AaB forlænger med Carsten Christensen

11. marts 2015 kl. 14:27

Carsten Christensen kom til AaB fra FC Fredericia i sommeren 2011, og senest demonstrerede den 28-årige målmand sine kvaliteter i Alka Superligaens forårspremiere, hvor han 22. februar holdt målet rent mod Brøndby I.F.

CC2AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Carsten er en dygtig målmand, der bidrager positivt til vores træningskultur i AaB, og han er en meget loyal person, der har gjort det strålende hver gang, han har afløst Nicolai Larsen, hvilket vi senest så et eksempel på, da han var med til at sikre tre point mod Brøndby.

- Carsten og Nicolai udgør sammen med vores målmandstræner Poul Buus en vigtig og velfungerende målmandskonstellation, hvor han anerkender sin rolle som andenmålmand, men samtidig er ærgerrig efter at forbedre sig, siger Allan Gaarde.

Carsten Christensen glæder sig over kontraktforlængelsen:

- At forlænge med AaB har hele tiden været min førsteprioritet, da både jeg og min familie har det fortrinligt i Aalborg.

- Gennem mine år i AaB er jeg blevet både en bedre og en mere erfaren målmand, og jeg har en forventning og en målsætning om, at jeg i samarbejde med Nicolai og Poul Buus kan fortsætte min udvikling, siger Carsten Christensen.

Carsten Christensen er i alt noteret for seks officielle kampe for Hele Nordjyllands Hold.