Vær med til opvarmning før dagens kamp

7. oktober 2018 kl. 11:28 af Martin Stigaard Skammelsen

Der er alle muligheder for at varme godt op til dagens opgør mod Brøndby I.F. på Aalborg Portland Park.

Fra kl. 16.00 åbner fanområdet foran Weber Tribunen med grillpølser, kolde fadøl og telt med live musik.

Ved AaB Tyren vil der kl. 17.15-17.30 være interviews med de to AaB-spillere Wessam Abou Ali og Bardhec Bytyqi, der efterfølgende vil dyste i en fanquiz mod to udvalgte AaB-fans.

Mød op og hils på de to spillere og kom i rette stemning inden dagens spændende kamp.

Vi ses på Aalborg Portland Park!

Tags på denne nyhed

Prøv en burger på Weber Tribunen i dag

7. oktober 2018 kl. 08:49

Den nye burgerbar er beliggende i den østlige ende af tribunen, hvor den nuværende bod er blevet ombygget til en burgerbar.

Med en pris på 45 kr. kan man lave en ”byg-selv” burgere, hvor man selv tilsætter tilbehør, dressing m.m. Vælger man en menu med tilhørende sodavand er prisen 75 kr., mens man med en tilhørende øl i menuen skal betale 85 kr.

AaB ønsker god appetit og god kamp til tilskuerne på Weber Tribunen.

Tags på denne nyhed

Abildgaard og Patrick Kristensen tilbage i AaB-truppen

6. oktober 2018 kl. 13:07 af Brian Andersen

AaB skal i morgen aften forsøge med en sejr at fastholde den nuværende tredjeplads i Superligaen, mens sidste sæsons pokalvindere og DM-sølvvindere fra Brøndby I.F. efter tre nederlag på stribe pludselig er havnet på en øjeblikkelig niendeplads i rækken.

Morten Wieghorst udtaler:

- AaB mod Brøndby har altid været en stor kamp i dansk fodbold, og det er den også i morgen aften – også selvom begge mandskaber møder op med et friskt nederlag i bagagen.

- Resultatmæssigt har Brøndby i de seneste uger været inde i en svag periode, og det skal vi gøre alt for at drage fordel af i morgen ved at præstere optimalt, så vi derved skaber usikkerhed hos modstanderen, siger Morten Wieghorst.

- Vi er overbeviste om, at Brøndby mod os vil fastholde deres aggressive spillestil, og derfor vil det givetvis også blive en mere åben kamp, end vi selv senest oplevede det mod OB i søndags, mener Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard og 32 Kasper Pedersen.

AaB’s skadesliste omfatter Wessam Abou Ali, Bardhec Bytyqi og Marco Ramkilde.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første fem hjemmekampe allerede er sikret en donation på 56.046 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod Brøndby I.F. her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af månedens mål i september

5. oktober 2018 kl. 18:39 af Rasmus Estrup

Da Tom van Weert mod Hobro I.K. lavede en tunnel for derefter med venstrepoten at smække bolden op i fjerneste målhjørne, scorede han ikke blot sit andet mål i AaB-trøjen. Han scorede også månedens mål i september. 

Det har AaB-fansene besluttet, da 76 procent af stemmerne faldt på Tom van Weerts mål, der dermed satte de ti andre kandidater til vægs. 

Alle fans der afgav sin stemme, deltog samtidig i lodtrækningen om en signeret AaB-udebanetrøje. Vinderen af trøjen blev Patrick, som kontaktes direkte på mail af AaB. 

På søndag kl. 18.00 har AaB muligheden for at score månedens første mål i oktober, når Brøndby I.F. gæster Aalborg Portland Park. Du kan købe billetter til den kamp her. 

Tags på denne nyhed

Flere end 8.500 billetter ude til Brøndby-kamp

5. oktober 2018 kl. 15:01 af Brian Andersen

Således er der i skrivende stund fredag eftermiddag flere end 8.500 billetter ude til søndagens Superligaopgør, hvor AaB skal forsøge at overvinde Brøndby I.F.

Der er kampstart kl. 18.00, og billetter kan i forsalg købes her.

Ligeledes åbnes dørene på Aalborg Portland Park en time før kickoff, hvor det også vil være muligt at købe billet.

Husk at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første fem hjemmekampe allerede er sikret en donation på 56.046 kr.

Tags på denne nyhed
'