Ærgerligt pokalexit efter forlænget spilletid

28. oktober 2021 kl. 22:20 af Rasmus Estrup

Ottendedelsfinalen blev endestationen for AaB i denne udgave af Sydbank Pokalen, da det efter forlænget spilletid blev til et nederlag på 3-1 på udebane mod 3F Superligaens tophold, FC Midtjylland. Louka Prip havde ellers bragt opgøret i forlænget spilletid med en udligning til 1-1 i tillægstiden. 

Opbakningen fra de medrejsende fans var imponerende fra første fløjt, og også på banen indledte AaB opgøret stærkt. Det blev blandt andet til et par nordjyske hjørnespark, inden Milan Makaric efter 11 minutter stod for opgørets første afslutning. Serberen blev slået i dybden og vandt løbeduellen med Erik Sviatchenko, inden Milan Makaric fra kanten af feltet sparkede tæt forbi bagstolpen. 

Milan Makaric kom også frem til den anden afslutning i kampen, da et længere AaB-angreb ti minutter senere første til et svært indlæg, som AaB-angriberen flugtede over. 

Efter 25 minutter var den serbiske AaB-angriber igen på spil. Denne gang var det endnu et godt AaB-angreb, der førte til et indlæg, som Milan Makaric tog til sig med ryggen til mål. Med sin førsteberøring drejede han rundt og afsluttede lige forbi nærmeste opstander. 

Ti minutter før pausen var hjemmeholdet for første gang farlige. Evander fik med lidt held trampet sig vej igennem AaB-feltet, inden han hårdt presset og midt for mål ramte bolden helt skævt. 

I anden halvleg kom AaB også bedst fra start, da Iver Fossum efter kun et minut sendte et fornemt langskud på overliggeren. 

Herefter fik FC Midtjylland bedre fat, og fem minutter efter pausen kom Victor Lind til en afslutning i AaB-feltet, men AaB-defensiven fik blokeret bolden.

Andreas Hansen måtte små fem minutter senere levere sin første redning i kampen, da FC Midtjylland spillede sig frem til en stor mulighed til Evander, som måtte se sit skud reddet. 

I kampens 56. minut lykkedes det dog hjemmeholdet at passere AaB-målmanden og bringe sig foran. En lang bold sendte Joel Andersson i dybden og fra højre side af AaB-feltet sparkede han FC Midtjylland foran med 1-0. 

Et par minutter efter målet var AaB nærgående i modsatte ende, da et langt indkast fra Anders Hagelskjær blev forlænget mod bagerste stolpe, hvor Iver Fossum lige akkurat ikke fik panden på. 

Midtvejs i anden halvleg blev først Kasper Kusk og siden Kristoffer Pallesen sendt på grønsværen, men hjemmeholdet var fortsat farligst, og Victor Lind tvang med et solidt langskud en stor redning ud af ærmet på Andreas Hansen. 

Victor Lind var atter i afslutterens rolle efter 73 minutter, da han blev spillet igennem til en stor chance, men angriberen sparkede forbi AaB-målet. 

Herefter fulgte en håndfuld gode AaB-minutter, der dog ikke førte til afslutninger, og i 83. minut blev også Tim Prica sendt på banen i håb om en udligning, der kunne bringe kampen i forlænget spilletid.  

AaB's offensive jagt gav i tillægstiden en friløber i modsatte ende til Paulinho, men denne tog Andreas Hansen sig på flotteste vis af.

Det skulle vise sig vigtigt, for i tillægstidens tredje minut var der endelig gevinst for AaB, da Louka Prip på et langskud krøllede læderet op i målhjørnet til 1-1, hvilket sendte kampen ud i forlænget spilletid.  

Seks minutter inde i den forlængede spilletid blev Daniel Granli og Magnus Christensen indskiftet. Lige efter fik FC Midtjylland headet bolden over stregen i forbindelse med et hjørnespark, men der blev straks vinket for offside. 

Mod slutningen af første halvleg af den forlængede spilletid fik FC Midtjylland igen bolden over stregen, og denne gang blev målet anerkendt. Det var Evander, der fra den ene kant driblede på tværs i AaB-feltet og sparkede bolden ind ved stolpen til 2-1. 

Lige inden pausefløjtet havde Iver Fossum en god hovedstødschance på et indlæg fra Frederik Børsting, men læderet blev på akrobatisk vis afværget. 

Fra anden halvlegs start kom Aleksandar Trajkovski på banen og samtidig blev Rasmus Thelander smidt frem i angrebet.

Det gav muligheder i modsatte ende, og ti minutter før tid fik hjemmeholdet en omstilling, som førte til en fri afslutning til Gustav Isaksen, der ved bagerste stolpe sparkede 3-1-scoringen ind via undersiden af overliggeren. 

Trods flere store FC Midtjylland-chancer til sidst, endte kampen 3-1, og dermed er AaB ude af denne sæson af Sydbank Pokalen. 

AaB's næste kamp spilles på søndag i 3F Superligaen, hvor det gælder en udekamp mod FC Nordsjælland. 

Matchfacts - Sydbank Pokalen, ottendedelsfinale

FC Midtjylland-AaB 3-1 efs. 1-1 (0-0)
56. min 1-0 Joel Andersson, 90. min 1-1 Louka Prip, 103. min 2-1 Evander, 110. min 3-1 Gustav Isaksen
Advarsler FC Midtjylland: Pione Sisto (45), Jonas Lössl (90), Gustav isaksen (110)
Advarsler AaB: Mathias Ross (45), Malthe Højholt (45), Rasmus Thelander (118)
5.969 tilskuere på MCH Arena

FC Midtjylland (3-5-2): Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Erik Sviatchenko, Juninho, Joel Andersson (94: Dion Cools), Raphael Onyedika, Evander (114: Oscar Fraulo), Charles (79: Oliver Sørensen), Nikolas Dyhr (58: Paulinho), Pione Sisto (106: Mads Hansen), Victor Lind (79: Gustav Isaksen).

AaB (3-5-2): Andreas Hansen, Mathias Ross (83: Tim Prica), Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær (97: Daniel Granli), Frederik Børsting, Malthe Højholt (65: Kasper Kusk), Pedro Ferreira (97: Magnus Christensen), Iver Fossum, Jakob Ahlmann (70: Kristoffer Pallesen), Milan Makaric, Louka Prip (106: Aleksandar Trajkovski).  

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Interview med Milan Makaric

28. oktober 2021 kl. 11:37 af Rasmus Estrup

Milan Makaric er ved at lære engelsk, og angriberen har nu givet sit første interview til AaB TV. 

Her fortæller den serbiske målskytte blandt andet om de første måneder i AaB, hvor det er blevet til seks mål i 14 kampe, om sammenholdet med holdkammeraterne, om opbakningen fra AaB's fans og om forventningerne til resten af efteråret. 

Se interviewet med den 26-årige serber i videoen øverst.  

Tags på denne nyhed

AaB TV: De 17 scoringer i Sydbank Pokalen

28. oktober 2021 kl. 09:34 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.45 spiller AaB på udebane mod FC Midtjylland i ottendedelsfinalen af Sydbank Pokalen. 

Vejen til ottendedelsfinalen er gået via en 13-0-sejr over FIUK Odense og en 4-0-sejr over Lyngby Boldklub. 

De 17 mål fordeler sig således: Kasper Kusk (4 mål), Milan Makaric (3), Iver Fossum (3), Oliver Ross (2), Marcus Hannesbo (2), Anders Hagelskjær (1), Louka Prip (1) og Frederik Børsting (1). 

Se alle 17 scoringer i dette tilbageblik. 

Aftenens kamp kan ses på TV3+ med optakt fra kl. 19.00. 

Tags på denne nyhed

Perfekt indledning på eSuperligaen

28. oktober 2021 kl. 08:39 af Rasmus Estrup

AGF-AaB 1-3

I sæsonpremieren lagde AaB ud med en samlet sejr over AGF.

I første opgør spillede Daniel “Shoppen” Mogensen på udebane mod Rabeck, og efter ti minutter scorede “Shoppen” kampens eneste mål, da han sikrede sig en 1-0-sejr.

I returopgøret var Oliver Høegh oppe imod Rom, og mod slutningen første halvleg sparkede Høegh AaB på 1-0.

Med lidt mindre end et kvarter igen blev det også 2-0 til Høegh, og dermed var kampen stort set lukket. AGF reducerede dog fem minutter før tid, og dermed vandt AaB samlet 3-1. Se hele kampen her.

AaB-Hobro I.K. 3-2

Onsdag spillede AaB mod Hobro I.K., og i den første kamp var “Shoppen” på hjemmebane mod Hobro I.K.’s BimseFIFA.

Efter et lille kvarters spil kom gæsterne foran med 1-0, men “Shoppen” udlignede straks efter på et flot langskud.

Tidligt i anden halvleg gjorde “Shoppen” det til 2-1 for AaB, og første duel bød ikke på flere mål.

Dermed skulle Janus “Minivildand” Villadsen på udebane mod Sørensen forsøge at forsvare den 2-1-føring, og midt i første halvleg kombinerede “Minivildand” sig frem til en 1-0-scoring, så den samlede stilling var 3-1.

Små ti minutter før tid scorede Sørensen for Hobro I.K., og dermed endte det med en samlet sejr til AaB på 3-2. Se hele kampen her.

Dermed har AaB seks point efter to runder, hvilket rækker til en delt førsteplads med Lyngby Boldklub og FC Nordsjælland, der begge har en bedre målscore.

I næste uge spiller AaB mod Viborg F.F. og FC Midtjylland.

Tags på denne nyhed
'