AaB TV: Tilbageblik på AaB-FC København

11. november 2018 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

I eftermiddag kl. 16.00 gæster FC København Aalborg Portland Park i 16. runde af Superligaen. Op til kampen kan du i dette tilbageblik se fem tidligere AaB-kasser på hjemmebane mod FC København. 

I tilbageblikket er der blandt andet et gensyn med scoringer af Kasper Kusk, Filip Lesniak og Jeppe Curth. 

Har du endnu ikke købt billet til dagens Superligakamp, kan du købe dine billetter i billethusene på Aalborg Portland Park fra kl. 15.00 eller i forsalg her på aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Abildgaard tilbage fra karantæne

10. november 2018 kl. 15:31 af Brian Andersen

I Aalborg er der ofte tale om tætte opgør mellem de to klubber, og AaB har fået point i de seneste to indbyrdes dueller på nordjysk græs, hvoraf den seneste i maj 2018 blev vundet.

AaB-cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Vi møder Superligaens førerhold, der tilmed er inde i en god stime, hvorfor der også skal en stor præstation til fra vores side i morgen, hvis vi skal vinde.

- Motivationen fra vores side er stor, og vi er klar over, at vi skal op i det leje, som vi leverede i første halvleg af den seneste kamp mod FC Nordsjælland, hvor vi også formåede at skabe en del chancer, konstaterer Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 27 Oliver Abildgaard, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og U/19 Ligaspiller Mikkel Kaufmann.

Frederik Børsting har karantæne, mens skadeslisten stadig omfatter Wessam Abou Ali, Magnus Christensen, Mathias Ross og Marco Ramkilde.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 85.446 kr. Køb i forsalg billet til dysten mod FC København her.

Tags på denne nyhed

Kom i julehumør med AaB

10. november 2018 kl. 09:10

Selvom det kun er den 10. november, gør vi i AaB Webshop allerede klar til den forestående julefest.

Nu kan du pynte juletræet med AaB-julekugler, mens du i den varme AaB-julesweater kan vise, hvem du holder med i den festlige juletid.

Dette års AaB-sweater kan blive din for bare 375 kr. (325 kr. for børn), og i år har vi hele tre varianter af julekuglen på hylderne; en rød, en hvid og en rød med stjerner.
For 99 kr. får du én julekugle, mens to koster dig 149 kr. Skal du have flere end to julekugler, sparer du 25% på hver ekstra julekugle, du lægger i kurven.

Kig forbi webshoppen allerede nu eller fra kl. 14.00 i AaB Fanshop i morgen før kampen mod FC København.

Tags på denne nyhed

Vidste du om AaB og FC København…

9. november 2018 kl. 12:07 af Brian Andersen

- at den forestående dyst er Superligakamp nummer 83 mellem AaB og FC København. Statistikken siger 18 sejre til AaB, 22 uafgjorte og 42 nederlag samt en målscore på 88-138 set med AaB’s øjne.

- at AaB vandt det seneste Superligaopgør mod FC København i Aalborg og endda med et clean sheet. Hvis AaB kan formå at holde nullet igen mod FC København, vil det være første gang siden august 1995-september 1996, at AaB præsterer to clean sheets i træk mod FC København i Aalborg.

- at det seneste indbyrdes møde i Aalborg 13. maj 2018 sluttede med en 1-0 gevinst til AaB efter scoringen i sidste minut af Kasper Kusk.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (1 mål) også Jakob Blåbjerg (2 mål), Kasper Risgård (2), Filip Lesniak (1) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Superligakamp mod FC København.

- at november traditionelt ikke plejer at være den bedste måned for AaB til at møde FC København i Superligaen, idet de 12 tidligere november-opgør er endt med syv nederlag, tre uafgjorte og kun to sejre. Begge sejre er dog faldet på Aalborg Portland Park, men daterer sig til 2008 og 2009.

- at ud af de 82 tidligere Superligakampe har AaB scoret først i 29 tilfælde, hvilket har resulteret i 15 sejre, ni uafgjorte og fem nederlag. Omvendt har FC København scoret kampens første mål i 49 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, ni uafgjorte og 37 nederlag.

- at AaB har tabt de tre seneste Superligakampe på Aalborg Portland Park. Hvis det ikke for første gang i otte år, siden august-oktober 2010, skal blive til fire nederlag i træk på hjemmekampe, kræver det således point mod FC København.

- at AaB i tilfælde af tre point mod FC København vil opnå sejr nummer 375 i Superligaen (ud af 925 Superligakampe). Denne milepæl har kun dagens modstander fra FC København samt Brøndby I.F. tidligere passeret i Superligaen.

- at hvis Kasper Risgård scorer mod FC København, vil det være hans tredje scoring mod FC København i Superligaen. Begge tidligere scoringer har også været for AaB, senest i marts 2016, og hvis det lykkes, vil det samtidig være hans scoring nummer 50 for AaB i alle officielle turneringer.

- at AaB i tilfælde af et dømt straffespark mod sig vil passere 100 begåede straffespark i Superligaen. AaB vil i givet fald være den første klub i Superligaen til at passere den milepæl.

- at dommer Michael Tykgaard søndag dømmer sin sjette Superligakamp mellem AaB og FC København. Bemærkelsesværdigt nok har han været dommeren i de to forudgående tilsvarende opgør, hvorfor han med sit tredje dømte opgør i træk vil have dømt tre ud af fire opgør mellem de to klubber i 2018.

- at AaB senest var i aktion i Superligaen på datoen 11. november, da det i 2013 blev 4-1 på udebane mod Randers FC efter et hattrick af Kasper Kusk og en enkelt træffer af den nuværende FCK-spiller Nicolaj Thomsen.

- at Jakob Ahlmann søndag kan spille sin officielle kamp nummer 175 for AaB. Siden debuten i maj 2010 har Jakob Ahlmann spillet 156 Superligakampe, 17 kampe i pokalturneringen samt en enkelt europæisk kamp.

- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2018 går ubeskåret til Ønskeland i Brovst, som efter efterårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 85.446 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod FC København her.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Nye kamptidspunkter i eSuperligaen offentliggjort

9. november 2018 kl. 11:11 af Rasmus Estrup

I mandags begyndte eSuperligaen, og AaB står efter de to første runder med tre point takket være en sejr over Vendsyssel F.F. i første runde. 

AaB's eSuperligahold skal igen i aktion på mandag, hvor holdet skal forsøge at drille en af eSuperligaens største favoritter, FC København. 

Derudover er der nu fastlagt tidspunkter for kampene frem til runde 8.

AaB's kampprogram ser altså nu således ud: 

3. runde - Mandag 12. november kl. 19.30 - AaB-FC København

4. runde - Tirsdag 13. november kl. 18.15 - Vejle Boldklub-AaB

5. runde - Mandag 19. november kl. 19.30 - AaB-FC Helsingør

6. runde - Tirsdag 20. november kl. 17.15 - FC Midtjylland-AaB

7. runde - Mandag 26. november kl. 18.15 - AaB-Esbjerg fB

8. runde - Tirsdag 27. november kl. 18.15 - Silkeborg I.F.-AaB

Kamptidspunkterne i runde 9 til runde 15 er endnu ikke fastlagt, men du kan se AaB's modstandere i grafikken til højre. 

Kampene i eSuperligaen vises på Dplay eller Canal9. 

Tags på denne nyhed
'