Udbytterig start i eSuperligaen
AaB står med seks point efter de første to runder i eSuperligaen.
Anden sæson af eSuperligaen er begyndt som håbet for AaB’s eSuperligahold, der har taget tre point mod både Silkeborg I.F. og Vendsyssel F.F. Dermed har AaB det maksimale pointantal efter to runder, hvilket rækker til en tredjeplads.
AaB-Silkeborg I.F. 3-3
I sæsonpremieren lagde AaB ud mod Silkeborg I.F., som blev besejret på reglen om udebanemål efter to uafgjorte resultater.
Daniel ”Shoppen” Mogensen startede på udebane mod Pilm, og Silkeborg-spilleren bragte sig foran midt i første halvleg. Kort før pausen svarede Shoppen dog igen med udligningen til 1-1.
Efter pausen fik Shoppen et mål annulleret for offside, inden han efter 60 minutter spillede sig flot igennem til en føring på 2-1. Pilm udlignede dog for Silkeborg I.F. to minutter før tid.
I returopgøret bragte AaB-kaptajnen Jacob Kragelund sig straks foran med 1-0 efter et godt gennemspillet angreb. Den føring holdt indtil opgørets sidste minut, hvor Silkeborg I.F.’s Sanchez udlignede til slutresultatet 1-1, der som nævnt betød, at AaB vandt på reglen om udebanemål.
AaB-Vendsyssel F.F. 7-4
I anden runde lagde Anders "Hansi" Hansen ud mod Hedegaard, og AaB-spilleren kom godt fra start med to flotte scoringer, der sikrede AaB en pauseføring på 2-0.
Hedegaard svarede dog tilbage kort efter pausen med en reducering, og små tyve minutter før tid udlignede Vendsyssel F.F. til slutresultatet 2-2.
Daniel ”Shoppen” Mogensen spillede i returopgøret mod Aaby, og igen var AaB-holdet klar fra start, og med et pragtmål tidligt i kampen fik "Shoppen" lagt en grobund til en pauseføring på 3-1.
Kort efter pausen fik Aaby bragt spænding i kampen med en reducering til 3-2, men "Shoppen" lukkede umiddelbart efter opgøret med målet til 4-2. Fem minutter før tid blev det også 5-2 til AaB, som dermed hev en samlet sejr hjem på 7-4.