Pointdeling i U/19 Ligaen

23. maj 2022 kl. 08:44 af Rasmus Estrup

Det endte 1-1, da AaB’s U/19 Ligahold i lørdags spillede hjemme på Hornevej mod AC Horsens.

AaB spillede godt i første halvleg, men trods spilovertaget lykkedes det ikke at komme foran inden pausen. 

AC Horsens kom bedst ud til anden halvleg og kom frem til flere halve muligheder, men efter 70 minutter åbnede AaB scoringskontoen. Efter et nordjysk hjørnespark kunne Kasper Davidsen nemlig sparke 1-0-målet i kassen. 

Herefter blev AaB mere passive i spillet, mens gæsterne pressede på for en udligning. Den kom tre minutter før tid. AC Horsens sparkede et frispark lige uden for feltet op på overliggeren. Herfra gik bolden ind på målmand Daniel Veiby Held, hvorefter læderet sprang op i luften, og en AC Horsens-spiller kunne heade bolden i mål til slutresultatet 1-1.

- Præstationen var markant bedre end i sidste uges kamp mod Brøndby I.F. Især første halvleg var rigtig positiv og vores høje pres fungerede fint. Med lidt mere skarphed havde vi også været foran ved pausen, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Vi kom skidt ud til anden halvleg, og det er også fortjent, at AC Horsens udlignede til sidst. Men overordnet leverede vi en bedre arbejdsindsats, mere parathed og bedre spil end i seneste kamp, siger Kim Leth Andersen. 

AaB ligger fortsat på 14. pladsen i U/19 Ligaen før sidste kamp, der spilles på lørdag på udebane mod U/19 Ligamestrene FC København.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af FC København-AaB

23. maj 2022 kl. 07:04 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går 3-0 på udebane mod de danske mestre fra FC København i sidste runde af 3F Superligaens Mesterskabsspil. 

Hjemmeholdet dominerede fra start, og efter syv minutter sparkede Hákon Arnar Haraldssson FC København foran. 

Få minutter før pausen havde Oliver Ross et farligt forsøg, og Kasper Høgh ramte træværket bag Kamil Grabara, inden Lukas Lerager flugtede en københavnsk pauseføring ind bag Jacob Rinne, der kampen igennem ellers leverede flere store redninger. 

Syv minutter efter pausen havde AaB-målmanden endnu en redning, men denne gang gik returbolden ud i feltet, hvor Isak Jóhannesson nåede først på kuglen og sparkede 3-0-målet i nettet. 

Sammendraget af kampen kan ses i videoen øverst. 

AaB slutter sæsonen på femtepladsen. Dermed må AaB afvente resultatet af finalen i Sydbank Pokalen på torsdag for at finde ud af, om der venter en Europa Playoffkamp mod Viborg F.F. på søndag på Aalborg Portland Park.

Som udgangspunkt er det fjerdepladsen, der skal spille Europa Playoffkampen mod syvendepladsen. Men hvis FC Midtjylland vinder pokalturneringen, får fjerdepladsen øjeblikkeligt en europæisk billet, og så er det i stedet femtepladsen, der møder syvendepladsen i Europa Playoffkampen.

Dermed vil en FC Midtjylland-sejr på torsdag betyde, at AaB skal spille mod Viborg F.F. på Aalborg Portland Park på søndag.

Tags på denne nyhed

AaB slutter på femtepladsen med nederlag

22. maj 2022 kl. 18:58 af Rasmus Estrup

Med et 3-0-nederlag i Parken ender AaB på femtepladsen i 3F Superligaen i 2021/2022-sæsonen, da Brøndby I.F. med en sejr over Silkeborg I.F. i sidste spillerunde overhaler AaB og overtager fjerdepladsen. Dermed må AaB afvente resultatet af pokalfinalen på torsdag for at finde ud af, om AaB skal spille Europa Playoffkamp på Aalborg Portland Park på søndag. Det vil være tilfældet, hvis FC Midtjylland vinder finalen i Sydbank Pokalen over OB på torsdag. 

FC København, der i dag kunne fejre mesterskabet, satte sig på spillet fra start, og Hákon Arnar Haraldssson stod for første afslutning i kampen, da hans langskud efter fem minutter blev blokeret ud til et hjørnespark af Anders Hagelskjær. 

Efter blot syv minutter var Hákon Arnar Haraldssson på spil igen, og denne gang med en scoring til følge. Hjemmeholdet satte gang i en stærk omstilling, hvor Hákon Arnar Haraldssson fandt Victor Claesson, der prikkede bolden frem i feltet, hvor islændingen var løbet i en fri position og kunne udplacere Jacob Rinne med et lille vip over mod fjerneste stolpe. 

De danske mestre fortsatte efter scoringen med at dominere over for et skades- og karantæneramt AaB-mandskab, der ikke selv skabte chancer, men samtidig holdt FC København fra fadet i store perioder. Først 20 minutter efter scoringen kom kampens næste afslutning. Denne sendte Pep Biel lige på Jacob Rinne på en ellers fin omstillingsmulighed.

Mod slutningen af første halvleg spillede AaB sig frem til sine to første muligheder, og det var også tæt på at medføre en udligning. Første forsøg havde Oliver Ross som afsender, men hans afslutning blev reddet af Kamil Grabara. 

Dernæst blev Kasper Høgh fundet i en stikning, og angriberen, der i dag huserede på kanten, bragede en stærk afslutning på overliggeren bag en sagesløs FCK-målmand. 

I tillægstiden til første halvleg var FC København også farlige i to omgange. Begge ved Lukas Lerager. Første gang headede han tæt under mål på kassen, men Jacob Rinne reddede på imponerende vis bolden ud til et hjørne. 

Dette blev taget kort til Peter Ankersen, som slog et indlæg over i bagerste område, hvor Lukas Lerager denne gang flugtede bolden flot i fjerneste målhjørne til pauseføringen 2-0. 

Efter pausen erstattede AaB-topscorer Louka Prip serbiske Milan Makaric, men det var FCK-angriber Pep Biel, der stod for halvlegens første forsøg, da han testede Jacob Rinne fra kanten af feltet. Den svenske målmand greb dog flot forsøget.

Jacob Rinne fik et halvt minut senere også reddet et nyt forsøg fra Pep Biel fra en endnu bedre position. Denne gang var målmanden dog tvunget til at give en retur, og denne var Isak Jóhannesson først over, og han sparkede 3-0-scoringen i nettet i 53. minut. 

Kort efter fulgte en indskiftning af Casper Gedsted i stedet for Pedro Ferrieira, og efter lidt over en times spil tog den anden indskifter, Louka Prip, sigte fra distancen. Det farlige hug fra indskifteren tvang Kamil Grabara til at give et hjørnespark.

20 minutter før tid måtte Jacob Rinne i modsatte ende igen hive en stor redning frem på et hovedstød fra Lukas Lerager, og redningen blev efterfulgt af indskiftninger af Vladimir Prijovic og Anosike Ementa. 

Kort efter havde netop Vladimir Prijovic et langskud, der gik over, og i modsatte ende fik en af hjemmeholdets indskiftere, Orri Óskarsson, en stor mulighed alene med en fremadtsormende Jacob Rinne, men den unge FCK'er sendte sit forsøg forbi målet. 

Også en anden indskifter William Bøving gik en chance for hjemmeholdet, men han sparkede forbi fjerneste stolpe.

Små fem minutter før tid blev 16-årige Oscar Meedom skiftet ind til sin officielle AaB-debut, og efter tre minutters tillægstid blev opgøret fløjtet af.

AaB slutter dermed 3F Superligasæsonen på en femteplads med 45 point, mens Brøndby I.F. overhaler AaB og overtager fjerdepladsen. 

Resultatet af finalen i Sydbank Pokalen på torsdag vil således afgøre, om AaB's sæson er forbi, eller om der venter en Europa Playoffkamp mod Viborg F.F. på søndag på Aalborg Portland Park.

Som udgangspunkt er det fjerdepladsen, der skal spille Europa Playoffkampen mod syvendepladsen. Men hvis FC Midtjylland vinder pokalturneringen, får fjerdepladsen en europæisk plads, og så er det i stedet femtepladsen, der møder syvendepladsen i Europa Playoffkampen. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 32. spillerunde

FC København-AaB 3-0 (2-0)
8. min 1-0 Hákon Arnar Haraldssson, 45. min 2-0 Lukas Lerager, 53. min 3-0 Isak Jóhannesson
Advarsler FC København: Ingen
Advarsler AaB: Oliver Ross (66)
35.563 tilskuer i Parken

FC København: Kamil Grabara, Peter Ankersen, Kevin Diks, Nicolai Boilesen, Elias Jelert (82: Valdemar Lund), Lukas Lerager, Rasmus Falk (60: Paul Mukairu)Hákon Arnar Haraldsson (72: Orri Óskarsson), Ísak Jóhannesson, Pep Biel (72: William Bøving), Viktor Claesson (82: Roony Bardghji).

AaB (4-2-3-1): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Mathias Ross, Anders Hagelskjær, Jakob Ahlmann, Malthe Højholt, Pedro Ferreira (56: Casper Gedsted), Kasper Høgh (87: Oscar Meedom), Oliver Ross (76: Anosike Ementa), Kasper Kusk (76: Vladimir Prijovic), Milan Makaric (46: Louka Prip).

Dommer: Mikkel Redder

Tags på denne nyhed

AaB TV: Gensyn med sæsonpremieren i Parken

22. maj 2022 kl. 08:58 af Rasmus Estrup

Kl. 17.00 gælder det sidste kamp i 3F Superligaens Mesterskabsspil, når AaB gæster FC København i Parken. 

Inden opgøret kan du i denne video få et gensyn med de to AaB-scoringer fra vores seneste udekamp mod dagens modstander, da AaB i sæsonpremieren spillede 2-2 i Parken efter scoringer af Louka Prip og Kasper Kusk. 

Dagens opgør vises på TV3+ fra kickoff, mens optakten til kampen kan ses på TV3 Sport fra kl. 15.00. 

Tags på denne nyhed
'