AaB fastholder tredjeplads efter nederlag til OB

30. september 2018 kl. 17:52 af Rasmus Estrup

Efter en tam AaB-indsats tabte AaB søndag eftermiddag 1-0 til OB på Aalborg Portland Park, da Casper Nielsen scorede for gæsterne i første halvleg. Trods nederlaget indtager AaB stadig Superligaens tredjeplads. 

Søndagskampen begyndte chancefattigt, hvor et fladt indlæg efter en glidende tackling fra Jakob Ahlmann efter ni minutter var AaB's mest faretruende angreb i de første ti minutter. 

Kort efter fik OB så sendt opgørets første afslutning afsted. Bashkim Kadrii afdriblede Jores Okore og prøvede lykken fra feltkanten, men OB-angriberen sendte bolden et par meter over mål. 

Efter et kvarters spil viste AaB i en sekvens fine takter offensivt. Kasper Kusk fandt Lucas Andersen, som lagde bolden af til Jakob Ahlmann, men backens indlæg nåede lige akkurat ikke frem til Rasmus Thellufsen. Nordjyderne fastholdt dog angrebet, og Lucas Andersen fik til sidst afsluttet fra distancen, men forsøget blev blokeret. 

I stedet kunne gæsterne efter 17 minutter bringe sig foran 1-0. En fejl i AaB's defensiv gav pludselig OB meget plads et par meter uden for feltet. Casper Nielsen tog sigte og sparkede flot bolden højt op i fjerneste målhjørne uden for Jacob Rinnes rækkevidde. 

Midtvejs i første halvleg var fynboerne tæt på at øge føringen. Gæsterne fik afværget et AaB-indlæg og sat en omstilling i gang. Bashkim Kadrii drev bolden fra eget felt og hele vejen ned til AaB's straffesparksplet, hvorfra angriberen sparkede en meters penge forbi den ene opstander. 

Efter et dusin minutter med et par ufarlige indlæg som de mest farlige momenter i begge ender var AaB efter 36 minutter tæt på en udligning. En afslutning fra Kasper Kusk blev rettet af og endte i modsatte side hos Lucas Andersen. Efter samspil med Jakob Ahlmann endte bolden hos Filip Lesniak som trykkede af, men sendte bolden i sidenettet. 

Kort efter fik AaB en ny, fin mulighed, da Kasper Pedersen nåede op til et hjørnespark mod bagerste stolpe, men forsvarsspillerens hovedstød gik tæt forbi mål. 

AaB kom offensivt ud til anden halvleg, men spillet flød stadig ikke som ønsket. Seks minutter efter pausen fik Kasper Kusk dog trykket af fra distancen, men bolden gik over. 

Kort efter forsøgte den tidligere AaB-angriber Anders K. Jacobsen sig med en afslutning udefra, men forsøget blev straks blokeret. 

Anden halvlegs hidtil bedste mulighed tilfaldt gæsterne efter 62 minutter. OB fik spillet igennem AaB-forsvaret og inde i AaB-feltet kom Julius Eskesen til en kompetent afslutning, som var uden chance for Jacob Rinne, men den prellede af på ydersiden af fjerneste stolpe. 

Små fem minutter senere kom gæsternes Mathias Jørgensen også til afslutning i AaB-feltet, men forsøget fra den spidse vinkel gik forbi fjerneste stang. 

Kort efter forsøgte AaB's indskiftede tysker, Philipp Ochs, sig med et frispark, men venstrebenssparket gik lige forbi nærmeste opstander. 

Med tyve minutter igen prøvede Lucas Andersen sig fra distancen efter et hurtigt temposkifte, men hans forsøg endte på Spar Nord Tribunen. 

AaB sad i denne fase stærkt på spillet, men de store, åbenlyse chancer var svære at få skabt. Derfor var det igen fra distancen, at Philipp Ochs to gange på to minutter senere måtte forsøge sig. Det første skud blev blokeret på vej mod mål, og det andet gik et pænt stykke over.

AaB's jagt på en udligning gav sprækker i den modsatte ende, og med 15 minutter igen løb Mathias Jørgensen fra både Jores Okore og Kasper Pedersen og sikrede sig selv en friløber. Men inde i målet leverede Jacob Rinne en pragtredning. 

Et par minutter senere fik Bashkim Kadrii sendt en ny afslutning mod mål, men denne gik forbi. 

AaB havde meget svært ved at lirke OB-defensiven op, og trods stort spilovertag i slutminutterne udeblev de store målchancer til hjemmeholdet. I stedet var gæsterne tæt på en scoring i tillægstiden, men Mathias Jørgensens afslutning gik forbi AaB-målet.

I tillægstiden smed AaB alt frem på en dødbold, men læderet endte i hænderne på OB-keeperen, hvorefter dommer Peter Kjærsgaard fløjtede kampen af. 

Derfor blev det til et nederlag på 1-0. Dermed har AaB fortsat 18 point i Superligaen, hvilket rækker til en tredjeplads i Superligaen.

Hele Nordjyllands Hold spiller allerede på søndag igen hjemme på Aalborg Portland Park, hvor Brøndby I.F. kommer på besøg kl. 18.00. Køb allerede nu dine billetter til kampen her. 

Matchfacts - Superligaen 11. spillerunde

AaB-OB 0-1 (0-1)
18. min 0-1 Casper Nielsen
Advarsler AaB: Frederik Børsting (72), Jakob Ah
Advarsler OB: Ingen 
5.739 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Frederik Børsting, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk (65: Philipp Ochs), Magnus Christensen, Filip Lesniak (57: Kasper Risgård), Rasmus Thellufsen (75: Wessam Abou Ali), Tom van Weert, Lucas Andersen. 

OB (3-5-2): Sten Grytebust, Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov, Alexander Ludwig, Ryan Laursen, Casper Nielsen (53: Jens Jakob Thomasen), Janus Drachmann, Julius Eskesen, Jacob Barett Laursen, Anders K. Jacobsen (63: Mathias Jørgensen), Bashkim Kadrii (79: Mikkel Desler).

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AaB-OB

30. september 2018 kl. 09:35 af Rasmus Estrup

I dag kl. 16.00 skal AaB forsøge at spille sig nærmere toppen i Superligaen, når OB kommer på besøg på Aalborg Portland Park. Du kan købe billetter til eftermiddagens kamp her, eller i billethusene ved Aalborg Portland Park fra kl. 15.00. 

I de seneste to kampe har AaB scoret ti mål, og i dette tilbageblik, som du kan se øverst, har AaB TV samlet 11 tidligere hjemmebanescoringer mod OB.

Se blandt scoringer fra Dickson Nwakaeme, Chris Rolfe, Christian Bassogog, Lukas Spalvis, Thomas Augustinussen, Thomas Enevoldsen, Frederik Børsting, Kasper Risgård og anfører Rasmus Würtz. 

Tags på denne nyhed

Lucas Andersen foran hjemmebanecomeback

29. september 2018 kl. 16:20 af Rasmus Estrup

Søndag eftermiddag kl. 16.00 kommer OB på besøg på Aalborg Portland Park. Gæsterne kommer ind til opgøret med en sejr på 4-0 over AC Horsens i frisk erindring, mens Hele Nordjyllands Hold skal forsøge at følge op på to udesejre i træk på 5-0 over henholdsvis Hobro I.K. og FC Roskilde. 

- Nu er vi tilbage på hjemmebane, og med fansene i ryggen skal vi forsøge at fuldende en indtil videre rigtig god uge. Det kræver en rigtig god præstation fra vores side, for det er den sværeste kamp i denne uge, siger cheftræner Morten Wieghorst. 

- OB har et godt hold, og nu er deres resultater også begyndte at flugte med deres præstationer. De har ligesom os kun tabt en af deres seneste fem Superligakampe - i øvrigt mod Esbjerg fB ligesom os - og det er et hold, der er i stand til at kombinere sig igennem og skabe chancer, siger cheftræneren.

- Det er vi opmærksomme på, ligesom vi selvfølgelig også er bevidste om, at vi fortsat skal blive bedre på den sidste del af banen. I vores to seneste kampe har vi fået skruet op for antallet af chancer, og det skal vi forsøge at gøre igen i morgen, velvidende at det bliver sværere, siger cheftræner Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 20 spillere til søndagskampen mod OB.

1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen og 33 Bardhec Bytyqi. 

På skadelisten er kun Marco Ramkilde. 

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første fire hjemmekampe allerede er sikret en donation på 44.568 kr. Køb i forslag din billet til den vigtige kamp mod OB her. 

Tags på denne nyhed

Bliv klædt varmt på til OB-kampen for kun 150 kr.

29. september 2018 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

De kolde efterårsmåneder banker på døren, men for at du skal undgå fryse, når du besøger Aalborg Portland Park, er der i morgen til OB-kampen pakketilbud på en valgfri hue og et valgfrit halstørklæde for kun 150 kr. 

Tilbuddet gælder kun i morgen i AaB Fanshop og AaB Souvenirbod ved Aalborg Portland Park fra kl. 15.00. 

Du kan købe billetter til søndagskampen her eller i billethusene ved Aalborg Portland Park, der i morgen åbner kl. 15.00. 

Tags på denne nyhed
'