AaB vandt fortjent sejr

25. november 2016 kl. 20:15

Allerede efter fem minutter var AaB foran med to mål, og føringen holdt via godt arbejde hele vejen igennem trods en reducering fra gæsterne. 

I forhold til kampen mod FC København en uge forinden havde AaB tre ændringer i startopstillingen, hvor Patrick Kristensen, Jakob Blåbjerg og Marco Meilinger afløste Joakim Mæhle, Markus Holgersson og Thomas Enevoldsen.

Fra første fløjt viste AaB masser af gejst og vilje, og før uret havde passeret to minutter kom hjemmeholdet til en stor mulighed. Jakob Ahlmann tog nogle fremragende træk på kanten og fandt Christian Bassogog, der kom igennem, men missede muligheden for at spille Patrick Kristensen helt fri foran mål.

Få øjeblikke efter kom kampens første scoring, da netop kontraktforlængede Magnus Christensen slog et indlæg i boksen, og her fik Mads Fenger ekspederet bolden i eget net til stor jubel blandt hjemmepublikummet på Nordjyske Arena.

To minutter efter kunne AaB lægge endnu en scoring til samlingen. Anfører Rasmus Würtz viste overblik og løftede bolden frem mod viceanfører Kasper Risgård, der firsttimede bolden videre til Frederik Børsting, som for anden kamp i træk kom på tavlen og dermed bragte AaB på 2-0.

Efter et kvarter kom gæsterne til deres første mulighed, da Marvin Pourie drev bolden frem på egen hånd og afsluttede hårdt lige på Nicolai Larsen i AaB’s mål, der i anden omgang fik kontrolleret skuddet.

Samme Pourie var tæt på kort efter, da han blev spillet fri i feltet, men Nicolai Larsen viste sig endnu en gang stærkest i duellen med Pourie.

Herefter satte AaB sig igen på begivenhederne, og efter 23 minutter var det tæt på endnu en scoring til Hele Nordjyllands Hold. Christian Bassogog modtog bolden i løb på kanten og spillede skråt tilbage til Marco Meilinger, der trykkede på mål første gang. Bolden havde kurs mod målhjørnet, men Frederik Børsting var uheldig og kom i vejen for skuddet. Anfører Würtz opfangede returen, men skuddet fik ikke den fornødne kraft.

Kort efter sendte Rasmus Würtz bolden mod Patrick Kristensen, der var gået med frem i højre side, og han lagde den hårdt på tværs, men Randers’ forsvar fik klaret frisag.

Efter den halve time fik gæsterne et frispark i en gunstig position, og Brandur Hendriksson gik til bolden, men sendte den et stykke over.

Fem minutter efter viste AaB gode kombinationer, der endte ud i en mulighed til målscorer Børsting. Han forsøgte at krølle den op i hjørnet, men fik overplaceret skuddet.

Op imod pausen forsøgte gæsterne at presse på med indlæg, men Nicolai Larsen kontrollerede sit felt.

AaB var kort efter igen tæt på med en dobbeltchance efter et hjørnespark, hvor både Frederik Børsting og Christian Bassogog måtte se deres forsøg reddet af Hannes Halldorsson i gæsternes mål. Herefter kunne de to hold gå til pause med stillingen 2-0 til AaB.

Kort inde i anden halvleg måtte Nicolai Larsen på arbejde igen, da gæsterne hurtigt kom til en mulighed. Marvin Pourie headede på mål efter et indlæg, men Larsen fik vippet den over overliggeren.

Gæsterne var i det hele taget mere nærgående i løbet af anden halvlegs første ti minutter, hvor de flere gange fik rykket spillet op omkring AaB’s felt. Efter en times spil blev det især farligt, da Kasper Fisker fik en stor mulighed i feltet, men han fik slet ikke træf på bolden.

Kort efter rørte AaB igen på sig offensivt, da Frederik Børsting fik revet sig fri af sin oppasser i venstre side og tog turen helt ind i feltet, hvor han med en meget kvalificeret afslutning hamrede bolden på stolpen fra en helt spids vinkel. Skuddet var få centimeter fra at udløse en scoring.

I stedet fik gæsterne reduceret til 2-1 ved et hjørnespark, hvor indskiftede Kasper Enghardt kom højest og fik sat panden på.

Kasper Fisker var lige efter tæt på med et langskud, som gik en snert forbi fjerneste opstander, mens Frederik Børsting i modsatte ende igen kom igennem i venstre side, men han fik ikke ramt en medspiller med sin tværpasning i feltet.

Med tyve minutter igen pressede gæsterne AaB langt tilbage, og i to omgange var de tæt på en scoring, men først via en redning og dernæst en blokering holdt AaB fast i føringen.

Med godt ti minutter igen forsøgte indskiftede Oliver Abildgaard sig langt udefra, og kort efter blev et hovedstød fra samme Abildgaard reddet på stregen efter et hjørnespark.

Også Kasper Pedersen var ved et hjørnespark tæt på, men hans kvalificerede hovedstød ramte sammenføjningen.

I modsatte ende forsøgte Kasper Fisker at overliste Nicolai Larsen med et løft et stykke udefra, men bolden landede i nettaget.

AaB forsvarede heroisk føringen hjem i slutfasen, og især fremragende arbejde af Nicolai Larsen, der havde flere vigtige indgreb til sidst, sikrede en fortjent 2-1-sejr foran hjemmepublikummet på Nordjyske Arena.

Dermed kan Hele Nordjyllands Hold sætte tre vigtige point ind på kontoen, inden det allerede på tirsdag gælder udekampen mod SønderjyskE.

 

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen). 

Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 18. spillerunde
AaB-Randers FC 2-1 (2-0)
3. min 1-0 Mads Fenger (selvmål), 5. min 2-0 Frederik Børsting, 64. min 2-1 Kasper Enghardt.
Advarsler AaB: Ingen.
Advarsler Randers FC: Mads Agesen (75).
3.929 tilskuere på Nordjyske Arena. 

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Jakob Blåbjerg, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Marco Meilinger (71: Oliver Abildgaard), Rasmus Würtz, Magnus Christensen, Kasper Risgård (82: Jannik Pohl), Christian Bassogog (79: Joakim Mæhle), Frederik Børsting.

Randers FC (4-4-2): Hannes Thor Halldorsson, Johnny Thomsen, Mads Fenger, Mads Agesen, Erik Marxen, Kasper Fisker, Joel Allansson, Nicolai Poulsen (80: Mayron George), Brandur Hendriksson (62: Kasper Enghardt), Mikael Ishak, Marvin Pourie.

Dommer: Jens Grabski Maae.

AaB måtte overgive sig til FC København

18. november 2016 kl. 22:25

Kampen fik den værst tænkelige start for AaB, da gæsterne kom hurtigt foran, og kort inden pausen fik de scoret yderligere. En reducering af Frederik Børsting lige før pausefløjt gav efterfølgende AaB et godt udgangspunkt til anden halvleg, hvor spillet så godt ud, men udligningen udeblev.

I forhold til den seneste kamp mod Esbjerg fB to uger forinden havde AaB en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Magnus Christensen afløste Casper Sloth.

Allerede fra kampens første minut pressede AaB godt på, og anfører Rasmus Würtz fik sendt kampens første afslutning af sted med venstrepoten efter et godt angreb, men bolden gik forbi fjerneste opstander.

I modsatte ende fik gæsterne kort efter bragt sig foran ved et hjørnespark, hvor Thomas Delaney steg til vejrs og headede bolden i mål.

Efter scoringen fulgte en periode, hvor gæsterne varmede bolden en del i egne rækker, indtil Kasper Risgård ved en omstilling i det 23. minut tog chancen langt udefra. Han fik godt træf på bolden og tvang Robin Olsen i gæsternes mål ud i fuld længde for at redde det hårde skud.

Efter en halv time fik gæsterne deres andet skud på mål i kampen, da Peter Ankersen fik afsluttet, men Nicolai Larsen i AaB’s mål havde styr på skuddet og fik afværget.

Fem minutter senere hev Nicolai Larsen endnu en redning frem, da Thomas Delaney fik sat panden på et indlæg fra Ludwig Augustinsson.

Kort før pausen fik gæsterne scoret deres andet mål i kampen efter en lang bold frem i banen, og den endte ved fødderne af Rasmus Falk, der fik sendt den i mål.

AaB fik dog hurtigt reduceret til 1-2, da Frederik Børsting var hurtigt over en løs bold i feltet efter et skud fra Kasper Risgård. Børsting satte bolden sikkert ind bag Robin Olsen og sikrede dermed Hele Nordjyllands Hold et bedre udgangspunkt til anden halvleg.

Efter pausen kom AaB ud med et friskt antrit, og få minutter inde i anden halvleg lignede det en udligning efter en række muligheder i feltet, der endte ud med en chance til Christian Bassogog, men skuddet blev blokeret.

Offensivt så AaB’s spil generelt godt ud, og Kasper Risgård fik i det 53. minut en stor mulighed, da han blev spillet fri i feltet, men hans skud manglede den sidste kvalitet.

Magnus Christensen fik også sat hovedet på et hjørnespark fra Thomas Enevoldsen, men bolden gik et stykke over mål.

Med godt tyve minutter igen bød gæsterne sig igen til med en mulighed. Thomas Delaney trykkede af fra distancen og ramte overliggeren.

Kort efter fandt Frederik Børsting med en fiks aflevering Kasper Risgård i dybden, og han forsøgte at finde Bassogog i feltet, men indlægget blev blokeret.

Gæsterne sendte i slutningen af kampen et hovedstød i nettaget, mens AaB arbejdede stenhårdt for udligningen. Joakim Mæhle var tæt på med en flugter kort før slutfløjt, men det blev ved 1-2, og AaB måtte dermed overgive sig til FC København trods en stærk anden halvleg. Nu må blikket rettes mod det næste opgør i Alka Superligaen, som spilles på Nordjyske Arena fredag den 25. november kl. 18.00.

Køb billetter til kamen her.

Husk, at du ved fremmøde på Nordjyske Arena sammen med AaB donerer én krone til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, der efter efterårets ni første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 61.140 kr.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 17. spillerunde
AaB-FC København 1-2 (1-2)
4. min 0-1 Thomas Delaney, 42. min 0-2 Rasmus Falk, 45. min 1-2 Frederik Børsting.
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (52).
Advarsler FC København: Mathias Zanka Jørgensen (49), Erik Johansson (77).
7.284 tilskuere på Nordjyske Arena. 

AaB (4-5-1): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Christian Bassogog (74: Marco Meilinger), Rasmus Würtz, Magnus Christensen, Kasper Risgård, Frederik Børsting, Thomas Enevoldsen (60: Jannik Pohl).

FC København (4-4-2): Robin Olsen, Peter Ankersen, Mathias Zanka Jørgensen, Erik Johansson, Ludwig Augustinsson, Rasmus Falk (89: Jores Okore), William Kvist, Thomas Delaney, Youssef Toutouh (78: Jan Gregus), Andrija Pavlovic, Andreas Cornelius (12: Benjamin Verbic). 

Dommer: Michael Tykgaard.

AaB straffet i Esbjerg

4. november 2016 kl. 19:49 af Brian Andersen

Det retfærdige i udfaldet kan der ikke pilles ved, og AaB er dermed uden sejr i Alka Superligaen siden 22. september.

I forhold til opgøret i søndags mod Brøndby I.F. havde AaB tre ændringer i startopstillingen, hvor Jakob Ahlmann, Frederik Børsting og Thomas Enevoldsen afløste Patrick Kristensen, Marco Meilinger og Jannik Pohl.

AaB åbnede glimrende, og allerede efter 35-40 sekunders spil var Frederik Børstings afrettede afslutning tæt på at gå i mål hos en prisgivet Esbjerg-keeper Jonas Jensen.


Efterhånden kom esbjergenserne en smule bedre med, og Awer Mabil testede i det tiende minut AaB-målmand Nicolai Larsen efter en omstilling som følge af et uheldigt boldtab højt oppe på banen af AaB-anfører Rasmus Würtz.

Straks efter truede AaB imidlertid i den modsatte ende af banen, da Jakob Ahlmann gjorde forarbejdet for Frederik Børsting, hvis forsøg blev blokeret, mens Christian Bassogog i opsamlingen sendte sit skud langt over målrammen.

AaB var nu i en fase med for mange unødvendige boldtab, men det var alligevel cheftræner Lars Søndergaards mandskab, som i det 20. minut igen var nærgående, men desværre fik Markus Holgersson ikke ordentligt ramt på Thomas Enevoldsens hjørnesparksbold.

Udeholdet var igen det dominerende hold, og en god mulighed opstod efter 27 minutter, da Kasper Risgård stak læderet frem til Christian Bassogog, der også fik afsluttet ganske kvalificeret, men Jonas Jensen fik reddet med en fodparade til AaB’s allerede på dette tidspunkt sjette hjørnespark i kampen.

Både det misbrugte tilbud og det efterfølgende hjørnespark skulle i situationen vise sig at blive fatalt, da Esbjerg fik erobret bolden med næsten hele AaB-holdet fanget oppe i modstanderens straffesparksfelt, og det hurtige kontraangreb blev effektivt udnyttet af Victor Palsson med scoringen til 1-0.

Få øjeblikke senere appellerede Frederik Børsting uden held for straffespark, mens Awer Mabil i to omgange viste farlighed.


Kasper Risgård fik i fortsættelsen sin afslutning blokeret tæt under mål, men det var Esbjerg, der syv minutter før pausen fordoblede føringen, da Leon Jessen overløb Joakim Mæhle, før et præcist indlæg blev sendt ind i panden på en udækket Robin Söder, der headede værterne på 2-0.

AaB var tæt på at svare hurtigt tilbage, men Christian Bassogog tøvede for længe på Joakim Mæhles oplæg, og tættere på reducering kom AaB ikke i første halvleg.

Al ny energi og optimisme opsamlet i pausen blev desværre blæst omkuld allerede, inden der var spillet et minut af anden halvleg, da en hasarderet og skidt, skidt tværpasning af Frederik Børsting åbnede en motorvej, hvorfor Robin Söder to Esbjerg-afleveringer senere uhindret kunne sende bolden i netmaskerne til 3-0.

Dermed var det nærmest game over i det 46. minut, og Robin Söder havde få minutter senere et nyt nærgående forsøg for hjemmeholdet.

AaB forsøgte at etablere et pres, men der blev spillet for langsomt og for fantasiløst mod det kompakte Esbjerg-mandskab.

Reduceringen kunne være kommet midtvejs i halvlegen, da Markus Holgersson fra få meter headede en fin hjørnesparksbold fra indskiftede Magnus Christensen over mål, og også Frederik Børsting, Rasmus Würtz og Kasper Risgård sendte afslutninger afsted, mens Mads Hvilsom i den modsatte ende var centimeter fra at glide Awer Mabils flade tværpasning ind i et tomt mål.

Med 12 minutter tilbage headede Mads Hvilsom et indlæg snert forbi opstanderen, og dette skulle blive den sidste farlige situation i opgøret.

Næste udfordring for AaB er hjemmekampen på Nordjyske Arena fredag den 18. november mod de forsvarende danske mestre og øjeblikkelige førerhold i Alka Superligaen FC København. Køb i forsalg din billet her.

AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Nordjyske Arena til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, som efter efterårets otte første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 53.856 kr.

Matchfacts – Alka Superligaen, 16. spillerunde
Esbjerg-AaB  3-0 (2-0)
28. min 1-0 Victor Palsson, 38. min 2-0 Robin Söder, 46. min 3-0 Robin Söder.
Advarsel Esbjerg: Mads Hvilsom (90).
Advarsler AaB: Markus Holgersson (47), Christian Bassogog (58), Jakob Ahlmann (70), Kasper Risgård (90).
3.012 tilskuere på Blue Water Arena.

Esbjerg (4-4-2): Jonas Jensen, Bjørn Paulsen, Marco Lund, Jeppe Brinch, Leon Jessen, Awer Mabil, Jesper Jørgensen, Victor Palsson, Mathias Kristensen, Mads Hvilsom, Robin Söder (84: Brent McGrath).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting (78: Oliver Abildgaard), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Casper Sloth (46: Edison Flores), Thomas Enevoldsen (64: Magnus Christensen), Christian Bassogog.

Dommer: Michael Johansen.

AaB sled forgæves i Brøndby

30. oktober 2016 kl. 18:01

Et tidligt indkasseret mål gjorde arbejdsforholdene svære for AaB, der fik arbejdet sig ind i opgøret og havde mulighederne til at udligne, inden hjemmeholdet fik bragt sig på slutresultatet 2-0.

I forhold til den seneste kamp mod VSK Aarhus i DBU Pokalen i onsdags havde AaB seks ændringer i startopstillingen, hvor Nicolai Larsen, Kasper Pedersen, Patrick Kristensen, Marco Meilinger, Kasper Risgård og Christian Bassogog afløste Carsten Christensen, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting, Magnus Christensen og Rasmus Thellufsen.

AaB fik en svær start på kampen, da hjemmeholdet efter fire minutters spil fik tildelt et straffespark som følge af hånd på bolden i feltet, hvorefter Teemu Pukki satte bolden ind bag AaB-målmand Nicolai Larsen.

AaB forsøgte at kæmpe sig tilbage i kampen, og i det 13. minut fik Markus Holgersson sat hovedet på et frispark, som Marco Meilinger havde slået i feltet, men svenskerens hovedstød gik et stykke over mål.

 

 

Som første halvleg skred frem fik AaB mere fat i spillet og pressede hjemmeholdet langt tilbage i banen med flere gode optræk til chancer. Brøndby fik enkelte gange brudt med omstillinger og fik også afsluttet på Nicolai Larsen efter godt tyve minutter.

I det 28. minut måtte Casper Sloth redde bolden på stregen i forbindelse med et hjørnespark, der blev forlænget til bageste stolpe og havde retning mod netmaskerne.

Kort efter var Casper Sloth i aktion i modsatte ende af banen, hvor han sendte et minutiøst indlæg i panden på Jannik Pohl, der dog ikke fik dirigeret bolden i mål.

Kampen havde rundet godt en halv time, da Nicolai Larsen diskede op med en flot refleksredning på en afslutning fra Johan Larsson.

Hjemmeholdet pressede på i en periode op mod pausen, men AaB klarede frisag gennem godt defensivt arbejde.

Bolden endte kort før pausen i netmaskerne igen efter et indlæg fra Johan Larsson, men svenskeren var forinden løbet ind i en offside.

Inden pausen nåede AaB at komme til en stor mulighed, hvor både Christian Bassogog og Casper Sloth kom i gode positioner til afslutning i feltet, men skarpheden manglede, og AaB måtte gå til pausen nede med et enkelt mål efter en ellers fin indsats i første halvleg.

Jannik Pohl fik en god bold i dybden i det 52. minut, men den hurtige angriber blev vinket offside. Det blev han ikke, da han få øjeblikke efter fik bolden prikket i dybden fra Christian Bassogog, der havde ført bolden frem med gode træk. Pohl fik afsluttet fint på indersiden af stolpen, hvorefter Bassogog sendte returbolden over mål i en ellers rigtig god position.

 

Hjemmeholdet øgede i det 61. minut til 2-0, da Teemu Pukki blev sendt af sted sammen med Kamil Wilczek. Sidstnævnte fik bolden serveret foran mål og satte den ind med indersiden.

Hjemmeholdet var i to omgange tæt på at øge yderligere i det 73. minut, men AaB fik reddet sig ud af situationerne.

Tolv minutter før slutfløjt havde Christian Bassogog en stor mulighed, da han efter småspil i AaB’s højre side fik bolden i fødderne i feltet, men Camerouneren fik afsluttet lige på Frederik Rønnow i hjemmeholdets mål.

Kort efter fik Markus Holgersson sat hovedet på et hjørnespark, men svenskerens fremragende hovedstød blev reddet af Lebogang Phiri.

Indskiftede Marco Ramkilde fik tilkæmpet sig en skudmulighed kort før tid, og det skulle blive kampens sidste AaB-chance.

Dermed blev det til et nederlag på 2-0 til AaB, der nu må rette blikket mod den næste kamp i Alka Superligaen, der spilles på udebane mod Esbjerg fB allerede på fredag.

Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 15. spillerunde
Brøndby I.F.-AaB 2-0 (1-0)
4. min 1-0 Teemu Pukki, 61. minut 2-0 Kamil Wilczek.
Advarsler Brøndby I.F.: Svenn Crone (12).
Advarsler AaB: Ingen.
12.517 tilskuere på Brøndby Stadion.

Brøndby I.F. (4-1-2-1-2): Frederik Rønnow, Johan Larsson, Hjörtur Hermannsson, Benedikt Röcker, Svenn Crone, Christian Nørgaard (82: Rodolph Austin), Andrew Hjulsager, Lebogang Phiri, Hany Mukhtar, Kamil Wilczek (63: Jan Kliment), Teemu Pukki (70: Christian Jakobsen).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Patrick Kristensen (72: Jakob Ahlmann), Marco Meilinger, Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Casper Sloth (74: Frederik Børsting), Christian Bassogog, Jannik Pohl (72: Marco Ramkilde).

Dommer: Lars Christoffersen.

Børsting sender AaB i ottendedelsfinalerne

26. oktober 2016 kl. 17:16 af Brian Andersen

Selvom spillet på en svær bane aldrig blev flydende, så var AaB’s sejr på Vejlby Stadion fortjent.

I forhold til opgøret i fredags mod FC Nordsjælland havde AaB seks ændringer i startformationen, hvor Carsten Christensen, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting, Magnus Christensen og Rasmus Thellufsen afløste Nicolai Larsen, Kasper Pedersen, Patrick Kristensen, Marco Meilinger, Kasper Risgård og Christian Bassogog.

På et ujævnt underlag lykkedes det fra første minut for VSK Aarhus at få trukket tempoet ud af kampen, og grønsværens tilstand gjorde det dermed også vanskeligt for AaB at kombinere på vanlig vis.

Første mulighed opstod i det 16. minut, da et skidt boldtab af Rasmus Thellufsen gav plads til en skudchance til værternes Kasper Kempel, men læderet gik et par meter forbi målrammen.

Tre minutter senere viste AaB første gang farlighed i den modsatte ende, hvor målmand Mathias Rask Thomsen med en fodparade fik reddet Jannik Pohls afslutning fra en lidt spids vinkel.

Midtvejs i halvlegen truede VSK Aarhus på ny, da Henrik Brodersen headede en udmærket mulighed forbi, og få øjeblikke senere svarede AaB igen i den modsatte ende, da Rasmus Thellufsen efter at have afdriblet to mand sneg sit forsøg fra en meget spids vinkel på den nærmeste opstander.

I den efterhånden meget rodede forestilling var der sporadiske tiltag fra begge mandskaber, men hjemmeholdet var tættest på et minut før pausen, da Marcus Sloth Jørgensen skrabte et indlæg fra højre op på overliggeren.

Fra anden halvlegs indledning lykkedes AaB med at skrue mere op for tempoet, og Rasmus Thellufsen var i to tilfælde nærgående, inden føringsmålet kom i det 54. minut, hvor Casper Sloths hjørnesparksbold blev headet mod mål af Markus Holgersson, før Frederik Børsting kunne sende bolden det sidste stykke over mållinjen.

Efterfølgende forsøgte både Casper Sloth, Frederik Børsting og Jannik Pohl sig for AaB, mens Jakob Blåbjerg i tillægstiden måtte redde på stregen, da en afslutning havde passeret AaB-keeper Carsten Christensen.

Dermed kom sejren i land, og AaB er således i hatten, når der trækkes lod til næste runde.

Førstkommende opgave for AaB er udekampen i Alka Superligaen søndag eftermiddag mod Brøndby I.F.

Matchfacts – DBU Pokalen, sekstendedelsfinale
VSK Aarhus-AaB  0-1 (0-0)
54. min 0-1 Frederik Børsting.
Advarsler VSK Aarhus: Ingen.
Advarsel AaB: Frederik Børsting (33).
677 tilskuere på Vejlby Stadion.

VSK Aarhus (4-4-2): Mathias Rask Thomsen, Jacob Hansen Niklassen, Joran Blau, Anders Gerding Keldgaard, Anders Schultz (85: Christian Heegaard Dam), Peter Møller, Sebastian Spornberger (72: Magnus Clemmensen), Henrik Brodersen, Kasper Kempel, Marcus Sloth Jørgensen, Oscar Scott Carl (81: Christian Mønsted Nielsen).  

AaB (4-4-2): Carsten Christensen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting, Rasmus Würtz, Magnus Christensen (90: Marco Ramkilde), Casper Sloth (85: Oliver Abildgaard), Rasmus Thellufsen (68: Kasper Risgård), Jannik Pohl-

Dommer: Jakob Kehlet.

'