U/19 og U/17 sejrede mod SønderjyskE

4. oktober 2018 kl. 08:55 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: SønderjyskE 0-4 AaB

AaB's U/19-ligahold tog en stor sejr på udebane mod SønderjyskE, da nordjyderne vandt 4-0. 

AaB var fra første fløjt dominerende mod et kompakt og stærkt sønderjysk mandskab, der satsede på omstillinger, der stod godt defensivt især i første halvleg

Først efter 66 minutter fik gæsterne hul på bylden, da Nicolai Bech Laursen med et hårdt, fladt indlæg fandt Oliver Klitten, som sparkede kampens første mål i nettet. 

Scoringen førte flere store chancer med sig, og ti minutter senere fordoblede Mikkel Kaufmann føringen, da han sikkert eksekverede en dybdebold ved 2-0-målet. 

Fem minutter før tid blev Oliver Klitten dobbelt målscorer, da han med sin syvende sæsonscoring sikkert gjorde det til 3-0 på en dybdebold.

Minuttet senere lukkede Emil Rask Colding kampen, da han på en ripost fra Mikkel Kaufmann scorede til 4-0. 

- Vi leverer en gennemført indsats mod et SønderjyskE-hold, der leverer en stærk præstation, hvor vi i første halvleg har svært ved at bryde igennem dem. Men som kampen skrider frem bliver vi bedre til det, og vi snupper en vigtig sejr, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard. 

AaB ligger lige nu på andenpladsen i U/19 Ligaen og spiller først igen 27. oktober på udebane mod FC København. 

U/17 Ligaen: SønderjyskE 1-4 AaB

Trods et tidligt føringsmål til SønderjyskE vandt AaB's U/17-ligahold i går 4-1 på udebane mod sønderjyderne.

Allerede efter syv minutter kom de gæstende nordjyder bagud på grund af en misforståelse i defensiven. Mod et meget kompakt og hårdtarbejdende sønderjysk mandskab fik AaB dog hurtigt rettet op på fejlen, og fem minutter senere blev et indlæg fra Oliver Henriksen dirigeret i eget net af en af SønderjyskE-spillerne. 

Kort før pausen kunne AaB så bringe sig i front. Et hjørnespark gik forbi en misset clearing fra hjemmeholdet, og så stod Marcus Serup Hannesbo klar til at sparke bolden over stregen til en nordjysk føring på 2-1. 

I den sidste del af kampen var AaB i kontrol, og med et kvarter igen var Oliver Henriksen og Marcus Serup Hannesbo igen involveret i en AaB-scoring. Førstnævnte sendte et indlæg ind i panden på sidstnævnte, der headede bolden mod mål. Før læderet passerede stregen sendte Casper Gedsted Hansen bolden det sidste stykke over stregen til 3-1. 

Fem minutter før slutfløjt slog Casper Gedsted Hansen sidste søm i SønderjyskE-kisten. Et godt AaB-opspil endte hos Casper Gedsted Hansen, som flot sparkede bolden i mål til slutresultatet 4-1. 

- Vi viser en opadgående kurve i vores spil, og det gjorde vi også i går. Derfor kan det godt ærgre lidt, at der er en måned til næste kamp. Omvendt har vi nu mulighederne for at arbejde meget med nuancerne i vores spil, så vi kan blive styrket inden næste kamp, siger U/17-ligatræner David Olsen.  

Med sejren indtager AaB 10. pladsen i U/17 Ligaen. Holdet spiller først igen 3. november på hjemmebane mod OB. 

Tags på denne nyhed

AaB-Brøndby I.F. kampinformation

4. oktober 2018 kl. 07:58 af Rasmus Estrup

Kampinfo

Spillerunde: 12
Spilledato: Søndag 7. september 2018
Kick-off: Kl. 18.00
Dørene åbner kl. 17.00
Dommer: Jakob Kehlet

Billetter

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Park i billethusene, som åbner kl. 17.00.

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart.

Tilhængere fra Brøndby I.F.

Læs praktiske informationer for gæstende fans på Aalborg Portland Park via dette link

Scan din billet fra mobilen

Husk at du kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.   

Opvarmning før kampen

Fra kl. 16.00 kan du varme op til kampen ved AaB-tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen, live musik og Faxe Kondi fancan.

Der sælges 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. Du kan naturligvis også nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill.

Fanquiz ved AaB Tyren

To AaB-fans får mulighed for at dyse i en fanquiz med to AaB-spillere fra kl. 17.15 ved AaB Tyren. Deltagerne får mulighed for at vinde værdikuponer til boderne på Aalborg Portland Park. Vil du gerne være en af de to deltagende fans, så klik ind på AaB's officielle Facebook-side og deltag i konkurrencen om en plads på scenen til fandysten.

Pakketilbud på huer og halstørklæde for 150 kr.

Igen på søndag kan du blive klædt varmt på inden kampen. På søndag vil er der nemlig igen et pakketilbud med en valgfri hue og et valgfrit halstørklæde for kun 150 kr. 

Tilbuddet gælder kun i AaB Fanshop og AaB Souvenirbod, der åbner kl. 17.00 på søndag.

Burgerbar på Weber Tribunen og sandwiches i boderne

Der bliver fortsat solgt "byg-selv" burgere i den østlige ende af Weber Tribunen, mens der i boderne på Aalborg Portland Park sælges frisklavet sandwich fra Nadias Sandwich.

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for søndagens kamp er #AaBBIF – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også kan betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Sct. Joseph. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00 eller på kampdagen i billethusene på Aalborg Portland Park.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

 

Tags på denne nyhed

Oplevelser for livet - for 85 kr. om måneden

3. oktober 2018 kl. 19:20 af Rasmus Estrup

Med et sæsonkortabonnement for 85 kr. om måneden får du altid adgang til alle AaB's hjemmekampe, og du slipper for den årlige gentegning, samt at skulle betale for en hel sæson ad gangen. 

Du får et sæsonkort, som du kender det; samme faste plads, et fysisk sæsonkort samt en række fordele som sæsonkortholder.

Priserne starter fra 85 kr. om måneden for en voksen og 45 kr. for et barn. 

Tegner du abonnement inden kampen mod Brøndby I.F. på søndag, får du for 85 kr. billet til to søndagskampe i den første måned, nemlig mod Brøndby I.F. 7. oktober og Vendsyssel F.F. 28. oktober. 

For et nytegnet abonnement er der 6 måneders binding fra oprettelsesdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned + 1 måned.

Ud over din faste plads til alle AaB’s Superligakampe og DBU Pokalkampe på Aalborg Portland Park, får du med et sæsonkortabonnement også mulighed for gratis at videresende din billet.

Du inviteres desuden til pre-season-arrangement, og i AaB Fanshop og AaB Souvenirbod får du 10% rabat.

Tags på denne nyhed

Fanquiz ved AaB Tyren søndag

3. oktober 2018 kl. 15:13 af Martin Stigaard Skammelsen

Fra kl. 17.15 vil der være interview med to AaB-spillere som optakt til dagens kamp, og efterfølgende vil to fans kunne prøve deres viden mod de to AaB-spillere med mulighed for at vinde værdikuponer til boderne på Aalborg Portland Park.

Vil du gerne være en af de to deltagende fans, så klik ind på AaB's officielle Facebook-side og deltag i konkurrencen om en plads på scenen til fandysten.

Tags på denne nyhed

Tre AaB'ere udtaget til U/20- og U/21-landshold

3. oktober 2018 kl. 12:12 af Rasmus Estrup

De to midtbanespillere Filip Lesniak og Oliver Abildgaard er udtaget til hver sit U/21-landshold, mens angriber Wessam Abou Ali er på det danske U/20-landshold.  

Slovakiske Filip Lesniak er udtaget til de to sidste EM-kvalifikationskampe for det slovakiske U/21-landshold. Første opgør spilles i Slovakiet 12. oktober mod Estland, mens den følgende EM-kvalifikationskamp spilles på udebane mod Nordirland 16. oktober. Slovakiet indtager inden de to kampe andenpladsen i sin pulje. De fire bedste andenpladser kvalificerer sig til EM, og lige nu er Slovakiet ottendebedste toer. 

For Oliver Abildgaard gælder det også de to afgørende EM-kvalifikationskampe. 12. oktober møder Danmark Polen i en direkte duel om puljens førsteplads, som Danmark lige nu indtager med et point ned til polakkerne. 16. oktober spiller Danmark så mod Færøerne i den sidste EM-kvalifikationskamp. Begge Danmarks kampe spilles på Aalborg Portland Park. 

Wessam Abou Ali er udtaget til U/20-landsholdet, som spiller to venskabskampe i spanske Marbella. 10 oktober gælder det en kamp mod Rusland, og 13. oktober skal Danmark møde Sverige. 

Mens Filip Lesniak har optrådt otte gange på Slovakiets U/21-landshold, har Oliver Abildgaard spillet tre U/21-landskampe for Danmark. Wessam Abou Ali har endnu ikke debuteret på U/20-landsholdet. 

I den danske U/21-landsholdstrup er desuden også de to tidligere AaB-spillere Joakim Mæhle og Jannik Pohl. 

'