Skidt afslutning for AaB

9. december 2016 kl. 19:49 af Brian Andersen

Dermed blev AaB’s optur brat bremset, og med fem spillerunder tilbage af grundspillet er intet afgjort før forårets håndfuld vigtige kampe.

I forhold til opgøret i mandags mod Lyngby Boldklub havde AaB tre ændringer i startformationen, hvor Jakob Ahlmann, Markus Holgersson og Oliver Abildgaard afløste Joakim Mæhle, Rasmus Würtz og Kasper Risgård.

Som forventet bød dysten fra første minut på et hav af dueller, hvilket AaB egentlig matchede fint indledningsvis, og første forsøg kom også fra udeholdet, da Jakob Ahlmann i det fjerde minut fra distancen testede AC Horsens-målmand Nicklas Dannevang.

Tre minutter senere opfangede Frederik Børsting en svag tilbagelægning fra Bubacarr Sanneh, men vinklen blev for spids til at komme til afslutning, og i stedet var AaB øjeblikket senere bagud, da Kjartan Finnbogason i den modsatte ende blev spillet fri centralt, hvilket islændingen udnyttede effektivt ved at sende læderet over AaB-keeper Nicolai Larsen og ind i netmaskerne.

Fem minutter senere fik Kjartan Finnbogason efter et indadskruet frispark også en stor mulighed for at gøre det til 2-0, men heldigvis fik AC Horsens-angriberen i ellers fri position ikke ordentligt ramt på sit hovedstød.

Straks efter fik Nicolai Larsen med det yderste af fingerspidserne viftet et langskud fra Mikkel Jespersen forbi stolpen, og AaB havde i denne fase brug for at samle sig.

Spillemæssigt kom der efterhånden også mere ro på, og AaB fik i det 24. minut en gigantisk mulighed for at udligne, da en lang og præcis fremlægning blev brysttæmmet af Marco Meilinger, men desværre dunkede østrigeren i næste bevægelse fuldstændig upresset og få meter fra mål sin helflugter langt over tværribben.

I det 28. minut var Frederik Børsting og Marco Meilinger tæt at blive farlige på et glimrende indlæg fra Jakob Ahlmann, mens det fire minutter senere var værternes Lasse Kryger, der truede i to omgange.

Hjemmeholdet sluttede halvlegen bedst, og generelt set blev de første 45 minutter set med AaB-øjne afviklet alt for meget på AC Horsens’ præmisser.

Også i anden halvleg kom AC Horsens bedst fra land, og det gulblusede mandskab kombinerede sig efter 48 minutter igennem til en god chance, men heldigvis for AaB valgte en fri Lasse Kryger en upræcis aflvering på tværs i stedet for selv at afslutte.

AC Horsens skulle dog kun vente yderligere tre minutter for at fordoble føringen, da en uheldig clearing fra Kasper Pedersen gav plads til et indlæg fra højre, som Kim Aabech steg til vejrs og headede i nettet.

AaB fik efterfølgende lagt et vist pres, og Oliver Abildgaard sendte i det 57. minut en skudchance forbi mål.

Spillemæssigt udviklede opgøret sig kun mere og mere hektisk og uden sammenhæng i ret meget, men ud af ingenting fik AC Horsens med 20 minutter igen øget føringen, da Conor O’Brien headede en returbold i mål efter et drøn forinden på underkanten af overliggeren af Kim Aabech.

I fortsættelsen hjalp indskiftningerne af Thomas Enevoldsen og Kasper Risgård en smule for AaB, og begge spillere kom også til farlige afslutninger.

Helhedsindtrykket og udfaldet kunne der imidlertid ikke ændres på, og dermed fik AaB nærmest den værst tænkelige afslutning på efteråret.

De samlede forberedelser til forårssæsonen indledes 4. januar, og første udfordring om point venter i Aarhus mod AGF midt i februar.

Matchfacts – Alka Superligaen, 21. spillerunde
AC Horsens-AaB  3-0 (1-0)
8. min 1-0 Kjartan Finnbogason, 51. min 2-0 Kim Aabech, 70. min 3-0 Conor O’Brien.
Advarsler AC Horsens: Mathias Nielsen (61), Lasse Kryger (89).
Advarsel AaB: Sebastian Grønning (86).
1.316 tilskuere på Casa Arena Horsens.

AC Horsens (4-4-2): Nicklas Dannevang, Peter Nymann, Bubacarr Sanneh, Frederik Møller, Mikkel Jespersen (77: Mads Bech), Lasse Kryger, Mathias Nielsen, Conor O’Brien, Jeppe Mehl (53: Jonas Gemmer), Kim Aabech, Kjartan Finnbogason (79: André Bjerregaard).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kasper Pedersen (76: Sebastian Grønning), Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Marco Meilinger, Markus Holgersson, Magnus Christensen, Oliver Abildgaard (63: Kasper Risgård), Frederik Børsting, Christian Bassogog (60: Thomas Enevoldsen).

Dommer: Peter Munch Larsen.

AaB-sejr i årets sidste hjemmekamp

5. december 2016 kl. 22:14

I årets sidste hjemmekamp leverede AaB en overbevisende indsats i første halvleg, mens gæsterne pressede hårdt på efter pausen. Christian Bassogogs scoring fra første halvleg holdt dog hjem, og Hele Nordjyllands Holds udbytte er dermed på syv point efter de seneste tre kampe.

I forhold til den seneste kamp mod SønderjyskE i tirsdags havde AaB en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Joakim Mæhle afløste karantæneramte Jakob Ahlmann.

Inden kampen blev fløjtet i gang, blev der holdt en øjebliks stilhed til minde for ofrene i den colombianske flykatastrofe, hvor spillere og officials fra den brasilianske fodboldklub Associacão Chapecoense de Futbol omkom.

Knap ti minutter skulle der gå, før AaB kom til den første mulighed. Marco Meilinger modtog bolden på kanten og trak mod midten, hvorfra han fik tvunget Lyngby-målmand Jesper Hansen ud i fuld længde for at redde skuddet.

 

Det blev starten på en god AaB-periode med flere gode fremstød, der kun manglede det sidste til for alvor at skabe fare for gæsterne.

I modsatte ende kom Bror Blume til skud, men AaB-keeper Nicolai Larsen kunne se bolden gå forbi sit mål.

Kasper Risgård brød efter tyve minutter igennem i gæsternes felt, men hans afslutning fra spids blev blokeret. Kort efter kom gæsterne frem til deres største mulighed i kampens indledende fase, men en god tackling af Kasper Pedersen sikrede fortsat rent bur for hjemmeholdet, da tværpasningen i feltet ellers kunne have nået frem til to umarkerede Lyngby-spillere.

Kort før uret passerede 30 minutter hev Christian Bassogog en flot soloaktion op af hatten, og han kom efterfølgende til skud, men bolden gik en snert over overliggeren.

Bassogog viste nogle minutter efter sine tekniske kvaliteter frem endnu en gang i venstre side, inden han slog et indlæg, der var centimeter fra at nå Kasper Risgårds pandebrask.

Op imod pausen havde AaB det spillemæssige overtag, og det virkede kun som et spørgsmål om tid, før den første scoring ville komme.

Syv minutter før tid skete det således, da hjemmeholdet fik sat gang i en hurtig omstilling. Frederik Børsting fandt Marco Meilinger i højre side, og østrigeren stoppede op i feltet og sendte bolden mod Christian Bassogog, der rettede den af og derved fangede gæsternes målmand på det forkerte ben. 1-0 til AaB, der viste stort overskud i omgangen med bolden.

Efter pausen fortsatte Hele Nordjyllands Hold indledningsvis de gode takter, men gæsterne viste også tænder og kom til flere chancer. Den største mulighed var Jens Odgaards skud på overliggeren ti minutter inde i anden halvleg.

Gæsternes Mikkel Rygaard forsøgte sig desuden direkte på frispark langt udefra, men skuddet gik over mål.

Lyngby spiste sig mere og mere ind på opgøret, og med godt tyve minutter igen kom Jesper Christjansen igennem i feltet. Nicolai Larsen kom ud og reddede skudforsøget, men bolden kom i anden omgang forbi AaB-målmanden, og Joakim Mæhle måtte redde på stregen.

Kort efter sendte Christian Bassogog bolden i dybden til Frederik Børsting, der afsluttede fladt, men Jesper Hansen reddede forsøget.

Med knap et kvarter igen misbrugte Jesper Christjansen en helt fri mulighed for at udligne for gæsterne, da han alene i feltet hamrede bolden et godt stykke over mål.

I minutterne frem mod slutfløjt kom AaB mere frem i banen, og Christian Bassogog tog syv minutter før tid en god tur fremad og lagde bolden til rette for indskiftede Casper Sloth, der dog mistede et skridt og missede afslutningen.

I modsatte ende fik indskiftede Kim Ojo sat en lang tå på bolden og var tæt på at overliste Nicolai Larsen, men bolden gik over mål.

I tillægstiden var AaB tæt på endnu en scoring, da Christian Bassogog på fornem vis kom igennem i venstre side, men indlægget fandt en Lyngby-spiller.

Kort efter fløjtede dommer Lars Christoffersen kampen af, og AaB kunne dermed sætte tre point ind på kontoen for anden hjemmekamp i træk.

Kampen var AaB’s sidste på hjemmebane i år, og med dagens tilskuertal nåede det samlede antal tilskuere på Nordjyske Arena i denne efterårssæson op på 69.093. AaB donerer en krone pr. tilskuer til hjemmekampe i Alka Superligaen ubeskåret til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i dette efterår går til Broen Aalborg, som dermed modtager en samlet donation på 69.093 kroner.

Nu gælder det årets sidste kamp i Alka Superligaen, der spilles ude på Casa Arena mod AC Horsens allerede på fredag kl. 18.00. 

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen)

Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 20. spillerunde
AaB-Lyngby Boldklub 1-0 (1-0)
38. min 1-0 Christian Bassogog.
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (39), Frederik Børsting (79).
Advarsler Lyngby Boldklub: Philip Rasmussen (45).
4.024 tilskuere på Nordjyske Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Patrick Kristensen, Marco Meilinger (86: Jannik Pohl), Rasmus Würtz, Magnus Christensen (77: Casper Sloth), Kasper Risgård (55: Oliver Abildgaard), Frederik Børsting, Christian Bassogog.

Lyngby Boldklub (4-2-3-1): Jesper Hansen, Jeppe Brandrup, Mathias Tauber, Hallgrimur Jonasson (58: Thomas Sørensen), Michael Lumb, Philip Rasmussen (68: Lasse Rise), Jesper Christjansen, Bror Blume, Mikkel Rygaard, Lasse Fosgaard, Jens Odgaard (74: Kim Ojo).

Dommer: Lars Christoffersen.

Risgård sikrede point i Haderslev

29. november 2016 kl. 20:03

Kasper Risgårds scoring fra straffesparkspletten i det 73. minut sikrede AaB point for anden kamp i træk, da AaB tirsdag aften mødte SønderjyskE på Sydbank Park i Haderslev.

Forinden var hjemmeholdet kommet foran via et inddirekte frispark i det lille målfelt, men Hele Nordjyllands Hold fik kæmpet sig tilbage i anden halvleg.

I forhold til sejren over Randers FC i den seneste runde af Alka Superligaen var der genvalg til alle spillere. Således var det de samme elleve, der gik på banen fra start.

Fem minutter var spillet af opgøret, da værterne kom til kampens første mulighed efter et hjørnespark, men AaB fik clearet. Kort efter var de nordjyske gæster på rov i modsatte ende.

Christian Bassogog kom i samarbejde med Frederik Børsting frem til en chance i feltet, og han valgte uselvisk at lægge bolden ind mod Børsting, men indlægget manglede den sidste præcision.

Efter ti minutter blev SønderjyskE tildelt et inddirekte frispark i AaB’s felt, da dommeren vurderede, at Nicolai Larsen samlede bolden op efter en tilbagelægning. På frisparket kunne Marc Dal Hende fra få meters afstand sende bolden op i nettaget til SønderjyskE-føring på 1-0.

AaB forsøgte hurtigt at komme tilbage på sporet, og få minutter efter scoringen spillede Christian Bassogog bolden i feltet til Frederik Børsting, der hårdt presset fik sendt en afslutning af sted, som SønderjyskE-målmand Lukas Fernandes tog sig af.

Marco Meilinger kom meget tæt på en udligning efter knap tyve minutter efter flot afspil fra Christian Bassogog, men Meilinger blev bremset i sidste øjeblik, inden at han kunne få afsluttet.

Få øjeblikke efter afsluttede Kasper Risgård fra distancen i en periode af kampen, hvor AaB generelt havde godt fat i spillet.

Værterne fik dog løbende mere fat i bolden, og frem mod pausen var det en lige affære med sporadiske fremstød mod begge mål.

Nogle minutter før pausen kom AaB gennem et velspillet angreb frem til en god chance til Marco Meilinger, men hans afslutning blev blokeret til hjørnespark.

Kort efter var Frederik Børsting tæt på at komme alene igennem på en friløber, men Pierre Kanstrup nåede at fange ham i opløbet.

Efter pausen kom hjemmeholdet ud med meget energi, og kort inde i anden halvleg kom Nicolaj Madsen lidt tilfældigt til skud, men han sendte den over mål.

AaB-målmand Nicolai Larsen måtte i halvlegens indledende fase også i arbejdstøjet et par gange. AaB holdt dog stand, men havde selv svært ved at komme til chancer.

Det lavede indskiftede Jannik Pohl om på godt tyve minutter før tid, da han kom frem til skud efter en god bold fra Magnus Christensen. Pohls hårde afslutning blev dog reddet.

Kort efter nedlagde Pierre Kanstrup Jakob Ahlmann i feltet, og Kaper Risgård omsatte sikkert til udligning til 1-1.

 

Et kvarter før tid kom gæsterne tæt på efter en farlig dødbold, men på mirakuløs vis fik Nicolai Larsen reddet AaB.

AaB’s sidsteskanse havde igen en afgørende redning ti minutter før tid, da Kees Luijckx headede på mål, og Marc Pedersen fik også afsluttet over mål kort efter.

Gennem fem minutters tillægstid fik AaB holdt stand, og Hele Nordjyllands Hold kunne dermed for anden kamp i træk sætte point på kontoen via Kasper Risgårds udligning fra straffesparkspletten.

Næste udfordring i Alka Superligaen er hjemmekampen mod Lyngby, som samtidig er AaB’s sidste hjemmekamp i dette efterår. Kampen spilles på Nordjyske Arena mandag den 5. december kl. 20.00.

AaB donerer 1 krone pr. tilskuer til hjemmekampe i Alka Superligaen til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, som efter efterårets ti første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 65.069 kr.

Køb dine billetter til opgøret her.

 

Matchfacts – Alka Superligaen, grundspil 19. spillerunde
SønderjyskE-AaB 1-1 (1-0)
12. min 1-0 Marc Dal Hende, 73. min 1-1 Kasper Risgård.
Advarsler SønderjyskE: Marc Pedersen (28), Janus Drachmann (36), Pierre Kanstrup (71).
Advarsler AaB: Jakob Blåbjerg (33), Kasper Risgård (58), Magnus Christensen (61), Rasmus Würtz (81), Jakob Ahlmann (90).
3.748 tilskuere på Sydbank Park

SønderjyskE (4-1-4-1): Lukas Fernandes, Marc Pedersen, Pierre Kanstrup, Kees Luijckx, Marc Dal Hende, Janus Drachmann (74: Sakari Mattila), Troels Kløve, Nicolaj Madsen (92: Philip Zinckernagel), Marcel Rømer, Nicolaj Ritter (80: Simon Kroon), Mikael Uhre. 

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Jakob Blåbjerg, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Marco Meilinger (55: Thomas Enevoldsen), Rasmus Würtz, Magnus Christensen (83: Casper Sloth), Kasper Risgård, Christian Bassogog (62: Jannik Pohl), Frederik Børsting.

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt.

AaB vandt fortjent sejr

25. november 2016 kl. 20:15

Allerede efter fem minutter var AaB foran med to mål, og føringen holdt via godt arbejde hele vejen igennem trods en reducering fra gæsterne. 

I forhold til kampen mod FC København en uge forinden havde AaB tre ændringer i startopstillingen, hvor Patrick Kristensen, Jakob Blåbjerg og Marco Meilinger afløste Joakim Mæhle, Markus Holgersson og Thomas Enevoldsen.

Fra første fløjt viste AaB masser af gejst og vilje, og før uret havde passeret to minutter kom hjemmeholdet til en stor mulighed. Jakob Ahlmann tog nogle fremragende træk på kanten og fandt Christian Bassogog, der kom igennem, men missede muligheden for at spille Patrick Kristensen helt fri foran mål.

Få øjeblikke efter kom kampens første scoring, da netop kontraktforlængede Magnus Christensen slog et indlæg i boksen, og her fik Mads Fenger ekspederet bolden i eget net til stor jubel blandt hjemmepublikummet på Nordjyske Arena.

To minutter efter kunne AaB lægge endnu en scoring til samlingen. Anfører Rasmus Würtz viste overblik og løftede bolden frem mod viceanfører Kasper Risgård, der firsttimede bolden videre til Frederik Børsting, som for anden kamp i træk kom på tavlen og dermed bragte AaB på 2-0.

Efter et kvarter kom gæsterne til deres første mulighed, da Marvin Pourie drev bolden frem på egen hånd og afsluttede hårdt lige på Nicolai Larsen i AaB’s mål, der i anden omgang fik kontrolleret skuddet.

Samme Pourie var tæt på kort efter, da han blev spillet fri i feltet, men Nicolai Larsen viste sig endnu en gang stærkest i duellen med Pourie.

Herefter satte AaB sig igen på begivenhederne, og efter 23 minutter var det tæt på endnu en scoring til Hele Nordjyllands Hold. Christian Bassogog modtog bolden i løb på kanten og spillede skråt tilbage til Marco Meilinger, der trykkede på mål første gang. Bolden havde kurs mod målhjørnet, men Frederik Børsting var uheldig og kom i vejen for skuddet. Anfører Würtz opfangede returen, men skuddet fik ikke den fornødne kraft.

Kort efter sendte Rasmus Würtz bolden mod Patrick Kristensen, der var gået med frem i højre side, og han lagde den hårdt på tværs, men Randers’ forsvar fik klaret frisag.

Efter den halve time fik gæsterne et frispark i en gunstig position, og Brandur Hendriksson gik til bolden, men sendte den et stykke over.

Fem minutter efter viste AaB gode kombinationer, der endte ud i en mulighed til målscorer Børsting. Han forsøgte at krølle den op i hjørnet, men fik overplaceret skuddet.

Op imod pausen forsøgte gæsterne at presse på med indlæg, men Nicolai Larsen kontrollerede sit felt.

AaB var kort efter igen tæt på med en dobbeltchance efter et hjørnespark, hvor både Frederik Børsting og Christian Bassogog måtte se deres forsøg reddet af Hannes Halldorsson i gæsternes mål. Herefter kunne de to hold gå til pause med stillingen 2-0 til AaB.

Kort inde i anden halvleg måtte Nicolai Larsen på arbejde igen, da gæsterne hurtigt kom til en mulighed. Marvin Pourie headede på mål efter et indlæg, men Larsen fik vippet den over overliggeren.

Gæsterne var i det hele taget mere nærgående i løbet af anden halvlegs første ti minutter, hvor de flere gange fik rykket spillet op omkring AaB’s felt. Efter en times spil blev det især farligt, da Kasper Fisker fik en stor mulighed i feltet, men han fik slet ikke træf på bolden.

Kort efter rørte AaB igen på sig offensivt, da Frederik Børsting fik revet sig fri af sin oppasser i venstre side og tog turen helt ind i feltet, hvor han med en meget kvalificeret afslutning hamrede bolden på stolpen fra en helt spids vinkel. Skuddet var få centimeter fra at udløse en scoring.

I stedet fik gæsterne reduceret til 2-1 ved et hjørnespark, hvor indskiftede Kasper Enghardt kom højest og fik sat panden på.

Kasper Fisker var lige efter tæt på med et langskud, som gik en snert forbi fjerneste opstander, mens Frederik Børsting i modsatte ende igen kom igennem i venstre side, men han fik ikke ramt en medspiller med sin tværpasning i feltet.

Med tyve minutter igen pressede gæsterne AaB langt tilbage, og i to omgange var de tæt på en scoring, men først via en redning og dernæst en blokering holdt AaB fast i føringen.

Med godt ti minutter igen forsøgte indskiftede Oliver Abildgaard sig langt udefra, og kort efter blev et hovedstød fra samme Abildgaard reddet på stregen efter et hjørnespark.

Også Kasper Pedersen var ved et hjørnespark tæt på, men hans kvalificerede hovedstød ramte sammenføjningen.

I modsatte ende forsøgte Kasper Fisker at overliste Nicolai Larsen med et løft et stykke udefra, men bolden landede i nettaget.

AaB forsvarede heroisk føringen hjem i slutfasen, og især fremragende arbejde af Nicolai Larsen, der havde flere vigtige indgreb til sidst, sikrede en fortjent 2-1-sejr foran hjemmepublikummet på Nordjyske Arena.

Dermed kan Hele Nordjyllands Hold sætte tre vigtige point ind på kontoen, inden det allerede på tirsdag gælder udekampen mod SønderjyskE.

 

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen). 

Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 18. spillerunde
AaB-Randers FC 2-1 (2-0)
3. min 1-0 Mads Fenger (selvmål), 5. min 2-0 Frederik Børsting, 64. min 2-1 Kasper Enghardt.
Advarsler AaB: Ingen.
Advarsler Randers FC: Mads Agesen (75).
3.929 tilskuere på Nordjyske Arena. 

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Jakob Blåbjerg, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Marco Meilinger (71: Oliver Abildgaard), Rasmus Würtz, Magnus Christensen, Kasper Risgård (82: Jannik Pohl), Christian Bassogog (79: Joakim Mæhle), Frederik Børsting.

Randers FC (4-4-2): Hannes Thor Halldorsson, Johnny Thomsen, Mads Fenger, Mads Agesen, Erik Marxen, Kasper Fisker, Joel Allansson, Nicolai Poulsen (80: Mayron George), Brandur Hendriksson (62: Kasper Enghardt), Mikael Ishak, Marvin Pourie.

Dommer: Jens Grabski Maae.

AaB måtte overgive sig til FC København

18. november 2016 kl. 22:25

Kampen fik den værst tænkelige start for AaB, da gæsterne kom hurtigt foran, og kort inden pausen fik de scoret yderligere. En reducering af Frederik Børsting lige før pausefløjt gav efterfølgende AaB et godt udgangspunkt til anden halvleg, hvor spillet så godt ud, men udligningen udeblev.

I forhold til den seneste kamp mod Esbjerg fB to uger forinden havde AaB en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Magnus Christensen afløste Casper Sloth.

Allerede fra kampens første minut pressede AaB godt på, og anfører Rasmus Würtz fik sendt kampens første afslutning af sted med venstrepoten efter et godt angreb, men bolden gik forbi fjerneste opstander.

I modsatte ende fik gæsterne kort efter bragt sig foran ved et hjørnespark, hvor Thomas Delaney steg til vejrs og headede bolden i mål.

Efter scoringen fulgte en periode, hvor gæsterne varmede bolden en del i egne rækker, indtil Kasper Risgård ved en omstilling i det 23. minut tog chancen langt udefra. Han fik godt træf på bolden og tvang Robin Olsen i gæsternes mål ud i fuld længde for at redde det hårde skud.

Efter en halv time fik gæsterne deres andet skud på mål i kampen, da Peter Ankersen fik afsluttet, men Nicolai Larsen i AaB’s mål havde styr på skuddet og fik afværget.

Fem minutter senere hev Nicolai Larsen endnu en redning frem, da Thomas Delaney fik sat panden på et indlæg fra Ludwig Augustinsson.

Kort før pausen fik gæsterne scoret deres andet mål i kampen efter en lang bold frem i banen, og den endte ved fødderne af Rasmus Falk, der fik sendt den i mål.

AaB fik dog hurtigt reduceret til 1-2, da Frederik Børsting var hurtigt over en løs bold i feltet efter et skud fra Kasper Risgård. Børsting satte bolden sikkert ind bag Robin Olsen og sikrede dermed Hele Nordjyllands Hold et bedre udgangspunkt til anden halvleg.

Efter pausen kom AaB ud med et friskt antrit, og få minutter inde i anden halvleg lignede det en udligning efter en række muligheder i feltet, der endte ud med en chance til Christian Bassogog, men skuddet blev blokeret.

Offensivt så AaB’s spil generelt godt ud, og Kasper Risgård fik i det 53. minut en stor mulighed, da han blev spillet fri i feltet, men hans skud manglede den sidste kvalitet.

Magnus Christensen fik også sat hovedet på et hjørnespark fra Thomas Enevoldsen, men bolden gik et stykke over mål.

Med godt tyve minutter igen bød gæsterne sig igen til med en mulighed. Thomas Delaney trykkede af fra distancen og ramte overliggeren.

Kort efter fandt Frederik Børsting med en fiks aflevering Kasper Risgård i dybden, og han forsøgte at finde Bassogog i feltet, men indlægget blev blokeret.

Gæsterne sendte i slutningen af kampen et hovedstød i nettaget, mens AaB arbejdede stenhårdt for udligningen. Joakim Mæhle var tæt på med en flugter kort før slutfløjt, men det blev ved 1-2, og AaB måtte dermed overgive sig til FC København trods en stærk anden halvleg. Nu må blikket rettes mod det næste opgør i Alka Superligaen, som spilles på Nordjyske Arena fredag den 25. november kl. 18.00.

Køb billetter til kamen her.

Husk, at du ved fremmøde på Nordjyske Arena sammen med AaB donerer én krone til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, der efter efterårets ni første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 61.140 kr.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 17. spillerunde
AaB-FC København 1-2 (1-2)
4. min 0-1 Thomas Delaney, 42. min 0-2 Rasmus Falk, 45. min 1-2 Frederik Børsting.
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (52).
Advarsler FC København: Mathias Zanka Jørgensen (49), Erik Johansson (77).
7.284 tilskuere på Nordjyske Arena. 

AaB (4-5-1): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Christian Bassogog (74: Marco Meilinger), Rasmus Würtz, Magnus Christensen, Kasper Risgård, Frederik Børsting, Thomas Enevoldsen (60: Jannik Pohl).

FC København (4-4-2): Robin Olsen, Peter Ankersen, Mathias Zanka Jørgensen, Erik Johansson, Ludwig Augustinsson, Rasmus Falk (89: Jores Okore), William Kvist, Thomas Delaney, Youssef Toutouh (78: Jan Gregus), Andrija Pavlovic, Andreas Cornelius (12: Benjamin Verbic). 

Dommer: Michael Tykgaard.

'