AaB lejer brasilianske Yann Rolim
Den 22-årige offensivspiller Yann Rolim er hentet til AaB på en etårig lejeaftale fra den brasilianske klub Barra Futebol Clube.
Yann Rolim, der både kan spille på den offensive midtbane samt begge kanter, har over de seneste to sæsoner spillet 36 kampe i den tyske 2. Bundesliga.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:
- Yann Rolim er en kreativ og teknisk dygtig spiller, der samtidig har blik for spillet og stor spilforståelse. Især har Yann et godt højreben, og han er en type, der kan skabe chancer.
- I sagens natur har Yann ikke haft samme opstart som resten af vores trup, men i de seneste to og et halvt år har han spillet på højt niveau i den bedste række i Portugal og i den næstbedste række i Tyskland, så vi forventer, at han relativt hurtigt vil være et emne for Morten (Wieghorst, AaB’s cheftræner, red.) til startopstillingen, siger Allan Gaarde.
- Der er således ingen tvivl om, at Yann Rolim har kvalitet til at bidrage til vores hold offensivt, men det ligger samtidig fast, at vi fortsat søger yderligere offensiv forstærkning, fastslår Allan Gaarde.
22-årige Yann Rolim var i seneste sæson udlejet fra Barra FC til Karlsruher SC i 2. Bundesliga, hvor han opnåede 21 kampe.
- Jeg er glad for at være kommet til AaB. Holdet er godt, og den måde cheftræner Morten Wieghorst ønsker at spille på, passer mig glimrende, siger Yann Rolim og tilføjer:
- Mine nye holdkammerater virker til at være venlige, og jeg håber, at jeg med en god sæson kan medvirke til, at vi som hold indfrier vores målsætninger.
AaB afventer nu arbejds- og opholdstilladelsen til Yann Rolim, der har fået trøje nummer 28.