Ross anfører i stærkt U/19-avancement til Elite Round

19. november 2019 kl. 16:21 af Rasmus Estrup

Med en sejr over Færøerne og et nederlag til Finland i de to første kampe ved EM-kvalifikationen, var Danmarks U/19-landshold tvunget til en sejr over Frankrig, der forinden havde slået både Færøerne og Finland med en samlet målscore på 7-0, hvis ambitionen om videreavancement skulle opfyldes. 

Danskerne, der var anført af AaB's Mathias Ross, formåede at levere det påkrævede resultat, da det danske sejrsmål til 1-0 blev sendt i nettet i opgørets sjette minut. 

Danmarks sejr på 1-0 betød ovenikøbet, at danskerne snuppede førstepladsen i sin pulje, fordi holdet var bedre indbyrdes end Frankrig. Dette blev først gældende, da Finland to minutter før tid i sin kamp mod Færøerne scorede selvmål, og dermed måtte nøjes med samlet fire point, mens Frankrig og Danmark begge opnåede seks point. 

Både Danmark og Frankrig er dermed videre til næste runde i EM-kvalifikationen; den såkaldte Elite Round, der spilles til foråret.

Der er lodtrækning til Elite Round 3. december, hvor der formes syv grupper med fire hold i hvert. De syv gruppevindere går videre til sommerens U/19 EM-slutrunde, som spilles i Nordirland, der som værtsnation er sikret deltagelse. 

Tags på denne nyhed

Kom med til det nordjyske ølvalg i Brønderslev og Støvring

19. november 2019 kl. 12:48 af Martin Stigaard Skammelsen

Fik man i første omgang ikke tilmeldt sig AaB's ølvalg om den kommende fanøl fra Royal Unibrew, så kan det stadig nås hvis man vil deltage i ølvalget i Brønderslev tirsdag aften, Støvring onsdag aften eller i København den 5. december. 

Til hver valgaften vil der være besøg af spillere fra AaB’s Superligatrup, der vil give interviews og skrive autografer, mens Royal Unibrew også stiller i stærkeste opstilling med en kyndig ølekspert, der vil guide deltagerne igennem en ølsmagning på flere varianter, blandt hvilke der efterfølgende skal stemmes. 

Når alle valgarrangementer er gennemført, findes en vinder, og den endelige øl sættes i produktion med forventet lancering i foråret 2020. 

Hertil kommer også, at der blandt alle deltagere på hvert ølvalgsted vil være lodtrækning om en række præmier. 

De resterende ølvalgsteder og datoer er:  

  • 19. november kl. 19.00-21.00 hos Spar Nord i Brønderslev - 45 pladser
  • 20. november kl. 19.00-21.00 på Platon Bodega i Støvring - 70 pladser
  • 2. december kl. 19.00-21.00 i AaB Pubben på Aalborg Portland Park - 66 pladser IKKE FLERE LEDIGE PLADSER
  • 5. december kl. 17.45-19.45 på Rosie McGee’s i København - 50 pladser - OBS ændret tidspunkt

Der er gratis deltagelse til hver af de fem valgaftener, dog med begrænsning på antallet af deltagere hvert sted, hvorfor tilmelding til arrangementerne er nødvendig. Hver deltager kan maksimalt tilmelde to personer pr. arrangement og tilmelding sker efter først-til-mølle princippet. Deltagelse i arrangementerne er kun muligt for personer på 18 år eller derover.

AaB og Royal Unibrew glæder sig til at møde AaB-fans i hele Nordjylland og København. 

Se U/21-landsholdet på Aalborg Portland Park i aften

19. november 2019 kl. 10:45 af Rasmus Estrup

Det danske U/21-landshold med Søren Tengstedt i truppen står i aften over for Malta i femte EM-kvalifikationskamp.

Danmark har hidtil vundet de fire forrige kampe og indtager dermed førstepladsen i gruppen med maksimumpoint, mens aftenens modstander, der blot har spillet tre kampe i EM-kvalifikationen, står med et point på kontoen. 

Hvis Søren Tengstedt skulle få spilletid i aften, vil det være hans første optræden i landsholdsdragten. 

Aftenens kamp spilles på Aalborg Portland Park, og der er kampstart kl. 18.00. Det er gratis entré for alle interesserede. 

Tags på denne nyhed

Fossum i ny norsk sejr

19. november 2019 kl. 08:10 af Rasmus Estrup

For anden landskamp i træk var der fuld spilletid til AaB-spilleren Iver Fossum, da Norge i går vandt sin sidste EM-kvalifikationskamp med 2-1 på udebane mod Malta. For 23-årige Iver Fossum var det hans 14. A-landskamp. 

Norge, der kun tabte en af sine EM-kvalifikationskampe, endte dermed på tredjepladsen i gruppen efter Spanien og Sverige. Dermed er Norge ikke kvalificeret til EM gennem EM-kvalifikationen. Men nordmændene har stadig mulighed for at spille sig til næste års EM via Nations League i foråret. 

Norge vandt nemlig sin pulje i Nations League og skal dermed spille semifinale mod Serbien 24. marts på Ullevaal i Oslo. Vinderen af den duel går videre til Nations League-finalen, som spilles 31. marts, og vinderen af det opgør får en EM-billet. 

Tags på denne nyhed

Få tre kampe i første måned med sæsonkortabonnement

18. november 2019 kl. 14:59 af Rasmus Estrup

Hvis du tegner et sæsonkortabonnement inden AaB's næste hjemmekamp mod AC Horsens på søndag, få du adgang til tre 3F Superligahjemmekampe i den første måned. Det gælder AaB-AC Horsens 24. november, AaB-Hobro I.K. 1. december og AaB-FC Nordsjælland 13. december. 

Priserne for et sæsonkortabonnement starter fra 85 kr. om måneden for en voksen og 45 kr. for et barn, så tegner du inden på søndag, får du adgang til tre kampe i den første måned fra 85 kr. 

For et nytegnet abonnement er der seks måneders binding fra tegningsdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned + en måned.

Af øvrige fordele får du ud over din faste plads til alle AaB’s 3F Superligakampe og Sydbank Pokalkampe på Aalborg Portland Park med et sæsonkortabonnement også mulighed for gratis at videresende din billet.

Du inviteres desuden til pre-season-arrangement, og i AaB Fanshop og AaB Souvenirbod får du 10 procent rabat. 

Tags på denne nyhed
'