.  
Advarsler FC Nordsjælland: Patrick Mtliga (87)
Advarsler AaB: Ingen 
2.309 tilskuere på Right to Dream Park.

FC Nordsjælland (3-4-3): Runar Alex Runarsson, Viktor Tranberg, Victor Nelsson, Patrick Mtliga, Karlo Bartolec, Mathias Jensen (75: Collins Tanor), Magnus Kofod Andersen, Mads Pedersen (78: Patrick da Silva), Ernest Asante, Emiliano Marcondes, Godsway Donyoh (88: Mathias Rasmussen).

AaB (4-5-1): Nicolai Larsen, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (82: Rasmus Thellufsen), Frederik Børsting (65: Jakob Blåbjerg), Kasper Risgård (82: Jakub Sylvestr), Rasmus Würtz, Filip Lesniak, Edison Flores, Jannik Pohl. 

Dommer: Peter Munch Larsen.

AaB jagter første sejr i sæsonen

29. juli 2017 kl. 11:45 af Rasmus Estrup

Efter uafgjort i sæsonens første kamp og nederlag i seneste opgør jagter AaB søndag sæsonens første sejr, når holdet møder FC Nordsjælland, der har seks point efter de to første kampe.

Cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Efter at vi tabte 4-1 i sidste weekend foran vores egne fans, vil vi vinde noget stolthed tilbage, og vi vil tilbage på sporet med det samme. Vi viste i Telia Parken i første runde, at vi kan præstere godt, så vi jagter sejren.

- Måden vi forsvarede på i seneste kamp var utilfredsstillende, så en af nøglerne til at få en sejr mod FC Nordsjælland er ved at lukke færre mål ind end sidst. Men fordi man har et defensivt fokus, betyder det ikke, at man glemmer det offensive, siger cheftræner Morten Wieghorst.

- Når det er sagt, bliver denne kamp også meget anderledes end den seneste kamp. FC Nordsjælland spiller formentlig i en anden formation, de presser på en anden måde og de spiller anderledes. De har kæmpe kvaliteter i deres omstillingsspil, fordi de har så meget fart offensivt. Det så vi både mod OB og Brøndby I.F., så det skal vi forholde os til, siger cheftræneren og roser søndagens modstander for sæsonåbningen.

- FC Nordsjælland er kommet godt fra land med to sejre, og det er godt gået med de afgange de har haft. Så vi er forberedt på et hold, der har medvind, men vi skal også huske at få vist vores egne kvaliteter, siger cheftræner Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 19 spillere til kampen:

1 Nicolai Larsen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi.

Patrick Kristensen, Oliver Abildgaard og Marco Ramkilde er fortsat ukampdygtige på grund af skader.

Vidste du om FC Nordsjælland og AaB...

28. juli 2017 kl. 13:31 af Rasmus Estrup

- at det er 45. Alka Superligakamp mellem AaB og FC Nordsjælland. Hidtil har AaB fået 17 sejre, 13 uafgjorte og 14 nederlag med en samlet målscorer på 56-54 set med AaB’s øjne. 

- at AaB og FC Nordsjælland har for vane at spille 2-1 i sæsonens første indbyrdes opgør. Syv gange i løbet af de seneste 10 sæsoner er sæsonens første opgør mellem de to klubber nemlig endt 2-1. Således også i sidste sæson da AaB vandt 2-1 på Right to Dream Park takket være mål af Marco Meilinger og Markus Holgersson. 

- at Kasper Risgård (2), Rasmus Würtz (2), Marco Meilinger (1), Kasper Pedersen (1) tidligere har scoret for AaB mod FC Nordsjælland i Alka Superligaen, mens Jores Okore i sin tid for FC Nordsjælland scorede ét mål mod AaB.

- at ingen af de seneste otte Alka Superligakampe mellem AaB og FC Nordsjælland spillet på Right to Dream Park er endt uafgjort. I stedet har FC Nordsjælland vundet fem kampe, mens AaB har vundet tre. 

- at AaB tidligere har spillet fire kampe på datoen 30. juli. Tre af disse er endt med sejr, mens et opgør er endt uafgjort. De seneste opgør var i 2006, hvor AaB slog Vejle Boldklub med 4-0. Michael Jakobsen (2 mål), Rade Prica og Rasmus Würtz scorede i kampen.

- at AaB har scoret først i 20 af de tidligere 44 Alka Superligakampe, og det har ført til 13 sejre, fem uafgjorte og to nederlag. Omvendt har FC Nordsjælland scoret kampens første mål 22 af gangene, hvilket har givet AaB fire sejre, seks uafgjorte og 12 nederlag. 

- at der trods 44 indbyrdes Alka Superligakampe aldrig er faldet en udvisning i en kamp mellem AaB og FC Nordsjælland. 

- at der har været syv straffespark i hidtige Alka Superligakampe mellem AaB og FC Nordsjælland. AaB har fået fem og scoret på fire af dem, mens FC Nordsjælland har scoret på et mål på sine to straffespark. 

- at det er dommer Peter Munch Larsens 15. Alka Superligakamp. I to tilfælde har han ikke dømt hele kampen på grund af en skade til ham selv og en anden dommer.

(Kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk)