Nederlag sender AaB på niendeplads i eSuperligaen
AaB tabte nogle målrige opgør i eSuperligaen til Randers FC og Esbjerg fB i denne uge. Nu ligger AaB lige uden for den Top 8, som får plads i eSuperliga Finals.
AaB-Randers FC 3-5
AaB begyndte eSuperligaugen på den store scene med en kamp mod Randers FC, der blandt andet har den tidligere verdensmester Al-Bacha på holdkortet.
AaB-kaptajn Jacob Kragelund sad over for netop Al-Bacha i første kamp, og efter mindre end ti minutter kom Al-Bacha foran 1-0. Trods en stor chance til "Kragelund" i slutningen af første halvleg, endte kampen 1-0 til Randers FC.
I returopgøret tabte Daniel "Shoppen" Mogensen 4-3 til HassanPlayer. "Shoppen" kom ellers foran tidligt, men HassanPlayer svarede straks tilbage og var foran 2-1 midt i første halvleg. Herefter brændte "Shoppen" et straffespark, inden han efter lidt over en halv time udlignede til 2-2. Desværre svarede HassanPlayer hurtigt tilbage med målet til 3-2.
Randers FC kom også foran 4-2 efter 60 minutter, inden "Shoppen" mod slutningen reducerede til 4-3, der blev kampens resultatet, og dermed gav et samlet AaB-nederlag på 5-3.
AaB-Esbjerg fB 5-6
Onsdag spillede AaB to tætte og målrige kampe mod Esbjerg fB, der desværre igen endte med et samlet nederlag.
Jacob Kragelund var igen første duellant for AaB. Efter en tidlig føring til Esbjerg fB's Bækkelund, svarede "Kragelund" tilbage, men han måtte alligevel gå til pausen bagud 2-1. Han fik dog rettet op på stillingen i anden halvleg, inden Esbjerg fB kom foran 3-2. Men i tillægstiden scorede "Kragelund" flot til 3-3.
Dermed var alt åbent inden Daniel "Shoppen" Mogensens kamp mod Qack, som kom foran efter 38 minutter. Lige efter pausen udlignede "Shoppen" til 1-1. Herefter fulgte to scoringer til Esbjerg fB, inden "Shoppen" mod slutningen reducerede til 3-2, der desværre betød endnu et nederlag til AaB.
AaB ligger nu på niendepladsen i eSuperligaen med tre point færre end Hobro I.K., der indtager den ottendeplads, der efter grundspillet giver en plads i eSuperliga Finals. I næste uge venter opgør mod Lyngby Boldklub og AGF.