Vidste du om den jyske klassiker…
Skæve vinkler på søndagens 3F Superligaduel på Aalborg Portland Park mod AGF. Vidste du således…
- at den forestående kamp er 3F Superligaopgør nummer 84 mellem AaB og AGF. Statistikken siger 36 sejre til AaB, 20 uafgjorte og 27 nederlag samt en målscore på 128-118 i AaB’s favør.
- at AaB i tilfælde af point mod AGF vil være kvalificeret til Mesterskabsspillet, hvilket AaB kun har været tidligere i 2017/2018-sæsonen. Selv et nederlag til AGF kan sende AaB i Mesterskabsspillet, såfremt Randers FC ikke besejrer FC København, og at den samlede målforskel for de to kampe ikke overstiger +7 i Randers FC’s favør.
- at AaB med en sejr mod AGF kan tage den tredje 3F Superliga-sejr i træk på Aalborg Portland Park efter sejrene i februar/marts over Brøndby I.F. og Lyngby Boldklub. Det vil i givet fald være første gang siden juli-september 2019, at AaB vinder tre hjemmekampe i træk i 3F Superligaen.
- at AaB har haft det svært mod AGF i de otte seneste indbyrdes 3F Superligakampe, hvor det kun er blevet til en sejr samt tre uafgjorte og fire nederlag. AaB har heller ikke haft nemt ved at få scoret mod AGF, idet det kun er lykkedes i to af de otte kampe, dog ikke i nogen af de tre seneste.
- at AaB har scoret præcis tre mål i hver af de to seneste hjemmekampe i 3F Superligaen. Hvis det lykkes AaB at score mindst tre mål mod AGF, vil det være første gang siden september-november 2015, at AaB scorer mindst tre mål i tre på hinanden følgende hjemmekampe i 3F Superligaen.
- at ud af de 83 tidligere indbyrdes 3F Superligakampe mod AGF har AaB scoret først i 33 tilfælde, hvilket har resulteret i 27 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har AGF scoret kampens første mål i 44 tilfælde, hvilket dog har givet AaB ni sejre, 11 uafgjorte og 24 nederlag.
- at fra den nuværende AaB-trup har Kasper Pedersen (2 mål), Kasper Kusk (2), Lucas Andersen (1), Patrick Kristensen (1) og Magnus Christensen (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod AGF.
- at AaB søndag spiller sin anden 3F Superligakamp på datoen 7. juni, eftersom det på denne dato i 2015 blev til en sejr på 1-0 over FC Nordsjælland efter en fuldtræffer af Kasper Pedersen. Derudover har 7. juni pudsigt nok være spilledato for tre kampe mellem AaB og B 1903 i Aalborg i den bedste række i perioden 1970-1987.
- at Morten Krogh søndag dømmer sin 59. kamp i 3F Superligaen siden debuten i juli 2016. Morten Kroghs foreløbige seks opgør med deltagelse af AaB har endnu ikke givet sejr til AaB (0V-2U-4T).
- at Tom van Weert kan fejre sin 30-års fødselsdag på kampdagen. Hvis van Weert formår at score mod AGF, vil det ikke blot være hans første scoring i 3F Superligaen mod AGF, men han vil også blive den første fødselar til at score for AaB siden Jannik Pohl i april 2018.
- at Frederik Børsting søndag kan spille sin officielle kamp nummer 175 for AaB. Børsting debuterede i juli 2014 i en 3F Superligakamp mod FC Midtjylland.
- at der i forbindelse med søndagens 3F Superligaopgør på Aalborg Portland Park mod AGF vil der blive holdt et minuts stilhed til ære for AaB’s tidligere formand Per Søndergaard Pedersen, der i maj gik bort i en alder af 66 år. AaB’s spillere vil af samme årsag bære sørgebind.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).