Billetter til AaB-AGF er nu i åbent salg
Nu er billetsalget til AaB-AGF åbnet for alle.
Siden kl. 08.00 har AaB's knap 3.000 sæsonkortholdere haft førsteret til at hente en billet samt tilkøbe ekstra billetter. Nu er billetsalget åbnet op for alle AaB-fans, der til normale priser kan købe billetter til torsdagens kamp. Sæsonkortholdere kan naturligvis fortsat hente en gratis billet pr. kort til torsdagens kamp.
Alt billetsalg foregår online.
Til torsdagens kamp er tilskuerkapaciteten på Aalborg Portland Park 3.758 personer.
Information til sæsonkortholdere
For sæsonkortholdere er det desværre ikke muligt at benytte den normale plads der står anvist på ens sæsonkort, da der fortsat er særlige regler og krav til afviklingen af kampe på Aalborg Portland Park, herunder at alle tilskuere skal holde mindst en meters afstand til hinanden.
Husk derfor at medbringe din billet til kampen, ikke dit sæsonkort, da dette ikke vil være gyldigt.
Sæsonkortholdere kan afhente deres billet i billetsystemet ved at følge nedenstående trin:
- Gå ind på billet.aabsport.dk og log in på din profil
- Vælg kampen AaB-AGF
- Vælg din plads - der er frit valg mellem alle åbne tribuneafsnit
- Vælg derefter om billetten skal være voksen, barn eller pensionist
- Klik nu på gaveikon-knappen nederst for at indløse din værdikupon for at gennemføre købet til 0 kroner
- Download din billet og medbring den til kampen torsdag
Særlig regler for publikums adfærd
Der vil til kampen være særlige regler for adfærd der skal følges – læs disse herunder:
I forbindelse med åbningen for flere tilskuere, er det i særlig grad vigtigt, at alle tilskuere følger de adfærdsregler, der ligger til grund for genåbningen.
Såfremt publikum ikke overholder disse regler, kan man blive bortvist fra kampen, ligesom dette kan få indflydelse på en yderligere genåbning senere på året samt i værste tilfælde medføre at antallet af mulige tilskuere til AaB’s hjemmekampe igen reduceres.
Reglerne der skal overholdes er:
- Planlæg din transport hjemmefra til og fra Aalborg Portland Park inden afrejse.
- Ankom til Aalborg Portland Park på det tidspunkt og ved den indgang, der er angivet på din billet. (Se oversigtskort nedenfor)
- Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid minimum 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang.
- Bliv så vidt muligt på din siddeplads før og under kampen med mindre, du skal besøge en mad- og drikkebod eller toiletfaciliteter.
- Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads.
- Orienter dig om ruten til toiletter, boder og øvrige forhold.
- Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere med videre.
- Undgå tæt kontakt som håndtryk, highfives og kram med personer, der ikke er nærtstående.
- Undgå gruppedannelse.
- Vær særligt opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb
- Følg til enhver tid anvisningerne fra kontrollører og bodpersonale.
Det anbefales også, at man downloader app'en "Smittestop" til sin telefon og aktiverer den inden ankomst til kampen.
Det generelle ordensreglement er fortsat gældende til AaB's hjemmekampe - læs ordensreglementet her.
Bemærk i øvrigt at der til kampen kun vil blive serveret drikkevarer i boderne.