Chancerig remis i Farum

12. juli 2020 kl. 15:50 af Rasmus Estrup

Det endte med 0-0 og en pointdeling, da AaB gæstede FC Nordsjælland i en god kamp fyldt med intensitet og chancer søndag eftermiddag. 

Opgøret var en jævnbyrdig affære, og i tredje minut spillede FC Nordsjælland sig frem til første mulighed, da Isaac Atanga blev spillet fri midt i AaB-feltet, men skuddet fra straffesparkspletten sad lige på Jacob Rinne. 

Minuttet senere fik Frederik Børsting sendt bolden over stregen, men han blev korrekt vinket og dømt for offside, og dermed var opgøret stadig uden scoringer. 

Herefter fulgte ti minutter med god AaB-kontrol, men nordjyderne formåede ikke at omsætte det til muligheder. I stedet prøvede Mikkel Damsgaard lykken udefra i 19. minut, men afslutningen gav ingen problemer for AaB-keeperen, som sikkert kunne samle hænderne omkring kuglen. 

Midt i første halvleg fik Frederik Børsting opgørets hidtil største chance efter et godt forarbejde og præcist indlæg af Patrick Olsen, som fandt Frederik Børsting på kanten af det lille felt. AaB's målscorer i de seneste to kampe sparkede første gang, men afslutningen blev flot reddet af Peter Vindahl Jensen på stregen. 

En halv snes minutter senere fik AaB endnu en stor chance. Denne gang var det et hovedstød fra Robert Kakeeto, som sendte Tom van Weert i frit løb mod Peter Vindahl Jensen. AaB-anføreren fik dog ikke fuld kontrol over kuglen, inden han afsluttede forbi fjerneste stolpe. 

Lige efter kom FC Nordsjælland frem til første halvlegs største mulighed. Et perfekt indlæg fra Joachim Rothmann endte hos en helt fri Isaac Atanga på kanten af det lille felt. Jacob Rinne så egentlig ud til at være blevet fanget ved forreste stolpe af indlægget, men AaB-keeperen fik kastet sig tilbage i målet, og med en vanvittig redning holdt 100-kamps jubilaren læderet ude af buret. 

Isaac Atanga blev atter spillet frem til en kæmpechance i 37. minut, men denne gang sparkede angriberen hul i luften ved bagerste stang. 

I modsatte ende kom Frederik Børsting også til en mulighed, men AaB's nummer 25 sendte sit forsøg langt over mål. 

Efter pausen fortsatte opgøret med at være jævnbyrdigt, men hjemmeholdet var de første til at komme frem til afslutninger. Den første gode mulighed tilfaldt Mikkel Rygaard ti minutter inde i anden halvleg, men Mathias Ross fik kastet sig ned i afslutningen og afdæmpet farten, så bolden havnede i handskerne på Jacob Rinne. 

Patrick Olsen stod for de næste to skud i kampen. Begge fra distancen og begge blev reddet af FC Nordsjælland-målmanden.  

Kampen bølgede hurtigt fra den ende ende til den anden, og i 60. minut blev Jacob Rinne sat på prøve efter gode takter af Isaac Atanga. Afslutningen fra angriberen boksede AaB-keeperen lige op i luften, og da han gik op for at gribe bolden igen, skubbede Mikkel Damsgaard til keeperen og dirigerede bolden over stregen. Men AaB-målmanden fik dog et frispark i situationen. Dermed stadig 0-0. 

Med 20 minutter igen drev indskiftede Kasper Kusk bolden frem på hjemmeholdets halvdel og lagde bolden af til Iver Fossum, som afsluttede resolut mod mål, men læderet sad lige på Peter Vindahl Jensen. 

Minuttet senere var Mikkel Damsgaard på færde på kanten af AaB-feltet, men Jacob Rinne reddede sikkert forsøget fra FC Nordsjælland-profilen. 

I 80. minut var Kasper Kusk i samspil med Iver Fossum, inden kantspilleren prøvede sig af med en stiv tå, men venstrebenshugget sad lige på målmanden.

Fem minutter senere var Mikkel Damsgaard ved at komme til en mulighed dybt inde i AaB-feltet, men AaB-keeperen fik kastet sig ned i bolden i afslutningsmomentet. 

I begyndelsen af tillægstiden fik Ibrahim Sadiq en chance i AaB-feltet, men afslutningen, der gik mellem benene på Jores Okore, blev sikkert reddet af en velspillende Jacob Rinne. 

Trods de mange muligheder i begge ender, endte opgøret uden scoringer. Dermed ligger AaB på femtepladsen i 3F Superligaen med 48 point. Foran ligger Brøndby I.F. med 51 point. 

AaB's næste kamp i 3F Superligaen spilles på udebane mod netop Brøndby I.F. på søndag kl. 18.00. Kampen vises på Canal 9. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Mesterskabsspil, 33. spillerunde

FC Nordsjælland-AaB 0-0 (0-0)
Advarsler FC Nordsjælland: Ivan Mesik (23), Isaac Atanga (47)
Advarsler AaB: Magnus Christensen (80), Patrick Olsen (87)
910 tilskuere på Right to Dream Park

FC Nordsjælland (4-3-3): Peter Vindahl Jensen, Oliver Villadsen (76: Magnus Kofod), Kian Hansen (76: Maxwell Woledzi), Ulrik Yttergård Jenssen, Ivan Mesik, Mikkel Rygaard, Jacob Steen Christensen, Mohammed Diomande (76: Martin Frese), Isaac Atanga (61: Abu Francis), Mikkel Damsgaard, Joachim Rothmann (46: Ibrahim Sadiq).

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Jores Okore, Rasmus Thelander, Mathias Ross, Kristoffer Pallesen (79: Patrick Kristensen), Iver Fossum, Robert Kakeeto (68: Magnus Christensen), Jakob Ahlmann (68: Lukas Klitten), Tom van Weert (65: Kasper Kusk), Patrick Olsen, Frederik Børsting (65: Oliver Klitten). 

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på FC Nordsjælland-AaB

12. juli 2020 kl. 08:13 af Rasmus Estrup

Se blandt andet et par gode scoringer fra Kasper Kusk i dette tilbageblik på 11 af AaB's tidligere udebanescoringer i 3F Superligaen mod FC Nordsjælland. 

Dagens kamp mod Farum-holdet spilles kl. 14.00 på Right to Dream Park. Opgøret kan følges på Eurosport 2. 

Tags på denne nyhed

AaB jagter fire på stribe

11. juli 2020 kl. 14:33 af Brian Andersen

I den forgangne spillerunde passerede AaB morgendagens modstander FC Nordjælland i tabellen, men stadig er der fire point op til Brøndby I.F. på fjerdepladsen.

Efter lørdagens træningspas har cheftræner Jacob Friis udtaget følgende 18 spillere inklusive ti egenudviklede folk fra AaB Talent og ti af AaB’s partnerklubber:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander og 32 Kasper Pedersen.

Anfører Lucas Andersen er eneste mand på skadeslisten.

Jacob Rinne kan som den blot femte udlænding i AaB’s historie runde 100 officielle kampe for klubben: https://bit.ly/38JFYms

Opgøret sendes på Eurosport 2 fra kl. 13.00 med kickoff på Right to Dream Park en time senere. Ligeledes kan dysten følges i Liga på P3.

Tags på denne nyhed

Rinne kan jubilere søndag

11. juli 2020 kl. 13:38 af Brian Andersen

AaB har i de seneste mange år været begunstiget af særdeles dygtige målmænd, og at den 27-årige svensker er blandt de allerbedste af disse, hersker der vist ingen tvivl om.

I morgen eftermiddag i Farum kan Jacob Rinne blive den blot femte udlænding i AaB’s 135-årige historie til at opnå 100 officielle kampe for klubben.

Allerøverst på denne liste topper Andres Oper stadig med 133 officielle kampe, mens to svenskere før Jacob Rinne i form af Andreas Johansson (125) og Mattias Lindström (108) tidligere har haft 100 kamps jubilæum for AaB.

Herunder Top 25 for antal spillede kampe af udlændinge i AaB:

1. Andres Oper, Estland  133 kampe
2. Andreas Johansson, Sverige  125
3. Mattias Lindström, Sverige  108
4. Thomas Gill, Norge  107
5. Jacob Rinne, Sverige  99
6. William Graham Lockey, England  98
7. Ståle Solbakken, Norge  96
8. Danny Califf, USA  95
9. Caca, Brasilien  91
9. Kjetil Wæhler, Norge  91
11. Anders Andersson, Sverige  88
12. Siyabonga Nomvethe, Sydafrika  86
13. Martin Ericsson, Sverige  77
14. Jozo Matovac, Sverige  76
15. Trond Andersen, Norge  75
16. Rasmus Jönsson, Sverige  72
17. Louay Chanko, Sverige  66
18. Lukas Spalvis, Litauen  65
19. Steve Olfers, Holland  61
20. Bård Borgersen, Norge  59
20. Rade Prica, Sverige  59
22. Fredrik Winsnes, Norge  57
23. Tom van Weert, Holland  53
24. Edison Flores, Peru  51
25. Frank Strandli, Norge  47
33. Iver Fossum, Norge  32
37. Robert Kakeeto, Uganda  30


(Statistisk kilde: John Laden Jensen og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed
'