-
28. oktober kl. 18:00
1 : 3
7. oktober
0 : 1
30. september
0 : 5
26. september
0 : 5
23. september
1 : 1
17. september

AaB fik uafgjort i Horsens

18. august 2017 kl. 19:52 af Rasmus Estrup

Alka Superligaopgøret mellem AaB og AC Horsens endte, som det startede, 0-0. Dermed holdt AaB nullet for anden gang på tre kampe og gik fra banen med point for tredje kamp i streg.

AaB satte sig fra start på kampen med en række tilløb til muligheder, men indlæggene og de sidste afleveringer blev ikke rigtigt farlige, og AaB kom i indledningen ikke frem til afslutninger på AC Horsens' målmand Marcus Bobjerg, som var på kassen i stedet for Jesse Joronen, der blev skadet under opvarmningen. 

11 minutter inde i opgøret var Hele Nordjyllands Hold allerede nødt til at foretage sin første udskiftning. I en glidende tackling, der gav Rasmus Würtz en advarsel, kom anføreren til skade og måtte lade sig erstatte af Magnus Christensen.  

Kampen skulle midtvejs ind i første halvleg, før opgørets første afslutning faldt. AC Horsens slog en lang bold bag AaB's bagkæde. Kjartan Finnbogason nåede først på læderet, og fra distancen skød han lige på Nicolai Larsen, der sikkert fastholdt bolden. 

AaB's første gode mulighed kom efter 40 minutter. Et knaldhårdt indlæg blev slået ind fra højre, og ved forstolpen nåede Kasper Risgård ikke at dirigere sin flugtning ind mod mål, og i stedet strøg kuglen til målspark. 

Kort efter fik nordjyderne halvlegens bedste chance. Jakub Sylvestr blev sendt af sted i en dyb bold, som angriberen under hårdt pres fik løbet op. Slovakken nåede også ind i feltet til afslutning, men lige i skudmomentet blev aftrykket tacklet til hjørne. 

Anden halvleg startede mere chancerig end hele første halvleg og bølgede frem og tilbage. Allerede efter seks minutter var AaB på ny farlige. Et fint opspil sikrede Edison Flores bolden, og efter en vending i hjemmeholdets felt lagde han bolden på tværs til Filip Lesniak. Slovakken skød på kassen første gang, men afslutningen blev blokeret. 

Her efter fik AC Horsens to store chancer i rap. Først slog Joseph Mensah et indlæg ind i panden på Kjartan Finnbogason, men hovedstødet mod nærmeste stolpe blev flot reddet til hjørne af Nicolai Larsen. 

På det efterfølgende hjørnespark fik læderet lov til at passere gennem feltet og mod bagerste stolpe, hvor Jonas Thorsen ikke kom frem til afslutning. 

10 minutter efter pausen fik Filip Lesniak sendt endnu en afslutning mod mål. Denne gang opsnappede midtbanespilleren en dårlig aflevering fra hjemmeholdet, og fra distancen trykkede han af, men Marcus Bobjerg reddede forsøget. 

Kort efter var hjemmeholdets Kjartan Finnbogason igen på færde med hovedet, da han headede et indlæg fra venstre side over mål. 

Og i den anden ende var Filip Lesniak igen farlig. Et indlæg fra Kristoffer Pallesen kom lidt tilfældigt hen til Filip Lesniak, der midt for mål igen forsøgte sig, men igen fik sin afslutning afværget.  

Et lille kvarters tid før slutfløjtet viste hjemmeholdet igen sine hovedstødsstyrker. Jonas Thorsen lagde et frispark ind i AaB-feltet, hvor Simon Okosun dukkede op og headede læderet mod nærmeste målhjørne, men hovedstødsforsøget blev en anelse for højt og gik over Nicolai Larsens overligger. 

Fem minutter før tid fik AaB en fin frisparksmulighed til Edison Flores, men peruanerens afslutning gik lige over trekantsammenføjningen. 

Lige da uret rundede 90 minutter, fik AaB en fin mulighed for at snuppe alle tre point. Et godt gennembrud i højre side endte med et fladt indlæg til Jannik Pohl ved nærmeste stolpe, men angriberens afslutning fra en spids vinkel sneg sig få centimeter forbi fjerneste opstander. 

Dermed fik AaB sit tredje uafgjorte resultat i streg. Holdet indtager i skrivende stund 12. pladsen i Alka Superligaen med fire point.

Næste opgave for Hele Nordjyllands Hold er lørdag 26. august, hvor AGF, der inden weekendens kamp mod Brøndby I.F. også har fire point, gæster Aalborg Portland Park.   

Matchfacts - Alka Superligaen, 6. spillerunde

AC Horsens - AaB 0-0 (0-0)
Advarsler AC Horsens: Tobias Arndal (85)
Advarseler AaB: Rasmus Würtz (11), Jakob Ahlmann (43)
3.129 tilskuere på Casa Arena Horsens

AC Horsens (4-4-2): Marcus Bobjerg, Mads Døhr Tychosen, Bubacarr Sanneh, Alexander Ludwig, Thomas Kortegaard (82: Mikkel Qvist), Joseph Mensah (85: Delphin Tsiembe), Jonas Thorsen, Bjarke Jacobsen, Simon Okosun, Kjartan Finnbogason, Jeppe Mehl (66: Tobias Arndal).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Kristoffer Pallesen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Edison Flores, Rasmus Würtz (12: Magnus Christensen), Filip Lesniak, Rasmus Thellufsen, Kasper Risgård (69: Frederik Børsting), Jakub Sylvestr (82: Jannik Pohl).

Dommer: Peter Munch Larsen

Tags på denne nyhed

Pokalkamp mod Viborg F.F. flyttet

18. august 2017 kl. 11:04

Opgøret var oprindeligt fastsat til onsdag 6. september, men er nu flyttet en enkelt dag med baggrund i, at AaB har seks spillere udtaget til respektive landshold.

Spilletidspunktet for kampen er fortsat kl. 19.30.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Mød svenske Jacob Rinne

17. august 2017 kl. 18:40 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

Børsting og Rinne i truppen

17. august 2017 kl. 17:02 af Brian Andersen

Efter to pointgivende kampe i træk er AaB stadig på jagt efter sæsonens første sejr, og cheftræner Morten Wieghorst og spillertruppen håber naturligvis, at den kommer i morgen aften:

- Vi er om muligt endnu mere sultne efter en sejr nu, end vi var i mandags, men vi er også klar over, at vi møder et Horsens-hold, der har fået en flot start på sæsonen:

- AC Horsens reddede i sidste sæson sin eksistens i sidste øjeblik, men de har fornemt formået via hårdt arbejde og gode præstationer at føre de positive tendenser videre, siger Morten Wieghorst.

- Vi møder i morgen et hold, der har vundet sine første to hjemmekampe, og en sejr til os vil kræve mod og sammenhold, så vi kan stå imod Horsens i duellerne og på deres standardsituationer, og den del er vi forberedt på.

- Helst skal vi via en fokuseret indsats have tippet kampen over på vores præmisser og derfra flytte bolden hurtigt, lyder devisen fra Morten Wieghorst, der efter torsdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Nicolai Larsen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og 40 Jacob Rinne.

AaB’s skadesliste omfatter Jores Okore, Patrick Kristensen, Yann Rolim, Oliver Abildgaard og Michael Lansing, mens Marco Ramkilde nærmer sig igen at være kampklar.

Tags på denne nyhed

Yderligere fire AaB'ere på U/21-landshold

17. august 2017 kl. 13:47 af Rasmus Estrup

Udover Edison Flores og Filip Lesniak er fire yderligere spillere fra AaB's Alka Superligatrup indkaldt til at tjene sit land i landskampspausen. 

Jannik Pohl, Magnus Christensen og Rasmus Thellufsen er således blevet udtaget til det danske U/21-landshold. Alle tre har mulighed for at få U/21-landsholdsdebut 31. august i EM-kvalifikationskampen mod Færøerne eller i den efterfølgende EM-kvalifikationskamp mod Litauen 5. september. 

Også Bardhec Bytyqi er udtaget til Albaniens U/21-landshold, som også spiller to EM-kvalifikationskampe. 31. august skal albanerne spille ude mod Nordirland, og 4. september gælder det en udekamp mod Island. 

Jannik Pohl har hidtil spillet 29 officielle ungdomslandskampe for Danmark, mens både Magnus Christensen og Rasmus Thellufsen er noteret for ni ungdomslandskampe. 

Bardhec Bytyqi har spillet to kampe for Albaniens U/21-landshold.