AaB TV: 172.138 kr. til FrivilligAalborg

28. februar 2022 kl. 12:27 af Rasmus Estrup

Gennem AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB og Spar Nord Fonden kunnet donere 172.138 kr. til FrivilligAalborg, som var modtager af prisen i hele 2020 og 2021.

Siden 2015 har AaB doneret en krone pr. tilskuer til klubbens 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til et godt og velgørende formål i Region Nordjylland, og siden efteråret 2017 har Spar Nord Fonden støttet op om prisen, så der gives to kr. pr. tilskuer til det gode formål. 

Prisen er blevet uddelt halvårligt, men på grund af tilskuertomme kampe under Covid-19 fik FrivilligAalborg udvidet donationen til at gælde for hele 2020 og 2021.

Et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, Spar Nord Fonden, AaB Support Club og den tidligere modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning udvælger tre kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning. De tre kandidater kommer derefter til afstemning blandt alle AaB’s fans.

I foråret 2022 er Carpe Diem fra Aalestrup modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Tags på denne nyhed

Akademinederlag mod Vejle Boldklub

28. februar 2022 kl. 08:52 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 2-0

Lørdag tabte AaB på udebane til Vejle Boldklub i U/19 Ligaen. Det var ellers AaB, der var bedst i det første kvarters tid og kunne have bragt sig foran på en stor mulighed efter fem minutter. I anden halvdel af første halvleg overtog Vejle Boldklub spillet og med en scoring kunne hjemmeholdet gå til pause foran med 1-0. Havde det ikke været for flere gode redning fra AaB-målmand Nicklas Nilsson, kunne føringen have været større.

Anden halvleg satte AaB sig på kampen, men trods spilovertag lykkedes det ikke nordjyderne at komme til målgivende chancer, og i stedet lukkede Vejle Boldklub kampen med en 2-0-scoring på en omstilling et kvarter før tid.

- Vores første 15-20 minutter spillede vi godt og kom forbi deres pres, og den første halve time af anden halvleg fik vi igen styr på presset og kom længere frem på banen, så der var positive ting at tage med fra kampen, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Men Vejle var fortjent foran ved pausen, da de fik presset os ned i slutningen af første halvleg, og så var de farlige på omstillinger i anden halvleg. Så vi skal være bedre til at læse modstandernes pres, og vi skal være bedre til at vinde vores defensive dueller, siger U/19 Ligatræneren.

AaB’s U/19 Ligahold spiller igen på lørdag på hjemmebane mod SønderjyskE kl. 13.00.

U/17 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 5-1

Også i U/17 Ligaen led AaB et nederlag, da holdet lørdag gæstede Vejle Boldklub.

Efter en lige start kom hjemmeholdet foran med 2-0 med to scoringer lige efter hinanden.

Herefter fulgte et god AaB-kvarter, inden Vejle Boldklub med endnu en scoring sikrede en pauseføring på 3-0.

AaB kom godt ud til anden halvleg og havde chancerne til at bringe spændingen tilbage i opgøret, men mulighederne blev ikke udnyttet og i stedet kunne Vejle Boldklub så gøre det til 4-0 og siden 5-0.

Mod slutningen reducerede Malthe Gyldenløve-Lyebalk til 5-1 på et hovedstød.

- Vi kom ned på jorden igen efter en toppræstation mod FCK i sidste uge. I Vejle spillede vi ganske enkelt en dårlig kamp, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- På bolden fik vi ikke lagt et ordentlig pres, og vi var ikke gode nok til at ramme de rette rum. Defensivt var vi for ringe i duellerne, og vi indkasserede nogle dumme mål, så det var fuldt fortjent, at Vejle vandt, siger han.

Lørdag kl. 15.15 venter næste U/17 Ligakamp mod SønderjyskE på Hornevej.

U/15 Ligaen: Vejle Boldklub-AaB 2-0

AaB’s U/15 Ligahold lykkedes heller ikke med at tage point i weekendens udekamp i Vejle.

Med to scoringer i første halvleg bragte hjemmeholdet sig foran med 2-0, hvilket også endte som slutresultatet.

U/15 Ligaholdet spiller lørdag kl. 13.00 på hjemmebane mod SønderjyskE.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af AaB-Silkeborg I.F.

28. februar 2022 kl. 07:07 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går 4-1 på Aalborg Portland Park til Silkeborg I.F. 

Efter en målløs første halvleg, hvor Jacob Rinne havde et par redninger, Milan Makaroc fik en scoring annulleret for offside og Louka Prip ramte stolpen på et langskud, kunne gæsterne i anden halvleg bringe sig på 1-0. 

Den tidligere AaB-angriber Nicklas Helenius headede således Silkeborg I.F. foran i 66. minut, og tre minutter senere udbyggede han til 2-0 på et straffespark, der lige skulle igennem et VAR-tjek. 

Allerede i 72. minut blev det også 3-0 ved Sebastian Jørgensen, inden Nicklas Helenius fuldendte sit hattrick med 4-0-målet fra distancen i 78. minut. 

Fem minutter senere reducerede Kasper Høgh flot til 4-1 på oplæg af Rufo. 

I tillægstiden fik Robert Gojani rødt kort, men det ændrede ikke ved et slutresultat på 4-1 til Silkeborg I.F. 

Se sammendrag af kampen i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Stort nederlag til AaB

27. februar 2022 kl. 16:33 af Brian Andersen

Spillemæssigt var det langt henad vejen ganske jævnbyrdigt, og uden at hverken AaB eller udeholdet formåede at nå de store højder på en skal siges svær bane, men på 12-13 sorte eller gyldne minutter – afhængig af øjnene der ser – fik gæsterne på imponerende vis sat tingene på plads i anden halvleg. Ikke mindst efter tre fuldtræffere af tidligere AaB-topscorer Nicklas Helenius.

I forhold til opgøret for en uge siden mod FC Midtjylland havde fungerende cheftræner Oscar Hiljemark valgt en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Mathias Ross afløste Kristoffer Pallesen.

AaB indledte aggressivt med højt pres og vundne dueller, men uden udbytte.

I stedet fik man sig i det femte minut noget af en forskrækkelse, da offsidefælden kiksede, så Nicolai Vallys uhindret kunne glide igennem på en friløber, men AaB-målmand Jacob Rinne leverede en fremragende redning i den direkte duel mod Vallys. En kæmpe chance.

Om det var netop den sekvens, der fik AaB til at trække en smule i håndbremsen, skal være usagt, men i hvert fald var det herfra de boldsikre gæster, der langsomt overtog styringen.

AaB havde i denne fase især problemer med silkeborgensernes Rasmus Carstensen, der fra sin position i højresiden bidrog med både drev, pasninger og egentlig også udseende, der kunne minde om en vis Joakim Mæhle.

Silkeborg I.F. var igen farlige i det niende minut, da Jacob Rinne var på plads over for Nicklas Helenius.

AaB fik sig dog kæmpet sig igennem en spillemæssig svær periode og truede selv i den modsatte ende midtvejs i halvlegen, da en lang bold fra Rasmus Thelander blev nydeligt lobbet over den fremstormende ex-AaB’er Nicolai Larsen og i nettet, men scoringen blev snævert, men korrekt annulleret for offside efter gennemgang af VAR.

AaB havde til stadighed svært ved at tilkæmpe sig initiativet, men det var centimeter fra en føringstræffer, da Louka Prip i det 36. minut fra 20 meter hamrede et brag af en afslutning på roden af den fjerneste opstander efter forarbejde af Daniel Granli og Milan Makaric, og efterhånden som halvlegen nærmede sig sin afslutning fik AaB bedre og bedre fat.

Første halvdel af anden halvleg formede sig egentlig også ganske lige, men efter 66 minutter kom det ikke ufortjente føringsmål, da Nicklas Helenius headede Sebastian Jørgensens indadskruede indlæg fra højre i netmaskerne.

Blot tre minutter senere kom Rufo for sent over for Lukas Engel, og da forseelsen var begået i straffesparksfeltet, kunne Nicklas Helenius gøre sig til dobbelt målscorer.

Igen gik der blot tre minutter, før Nicolai Vallys med en smart pasning frispillede Sebastian Jørgensen, som sendte bolden forbi Rinne, og for tredje gang var intervallet tre minutter, da Nicklas Helenius udnyttede en opspilsfejl af AaB til at score til 4-0. Fra 0-0 til 4-0 fra det 66. til det 78. minut!

AaB var rystet, men alligevel blev der plads til en reducering, da indskiftede Kasper Høgh syv minutter før tid fornemt eksekverede bolden i netmaskerne efter forarbejde af Rufo.

Om en uge venter en ny hjemmekamp på Aalborg Portland Park, når Vejle Boldklub kommer på besøg. Køb billet her.

Matchfacts – 3F Superligaen, 19. spillerunde
AaB-Silkeborg I.F.  1-4 (0-0)
66. min 0-1 Nicklas Helenius, 69. min 0-2 Nicklas Helenius, 72. min 0-3 Sebastian Jørgesen, 78. min 0-4 Nicklas Helenius, 83. min 1-4 Kasper Høgh.
Udvisning Silkeborg I.F.: Robert Gojani (90).
Advarsler AaB: Frederik Børsting (26), Rufo (69).
Advarsel Silkeborg I.F.: Ingen.
7.142 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross (46: Kristoffer Pallesen), Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Daniel Granli, Magnus Christensen (62: Kasper Høgh), Malthe Højholt (46: Rufo), Iver Fossum, Frederik Børsting (84: Jakob Ahlmann), Louka Prip, Milan Makaric (79: Anosike Ementa).

Silkeborg I.F. (4-3-3): Nicolai Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Alexander Busch, Lukas Engel, Andreas Oggesen (77: Robert Gojani), Mark Brink (86: Pelle Mattsson), Anders Klynge (90: Stefan Thórdarson), Sebastian Jørgensen (77: Søren Tengstedt), Nicklas Helenius (86: Frederik Carstensen), Nicolai Vallys.

Dommer: Mikkel Redder.

Tags på denne nyhed
'