Nordjysk remis

14. august 2017 kl. 20:55 af Rasmus Estrup

AaB spillede mandag aften 1-1 mod Hobro I.K. efter en kamp med to vidt forskellige halvlege, hvor AaB havde spilovertaget i første halvleg, og Hobro I.K. sad på chancerne i anden halvleg.

Kasper Risgård bragte AaB i front, og Pål Alexander Kirkevold udlignede for gæsterne. 

AaB var fra begyndelsen mest på bolden, men havde i indledningen svært ved at lirke den nordjyske modstander op og komme frem til chancer.

10 minutter gik der før hjemmeholdet kom frem til den første kompetente afslutning, da Pål Alexander Kirkevold begik frispark på Marco Meilinger uden for Hobro-feltet. Frisparket tog Edison Flores sig af, men skuddet sad en halv meters penge uden for målrammen. 

Et par minutter senere var det så gæsternes tur til at være farlige. Det skete ved Edgar Babayan, der i AaB's højreside driblede sig frem til en flad afslutning, som Nicolai Larsen afværgede med en god fodparade. 

21 minutter inde i kampen kunne AaB så bringe sig foran i det nordjyske opgør. Marco Meilinger erobrede bolden helt oppe på kanten af gæsternes felt og fik fightet bolden videre til Filip Lesniak. Med sin førsteberøring sendte slovakken bolden i fødderne på Kasper Risgård, der efter lidt kamp i Hobro I.K.'s felt kunne vippe læderet over Jesper Rask og over stregen til 1-0.  

AaB fortsatte efter målet med at være mest på bolden, men efter 33 minutter viste Hobro I.K. igen tænder. Denne gang løb Pål Alexander Kirkevold en lang bold op i en duel med Jores Okore. Angriberen nåede først frem til kuglen, men afslutningen blev afrettet af Kasper Pedersen og reddet af Nicolai Larsen. 

Fem minutter før pausen fik Edison Flores en ny frisparksmulighed på kanten af Hobro-feltet efter selv at være blevet nedlagt.

Denne gang lå dødbolden midt for mål, og peruaneren sparkede frisparket mod trekantsammenføjningen i målmand Jesper Rasks side, men helt ude ved stolpen kom bolden ikke, og Hobro-keeperen nåede at få lappen op og reddet skuddet til hjørne. 

Hobro I.K. kom stærkt ud til anden halvleg, hvor de allerede efter to minutter var tæt på at udligne. En dødbold endte med et fladt indlæg, som AaB ikke helt fik afværget, og i stedet dansede bolden i det lille felt, hvor Quincy Antipas ikke nåede at få sendt læderet i mål, inden Jores Okore kunne sparke til hjørne. I forlængelse af dette hjørnespark kom bolden også til at hoppe i det lille felt, men denne gang fik Nicolai Larsen fat i kuglen.

53 minutter inde i opgøret blev Danny Olsen spillet fri inde i AaB-feltets ene side. Herfra forsøgte Hobro-spilleren sig først med et indlæg. Det blev blokeret og røg tilbage i fødderne på Danny Olsen, der denne gang trykkede på kassen og ramte overliggeren af AaB-målet. 

Otte minutter senere fik gæsterne hul på bylden. Pål Alexander Kirkevold og Vito Hammershøj-Mistrati fik spillet sig igennem i AaB's højre side af feltet, og med et flot vip kom Pål Alexander Kirkevold forbi Rasmus Würtz og sparkede udligningen ind til 1-1. 

Efter 66 minutter var udeholdet igen på færde, da Vito Hammershøj-Mistrati fra distancen sparkede nært forbi mål. 

Et kvarters tid før slutfløjt var Hobro I.K. på ny farlige. Denne gang blev en dødbold mod bagerste stolpe headet tilbage mod modsatte stolpe, hvor Rasmus Minor Petersen sparkede på kassen, og kun en fremragende refleksredning af Nicolai Larsen holdt gæsterne fra at komme foran. 

Hobro I.K. pressede mest på mod slutningen mod et AaB-hold, der på grund af en skade til Jores Okore havde sat ham i angrbet. Men AaB formåede alligevel at holde gæsterne fra yderligere scoringer, så opgøret endte 1-1. 

Med det resultat har AaB nu tre point i Alka Superligaen og ligger på 13. pladsen. 

AaB's næste opgave i Alka Superligaen er på fredag, hvor nordjyderne gæster AC Horsens på Casa Arena Horsens. 

Matchfacts - Alka Superligaen, 5. spillerunde

AaB - Hobro I.K. 1-1 (1-0)
22. min 1-0 Kasper Risgård, 62. min 1-1 Pål Alexander Kirkevold
Advarsler AaB: Kristoffer Pallesen (90)
Advarsler Hobro I.K.: Pål Alexander Kirkevold (11), Sebastian Grønning (89)
7.283 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (63: Jakob Blåbjerg), Marco Meilinger (66: Jakub Sylvestr), Rasmus Würtz, Filip Lesniak, Edison Flores, Kasper Risgård (76: Rasmus Thellufsen), Jannik Pohl.

Hobro I.K. (4-4-2): Jesper Rask, Nicholas Godtfredsen, Jesper Bøge, Rasmus Minor Petersen, Björn Kopplin, Danny Olsen (88: Mathias Haarup), Vito Hammershøj-Mistrati, Jonas Brix-Damborg, Edgar Babayan (74: Mikkel M. Pedersen), Pål Alexander Kirkevold, Quincy Antipas (83: Sebastian Grønning).

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen.

Tags på denne nyhed

Nederlag i Danmarksserien til Holstebro

14. august 2017 kl. 13:41 af Rasmus Estrup

Efter nederlag i første kamp skulle AaB forsøge at revanchere sig i sæsonens andet opgør i Danmarksserien, da Holstebro Boldklub gæstede Hornevej fredag aften. Revanchen udeblev dog, og AaB tabte 2-1. 

Det startede eller rigtig godt for nordjyderne, da Kasper Emil Kristensen bragte holdet i front efter 11 minutter. Morten Uglebjerg Thomsen headede en dyb bold af sted til Kasper Emil Kristensen, der flot satte 1-0-scoringen i nettet. 

AaB spillede kampen igennem glimrende og kom frem til mange chancer, men efter pausen blev et frispark fra Holstebro afrettet af muren, og så stod der 1-1. 

Med lidt over et kvarter tilbage på dommerens ur fik AaB mulighed for et godt rush frem ad banen, men for mange AaB-spillere gik med i fremstødet, hvilket gav bagslag, da bolden blev tabt, for så manglede der spillere defensivt, og i stedet kunne Holstebro Boldklub bringe sig foran 2-1. 

Mod slutningen pressede AaB godt på og kom frem til pæne chancer, men målet udeblev, og kampen endte 2-1. Holdet står derfor uden point efter to kampe. 

- Spillet var rigtig godt. Det er positivt og vigtigt at tage med i bagagen, men det kan vi ikke leve af. Vi er nødt til at få point, siger Danmarksserietræner Kenneth Cortsen. 

- Vi er rigtig trætte af, at vi taber kampen. Men sådan er fodbold, når vi ikke scorer på flere af vores mange chancer, og vi ikke træffer de rigtige beslutninger, som ved deres andet mål hvor vi ikke har et tilstrækkeligt restforsvar, siger Kenneth Cortsen. 

Tags på denne nyhed

Tre mand returnerer efter skader

13. august 2017 kl. 15:26 af Brian Andersen

AaB skal forsøge at følge op på sidste uges præstation, hvor det efter en god indsats i Odense sluttede 0-0 mod OB.

AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Vi ser frem til en kamp med meget på spil, for udover de tre point er der jo også tale om et spændende lokalopgør, hvilket selvfølgelig er en ekstra dimension for både spillere og fans.

- Det siger sig selv, at vi vil gøre alt for hurtigst muligt at hente sæsonens første sejr, og kunsten bliver at følge op på sidste uges præstation, hvor vi med god disciplin skabte en defensiv base, der var grundlaget for, at vi også fremad banen fik kreeret de muligheder, der skulle til for at vinde kampen, siger Morten Wieghorst.

- Vores chancer arbejder vi hårdt på at omsætte mere effektivt, men vi er også bevidste om, at der venter os en svær kamp mod et rutineret Hobro-mandskab, der har fået en flot indledning på sæsonen såvel resultat- som præstationsmæssigt. Eksempelvis var Hobro i sin seneste udekamp mod FC København decideret uheldige med ikke at hente alle tre point, konstaterer Morten Wieghorst.

- Vi tror dog på, at vi med udgangspunkt i at have fundamentet på plads også har redskaberne, der kan afgøre tingene til vores fordel i morgen aften, og vi glæder os meget til opgøret, siger Morten Wieghorst, der efter søndagens træningspas har udtaget følgende 20 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 26 Robert Kakeeto, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og U/19 Ligamålmand Markus Iversen.

På skadeslisten hos AaB er Frederik Børsting, Yann Rolim, Oliver Abildgaard og Michael Lansing, mens Marco Ramkilde i bestræbelserne på at blive kampklar efter sin skade har trænet med i hele den forgangne uge.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2017 går ubeskåret til Børn i Sorg – Sorggrupperne i Aars, som efter efterårets første hjemmekamp allerede er sikret en donation på 12.032 kr. Køb i forsalg din billet her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fanbesøg til træning

12. august 2017 kl. 17:03 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed
'