AaB TV: Projekt Undgå Madspild

14. august 2019 kl. 08:14 af Rasmus Estrup

I over et år er det overskydende mad fra VIP-loungerne på Aalborg Portland Park blevet uddelt til familier i Aalborg, som er med til projekt Undgå Madspild, der er søsat af foreningen Tjen Aalborg i samarbejde med blandt andre AaB.

Maden, som laves af Victors Køkken og Catering, bliver dagen efter hver hjemmekamp afhentet og opdelt af seks frivillige fra Tjen Aalborg, som hver gang uddeler maden til 12 forskellige familier i Aalborg. Familierne, der er med i projekt Undgå Madspild, er fundet af forskellige boligforeninger i byen, og Stadsing leverer emballagen til maden. 

I videoen ovenfor kan du se mere om projekt Undgå Madspild, der er en del af Hele Nordjyllands Håndsrækning og fortsætter i denne sæson. 

Alle mand til Brøndby!

13. august 2019 kl. 14:06

Området omkring udebaneafsnittet på Brøndby Stadion blev i 2017 optimeret. Området uden for stadion er blevet asfalteret og vil blive indhegnet, så det skaber en udebanesektor, hvor fans af henholdsvis hjemme- og udehold bliver 100% adskilt.

Navn: Brøndby Stadion
Kapacitet: 28.000
Kapacitet udebaneafsnit: 1400
Placering udebaneafsnit: J. Jensen-tribunen

Billetpriser i forsalg: 
u/16 år: 20,- + gebyr
Voksen: 110,- + gebyr
Køb din billet her.

Billetpriser på kampdag: 
u/16 år: 50,- 
Voksen: 140,-

Transport til og fra Brøndby

Fælles: 
ASC arrangerer bustur: Læs mere og bestil her.

Vesttribunen arrangerer tur. Læs mere og bestil her.

Kør selv:

Adresse:
Brøndby Stadion 30 
2605 Brøndby

Brøndby Stadion er velforbundet med motorvejene omkring Brøndby Stadion, og det er derfor nemt at komme til adressen, som er Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby. Det anbefales, at du ankommer nordfra ved indkørslen til Brøndby Stadion.

Som udebanefan på Brøndby Stadion er der parkering for busser umiddelbart bag udebaneafsnittet i et indelukket område dedikeret til udebanefans. Såfremt der er plads, vil biler også kunne parkere i området. Alternativt anbefales parkering nord/nordvest for Brøndby Stadion.

Offentlig transport:

De nærmeste S-togs-stationer er Glostrup station og Brøndbyøster station. Herfra kan busserne 13,130, 166 og 500S benyttes til stoppestedet Gilhøj Centeret, der ligger lige ved indgangen til stadionområdet nord fra. Se endvidere rejseplanen for afgangstider.

Læs mere om udebaneafsnittet på Brøndby Stadion her. 

Facebook-event:

Vis at du tager med, tilmeld dig kampens Facebook-event via dette link.

AaB takker alle for deres støtte til holdet og Nordjylland på udebane.

Tags på denne nyhed

I dag er sidste frist for at komme på fanmosaik

13. august 2019 kl. 11:45 af Rasmus Estrup

Aalborg Portland hylder igen i denne sæson AaB's sæsonkortholdere med en ny fanmosaik på soklen af AaB Tyren, som ses på billedet til højre.

Den nuværende fanmosaik skal derfor udskiftes, så alle de nuværende sæsonkortholdere får mulighed for at få sit eget billede med i mosaikken, der former et AaB-logo. 

 

Den nye fanmosaik offentliggøres i forbindelse 3F Superligakampen mod FC København 1. september på Aalborg Portland Park. 

Via knappen nedenunder kan du som sæsonkortholder indsende et billede af dig selv. Sidste frist for at indsende billedet er i aften kl. 24.00. 

Bemærk: Hvis du er på den nuværende fanmosaik og også ønsker at være med på den næste, skal du indsende billedet igen. 

 

Billedet skal...

- Være kvadratisk
- Minimum være 800 x 800 px
- Maksimum fylde 5 mb
- Kun indeholde én person og vise ansigtet.
- Ikke indeholde krækende materiale.

AaB forbeholder sig retten til at frasortere billeder, der ikke overholder ovenstående.

Er du endnu ikke sæsonkortholder, kan du blive det her. 

Tags på denne nyhed

Kakeeto udlejes til finsk klub

13. august 2019 kl. 10:00 af Brian Andersen

Lejemålet gælder indtil, den finske turnering slutter i begyndelsen af november.

Sidste efterår var den centrale midtbanespiller udlejet til Jammerbugt FC, og 24-årige Kakeeto har kontrakt med AaB til udgangen af 2020.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Robert gjorde det tilfredsstillende, da han blandt andet forrige søndag fik chancen i udekampen mod FC Midtjylland, men som det også var tilfældet, da han blev udlejet for et års tid siden, så har vi god konkurrence på de centrale midtbanepositioner, hvorfor vi sammen har vurderet, at det vil være mest hensigtsmæssigt for Roberts udvikling at tilføje endnu et lejeophold.

HIFK Fotboll er efter 18 spillerunder placeret på en syvendeplads i den bedste finske fodboldrække, og Robert Kakeeto kan få debut i sin nye klub, når holdet på fredag aften spiller på udebane mod Inter Turku.

I AaB står Robert Kakeeto foreløbig noteret for 20 officielle kampe, mens det også er blevet til to A-landskampe for Uganda.

Tags på denne nyhed

Sløjt reserveholdsnederlag til Hobro I.K.

12. august 2019 kl. 15:14 af Rasmus Estrup

AaB tabte mandag eftermiddag 2-1 på hjemmebane til Hobro I.K. i reserveholdsturneringen efter en ringe præstation.

Kampens indledning var uden afslutninger, men 19 minutter inde i opgøret fik AaB tilkendt et straffespark, da Wessam Abou Ali blev nedlagt efter et fint oplæg fra Søren Tengstedt. Wessam Abou Ali tog selv straffesparket, og angriberen var sikker fra pletten, da han bragte AaB foran 1-0. 

Efter scoringen overtog Hobro I.K. initiativet, og efter 33 minutter udlignede gæsterne. AaB mistede bolden på egen banehalvdel, og Oliver Tychosen tog sigte udefra og udplacerede Andreas Hansen med en afslutning langs den ene opstander. 

Få minutter senere forsøgte Magnus Christensen sig med et langskud i den anden ende, men forsøget sad i favnen på Hobro-keeper Adrian Kappenberger. 

Tre minutter før pausen sendte Wessam Abou Ali en solid afslutning mod mål fra en spids vinkel, men Adrian Kappenberger fik fingerspidserne på forsøget mod fjerneste stolpe. 

Lige efter pausen fik Magnus Christensen også en god mulighed efter et fint opspil, men afslutningen mod målhjørnet gik forbi. 

Herfra formåede AaB ikke at sætte spillet, og en håndfuld minutter senere kom Hobro I.K. til en god afslutning fra kanten af feltet, men Andreas Hansen fik sendt afslutningen til hjørne. Hjørnesparket ramte panden på en af gæsterne, men inde på stregen kom Andreas Hansen i vejen og fik holdt læderet ude af målet.

Efter 63 minutter kom Hobro I.K. så fortjent foran 2-1. Gæsterne brød bolden på midten af banen og satte gang i en omstilling. Et indlæg fra venstresiden blev slået fladt indover til den sædvanlige Jyllandsseriespiller Mathias Poulsen, der fra det lille felt dirigerede bolden i mål. 

Mod slutningen kunne AaB trods stort spilovertag fortsat ikke få spillet sig igennem gæsternes kompakte defensiv. I stedet fik Hobro I.K. en ny omstillingsmulighed, men Zifalino Nsonsi fik lavet en glidende blokade på afslutningen. 

I slutminutterne kom både Jakob Ahlmann og Anders Bærtelsen til muligheder, men venstrebacken overplacerede sit forsøg og midtstopperen fik sin afslutning blokeret. Derfor tabte AaB 2-1, og er nu uden point efter de to første kampe i reserveholdsturneringen. 

- Det var en rigtig sløj præstation, og Hobro I.K. vandt fortjent. De første 25 minutter spiller vi okay, men derfra blev det værre og værre, som kampen skred frem, og til sidst er vi rigtig dårlige i vores boldomgang, beslutninger og duelspil, siger assistenttræner Lasse Stensgaard, der havde valgt følende startopstilling:

Andreas Hansen
Daniel Skovgaard Mortensen (U/19 Liga), Mathias Ross, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann
Magnus Christensen, Zifalino Nsonsi (U/19 Liga), Oliver Abildgaard
Søren Tengstedt, Wessam Abou Ali, Jeppe Pedersen (U/19 Liga)

I pausen blev Søren Tengstedt, Jeppe Pedersen og Daniel Skovgaard Mortensen erstattet af Anders Bærtelsen og U/19-ligaspillerne Oliver Børsting og Oliver Overgaard. 

AaB's næste reserveholdskamp spilles tirsdag 20. august kl. 14.00 på udebane mod AGF. 

Tags på denne nyhed
'