Søg Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2023

8. december 2022 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB’s pris, der siden 2015 er doneret halvårligt og går ubeskåret til gode formål i Region Nordjylland.

De første to år gav AaB en krone pr. tilskuer til AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til det gode formål. Fra efteråret 2017 er beløbet blevet fordoblet, da først Spar Nord Fonden og siden Arbejdernes Landsbank (fra sommeren 2022) har bakket op om initiativet, så parterne sammen har doneret to kroner pr. fremmødt tilskuer.

Seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning var Safe House - Aalborg, der i efteråret 2022 modtog 122.926 kr. gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Nu er det blevet tid til at finde en modtager for foråret 2023, og du kan skrive din ansøgning her.

Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser. Der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.

Ønsker du at søge Hele Nordjyllands Håndsrækning, eller kender du en forening, en organisation eller et andet godt formål, der kunne have fordel af en håndsrækning, kan du søge her.

Der er ansøgningsfrist for at blive forårets modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning onsdag 1. februar 2023 kl. 12.00. 

Et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af prisen, Safe House - Aalborg, vil gennemgå ansøgningerne og udvælge tre kandidater, der herefter kommer til afstemning på aabsport.dk.

Modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2023 forventes offentliggjort i dagene op til årets første 3F Superligakamp, der spilles fredag 17. februar mod AGF. 

Læs mere om Hele Nordjyllands Håndsrækning her. 

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning: 
BHOV - velgørenhedstrøje 2022 - Endnu ikke afsluttet (100 kr. pr. solgt trøje)
Safe House - Aalborg - efterår 2022 - 122.926 kr. (2 kr. pr. tilskuer)  
CarpeDiem - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Idræt for Sindet Hjørring - velgørenhedstrøje 2021 – 42.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)  
FrivilligAalborg- 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsysselvelgørenhedstrøje 202040.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje) 
Gestus Nordvelgørenhedstrøje 201941.400 (100 kr. pr. solgt trøje) 
Barnets BlåHus i Vesthimmerlandefterår 2019112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Skyggebørnforår 201983.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
AaB Support Club og AaB TIFO KAOSvelgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje) 
Ønskelandefterår 2018108.652 kr.  (2 kr. pr. tilskuer) 
Foreningen Grønlandske Børnforår 201885.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Børn i sorgSorggrupperne i Aarsefterår 2017109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Veteran Oasenvelgørenhedstrøje 201790.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje) 
KildehusetFountainhouseforår 201731.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer) 
Broen Aalborgefterår 201669.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer) 
Hjerterummet og Cykel20forår 201657.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer) 
The BackToLife Projectefterår201566.410 kr.(1 kr. pr. tilskuer) 
HeadspaceAalborgforår 201554.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer) 

Pr. 17. november 2022 er der gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning blevet uddelt 1.481.062 kr.

Tags på denne nyhed

AaB søger økonomichef

7. december 2022 kl. 14:20

Som økonomichef får du ledelsesansvaret for økonomiafdelingen, som består af to medarbejdere. Du vil få en vigtig nøglerolle i videreudviklingen og implementeringen af rapportering og KPI’er. Du får reference til CEO, og indgår i AaB’s ledergruppe som en naturlig sparringspartner for direktionen og ledergruppen. 

Dine primære ansvarsområder er: 

  • Udvikling og implementering af rapporteringen finansielt
  • Udvikling og implementering af KPI'er, både i relation til ledelsesinformation og den daglige drift
  • Ledelsesansvar for økonomiafdelingens to medarbejdere 
  • Regnskabsafslutning 
  • Budgetproces og rullende budgetopfølgning 
  • Den økonomimæssige tekstdel i fondsbørsmeddelelser, da AaB A/S er en fondsbørsnoteret klub
  • Den økonomimæssige tekstdel i Årsrapporten
  • Løbende analyse og controlling af salg (mad og drikke, merchandises m.v. fra lager) 
  • Identifikation og implementering af procesoptimeringer, herunder automatisering og digitalisering af processer i økonomiafdelingen 
  • Lønadministration, herunder håndtering af spillernes kontrakter
  • Ad hoc-analyser 

Som økonomichef trives du med at være hands-on i forhold til den daglige økonomistyring. Du understøtter organisationen med ad hoc-analyser samt løbende finansielle informationer og præsentationer. 

Du har en relevant økonomisk uddannelse som f.eks. HD, cand.merc. eller lignede. Ideelt har du nogle års erfaring fra revisionsbranchen og som leder for en regnskabsafdeling, hvor du har tilegnet dig en solid forretningsforståelse og stærke analytiske kompetencer. Derudover har du en vis erfaring med digitalisering af administrative processer, du er superbruger i Excel, kan dokumentere stærke IT-kompetencer og kommunikerer ubesværet på engelsk i skrift og tale. 

Som person er du proaktiv, resultatorienteret og grundig i dit arbejde og kan let sætte dig ind i komplekse og forskelligartede opgaver og problemstillinger. Du forstår at håndtere mange sideløbende opgaver, og samtidig sætte struktur på din dagligdag. Du er selvkørende, udviser stort engagement og er en god kommunikator, der kan begå dig på alle niveauer i en organisation. Du har sans for at identificere, hvor opgaver og processer kan forbedres og tager ansvar for udførelsen af disse. 

Ønsker du yderligere information om stillingen og AaB, er du velkommen til at kontakte CEO Thomas Bælum fra AaB på thb@aab-as.dk eller Kompetent ved Partner Jørn Andersen på mobil 4026 5036 eller ja@kompetent.as. Alle henvendelser behandles fortroligt.

AaB A/S er som arbejdsplads kendetegnet ved højt humør og godt sammenhold, som du falder naturligt ind i. Vi beskæftiger i dag 80 engagerede medarbejdere i administrationen og den sportslige sektor, som er hjemmehørende på Hornevej i Aalborg. AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag. AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.

Se stillingsopslaget hos Kompetent.

Tags på denne nyhed

Giv et sæsonkort i julegave

7. december 2022 kl. 10:25 af Rasmus Estrup

På AaB Shoppen kan du købe et gavekort på seks måneders sæsonkortabonnement.

Prisen for et gavekort starter ved kun 270 kr. for børn, 654 kr. for pensionister og enten 510 kr. eller 834 kr. for voksne, afhængig af placeringen på Aalborg Portland Park.

Med et sæsonkort i hånden er du garanteret fast plads og adgang til alle forårets hjemmekampe i 3F Superliga og Pokalen.

I Pokalen venter en pokalkvartfinale mod Viborg F.F., mens der i den resterende del af 3F Superligaens grundspil venter hjemmekampe mod AGF, FC Midtjylland og Randers FC , hvo hvorefter seks yderligere kampe venter i slutspillet.

Bestil dit gavekort på aabshoppen.dk her.

Tags på denne nyhed

AaB Fanshop er åben i morgen

6. december 2022 kl. 09:19 af Rasmus Estrup

Står du og mangler en julegave til en rigtig AaB-fan, har du endnu ikke købt årets AaB-julesweater eller vil du selv have fingrene i AaB's spillertrøje?

Så kig forbi AaB Fanshop på Aalborg Portland Park i morgen mellem kl. 14.00 og kl. 17.30.

Hver onsdag frem mod juleaften har AaB Fanshop i foyeren på Aalborg Portland Park nemlig åben i ovennævnte tidsrum, så man kan nå at få fat i en AaB-julegave eller julepynt til hjemmet. 

Årets sidste åbningsdag i AaB Fanshop er onsdag 21. december. 

Du kan naturligvis også altid handle online på www.aabshoppen.dk. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Inspirationstræning fra AaB Akademiet

5. december 2022 kl. 12:08 af Rasmus Estrup

Sidste mandag fik alle spillere på AaB Akademiet et selvtræningsprogram med hjem, da alle akademiets trænere og ud til flere af AaB's nordjyske partnerklubber for at lave inspirationstræning. 

Inspirationstræningerne, der skal give redskaber til de lokale ungdomstrænere rundt omkring i de nordjyske partnerklubber, foregår seks gange årligt. 

I mandags fik Aalborg Freja, Bangsbo Freja, Bælum/Solbjerg I.F., B52, Fjerritslev I.F., Frederikshavn fI, Hadsund Boldklub, Hirtshals Boldklub, Hjallerup Boldklub, LKB Gistrup, Storvorde Sejlflod Boldklub, I.F. Skjold Sæby og Svenstrup Godthåb I.F. besøg. 

Se AaB TV's indslag fra Hadsund Boldklub og hør blandt andet om tankerne bag initiativet fra AaB Akademichef, Jacob Larsen. 

Er man som partnerklub interesseret i at få besøg, næste gang der skal være inspirationstræning rundt omkring i Nordjylland, er man velkommen til at sende en mail til AaB Akademiets børneudviklingstræner og ansvarlig for klubsamarbejde, Andreas Moe Rasmussen på amo@aab-as.dk. 

Tags på denne nyhed
'