AaB straffet i Esbjerg
AaB manglede tempo, præcision og fantasi og blev nådesløst straffet på omstillinger, da Esbjerg fredag aften sejrede 3-0 hjemme på Blue Water Arena.
Det retfærdige i udfaldet kan der ikke pilles ved, og AaB er dermed uden sejr i Alka Superligaen siden 22. september.
I forhold til opgøret i søndags mod Brøndby I.F. havde AaB tre ændringer i startopstillingen, hvor Jakob Ahlmann, Frederik Børsting og Thomas Enevoldsen afløste Patrick Kristensen, Marco Meilinger og Jannik Pohl.
AaB åbnede glimrende, og allerede efter 35-40 sekunders spil var Frederik Børstings afrettede afslutning tæt på at gå i mål hos en prisgivet Esbjerg-keeper Jonas Jensen.
Efterhånden kom esbjergenserne en smule bedre med, og Awer Mabil testede i det tiende minut AaB-målmand Nicolai Larsen efter en omstilling som følge af et uheldigt boldtab højt oppe på banen af AaB-anfører Rasmus Würtz.
Straks efter truede AaB imidlertid i den modsatte ende af banen, da Jakob Ahlmann gjorde forarbejdet for Frederik Børsting, hvis forsøg blev blokeret, mens Christian Bassogog i opsamlingen sendte sit skud langt over målrammen.
AaB var nu i en fase med for mange unødvendige boldtab, men det var alligevel cheftræner Lars Søndergaards mandskab, som i det 20. minut igen var nærgående, men desværre fik Markus Holgersson ikke ordentligt ramt på Thomas Enevoldsens hjørnesparksbold.
Udeholdet var igen det dominerende hold, og en god mulighed opstod efter 27 minutter, da Kasper Risgård stak læderet frem til Christian Bassogog, der også fik afsluttet ganske kvalificeret, men Jonas Jensen fik reddet med en fodparade til AaB’s allerede på dette tidspunkt sjette hjørnespark i kampen.
Både det misbrugte tilbud og det efterfølgende hjørnespark skulle i situationen vise sig at blive fatalt, da Esbjerg fik erobret bolden med næsten hele AaB-holdet fanget oppe i modstanderens straffesparksfelt, og det hurtige kontraangreb blev effektivt udnyttet af Victor Palsson med scoringen til 1-0.
Få øjeblikke senere appellerede Frederik Børsting uden held for straffespark, mens Awer Mabil i to omgange viste farlighed.
AaB var tæt på at svare hurtigt tilbage, men Christian Bassogog tøvede for længe på Joakim Mæhles oplæg, og tættere på reducering kom AaB ikke i første halvleg.
Al ny energi og optimisme opsamlet i pausen blev desværre blæst omkuld allerede, inden der var spillet et minut af anden halvleg, da en hasarderet og skidt, skidt tværpasning af Frederik Børsting åbnede en motorvej, hvorfor Robin Söder to Esbjerg-afleveringer senere uhindret kunne sende bolden i netmaskerne til 3-0.
Dermed var det nærmest game over i det 46. minut, og Robin Söder havde få minutter senere et nyt nærgående forsøg for hjemmeholdet.
AaB forsøgte at etablere et pres, men der blev spillet for langsomt og for fantasiløst mod det kompakte Esbjerg-mandskab.
Reduceringen kunne være kommet midtvejs i halvlegen, da Markus Holgersson fra få meter headede en fin hjørnesparksbold fra indskiftede Magnus Christensen over mål, og også Frederik Børsting, Rasmus Würtz og Kasper Risgård sendte afslutninger afsted, mens Mads Hvilsom i den modsatte ende var centimeter fra at glide Awer Mabils flade tværpasning ind i et tomt mål.
Med 12 minutter tilbage headede Mads Hvilsom et indlæg snert forbi opstanderen, og dette skulle blive den sidste farlige situation i opgøret.
Næste udfordring for AaB er hjemmekampen på Nordjyske Arena fredag den 18. november mod de forsvarende danske mestre og øjeblikkelige førerhold i Alka Superligaen FC København. Køb i forsalg din billet her.
AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Nordjyske Arena til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, som efter efterårets otte første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 53.856 kr.
Matchfacts – Alka Superligaen, 16. spillerunde
Esbjerg-AaB 3-0 (2-0)
28. min 1-0 Victor Palsson, 38. min 2-0 Robin Söder, 46. min 3-0 Robin Söder.
Advarsel Esbjerg: Mads Hvilsom (90).
Advarsler AaB: Markus Holgersson (47), Christian Bassogog (58), Jakob Ahlmann (70), Kasper Risgård (90).
3.012 tilskuere på Blue Water Arena.
Esbjerg (4-4-2): Jonas Jensen, Bjørn Paulsen, Marco Lund, Jeppe Brinch, Leon Jessen, Awer Mabil, Jesper Jørgensen, Victor Palsson, Mathias Kristensen, Mads Hvilsom, Robin Söder (84: Brent McGrath).
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting (78: Oliver Abildgaard), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Casper Sloth (46: Edison Flores), Thomas Enevoldsen (64: Magnus Christensen), Christian Bassogog.
Dommer: Michael Johansen.