Oliver Abildgaard er tilbage for AaB, når det søndag eftermiddag gælder mødet med FC København på Aalborg Portland Park.
I Aalborg er der ofte tale om tætte opgør mellem de to klubber, og AaB har fået point i de seneste to indbyrdes dueller på nordjysk græs, hvoraf den seneste i maj 2018 blev vundet.
AaB-cheftræner Morten Wieghorst udtaler:
- Vi møder Superligaens førerhold, der tilmed er inde i en god stime, hvorfor der også skal en stor præstation til fra vores side i morgen, hvis vi skal vinde.
- Motivationen fra vores side er stor, og vi er klar over, at vi skal op i det leje, som vi leverede i første halvleg af den seneste kamp mod FC Nordsjælland, hvor vi også formåede at skabe en del chancer, konstaterer Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 spillere:
1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 27 Oliver Abildgaard, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og U/19 Ligaspiller Mikkel Kaufmann.
Frederik Børsting har karantæne, mens skadeslisten stadig omfatter Wessam Abou Ali, Magnus Christensen, Mathias Ross og Marco Ramkilde.
AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 85.446 kr. Køb i forsalg billet til dysten mod FC København her.