Point i den jyske klassiker vil sikre AaB plads i Top 6

17. marts 2018 kl. 15:16 af Brian Andersen

Morgendagens modstander fra AGF har – med bare ét nederlag i de seneste otte kampe – ligesom AaB vist stabilitet henover en længere periode om end kun to af aarhusianernes respektive opgør er resulteret i sejre.

AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Efter en pointmæssig skidt indledning på sæsonen har spillerne kæmpet hårdt for at bringe os i en position, hvor vi selv kan afgøre tingene i forhold til vores målsætning, og nu har vi udelukkende fokus på at præstere, så vi fuldfører opgaven.

- AGF har dog klart forbedret sig i foråret, hvor de har været svære at score imod, hvilket har bragt dem vigtige point. De spiller mere kontrolleret og er godt organiserede og fysisk stærke, men vi har en god tro på os selv – også på udebane – og vi meget opsatte på at sikre klubben og vores supportere det nødvendige resultat i morgen, siger Morten Wieghorst, der efter lørdagens træningspas har udtaget følgende 20 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 30 Wessam Abou Ali og 32 Kasper Pedersen.

AaB-fans kan med plads i udebaneafsnittet (indgang D5 og D6) købe billet for kun 50 kr. (voksen) og 25 kr. (barn under 18 år).

Tags på denne nyhed

Vidste du om AGF og AaB…

16. marts 2018 kl. 14:25 af Brian Andersen

- at den forestående duel er Alka Superligakamp nummer 78 mellem AaB og AGF. Statistikken siger 35 sejre til AaB, 18 uafgjorte og 24 nederlag samt en målscore på 123-109 i AaB’s favør.

- at AaB med blot et point mod AGF kvalificerer sig til Mesterskabsslutspillet med deltagelse af Grundspillets seks bedste klubber. Nederlag kan også være nok for AaB, såfremt Hobro I.K. ikke tager tre point ude mod Brøndby I.F., eller at AC Horsens ikke vinder hos Lyngby Boldklub.

- at AaB har fået point i ni ud af de seneste 11 Alka Superligakampe mod AGF, der er endt med seks sejre, tre uafgjorte og to nederlag. På Ceres Park er de seneste seks Alka Superligakampe mellem AGF og AaB endt med tre sejre til hver klub.

- at AaB i den seneste indbyrdes duel i Aarhus 24. april 2017 tabte 4-0, mens AaB’s seneste sejr på Ceres Park forekom 19. februar 2017, hvor AaB sejrede 2-1 efter scoringer af Jakub Sylvestr og Jannik Pohl.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Jannik Pohl (1 mål) også Kasper Kusk (2 mål), Rasmus Thellufsen (1), Edison Flores (1), Kasper Pedersen (1) og Kasper Risgård (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod AGF.

- at ud af de 77 tidligere Alka Superligakampe mod AGF har AaB scoret først i 32 tilfælde, hvilket har resulteret i 26 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har AGF scoret kampens første mål i 40 tilfælde, hvilket dog har givet AaB ni sejre, ti uafgjorte og 21 nederlag.

- at de 77 tidligere Alka Superligakampe mellem AGF og AaB har budt på i alt 13 udvisninger. Den seneste faldt dog i maj 2008, hvilket vil sige, at der ikke har været en udvisning i de seneste 23 Alka Superligakampe mellem AaB og AGF.

- at AaB har vundet fire ud af sine fem seneste Alka Superliga-udekampe, hvoraf de tre af kampene har været med clean sheets (alle tre kampe endte 1-0). Samtidig har AaB scoret i de seneste syv Alka Superliga-udekampe, hvilket AaB ikke har præsteret bedre siden november 2013-maj 2014.

- at AaB er ubesejret i klubbens fire tidligere Alka Superligakampe afviklet på datoen 18. marts, hvor det er blevet til to sejre og to uafgjorte. Seneste opgør på denne dato var i 2016, hvor det blev til 2-2 mod… AGF. Her bidrog en fuldtræffer af Lukas Spalvis og et selvmål fra Jens Jönsson for AaB i opgøret i Aalborg.

- at AaB-cheftræner Morten Wieghorst har vundet den enlige Alka Superligakamp, hvor han tidligere har stået over for sin kollega hos AGF, David Nielsen. Generelt har Wieghorst en god statistik mod AGF, 6V-3U-4T, selvom de to seneste opgør ikke har givet sejr.

- at AaB’s fem seneste Alka Superligakampe mod AGF afviklet på en søndag i Aarhus er endt med point til AaB (3V-2U-0T). Seneste søndagsopgør var i februar 2017, hvor Jannik Pohl sikrede sejren på 2-1 i kampens sidste minut efter en dramatisk affære med ni advarsler.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Talent- og Teknikskolerne starter i dag

16. marts 2018 kl. 14:22 af Rasmus Estrup

Topcentrene startede i februar, og i dag triller bolden for første gang på Talent- og Teknikskolerne. Det sker seks forskellige steder fordelt over hele Nordjylland, mens den syvende og sidste skole starter op efter påsken. 

Talent- og Tekniskskolerne er det, der erstatter AaB's tidligere Talentskoler. Udover navneskiftet er der også den forskel, at Talent- og Teknikskolerne i dag er en del af FNF, Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde, som er et samarbejde mellem Hobro I.K., Hjørring I.F. og AaB på U/10-U/12-årgangene.

Det betyder også, at Talent- og Teknikskolerne ”kun” er for U/10-U/12 årgangene modsat tidligere, hvor også U/13-spillere deltog. 

- Det glæder os rigtig meget, at vi i dag starter Talent- og Teknikskolen op. Efter en god start i februar med de tre Topcentre i Hjørring, Hobro og Aalborg, hvor ca. 160 børn træner på livet løs hver fredag, er det nu blevet tid til, at ca. 220 ekstra børn i årgangene U/10 til U/12 kommer ud på banerne, siger AaB's talentchef, Anders Damgaard.

På DBU's foranledning har vi sammen med Hobro I.K. og Hjørring I.F. oprettet Topcentre-projektet i Nordjylland, og det er et projekt med elitefokus. Men vi synes, det er lige så vigtigt, at endnu flere børn i alderen 9-11 år nu får mulighed for ekstra fodboldtræning via Talent- og Teknikskolerne. Vi må ikke glemme bredden i talentudviklingen, siger talentchefen. 

Se nærmere om hvor og hvornår Talent- og Teknikskolerne starter her: 
https://aabsport.dk/talent/faelles-nordjysk-fodboldsamarbejde/talent-og-teknikskoler/

Spørgsmål vedrørende Talent- og Teknikskolerne kan stilles til mak@as-aab.dk.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AGF-AaB

15. marts 2018 kl. 15:00 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

Rinne udtaget til Sveriges landshold

15. marts 2018 kl. 11:33 af Rasmus Estrup

AaB's målmand Jacob Rinne er netop blevet udtaget til det svenske landshold, der senere i marts spiller to testkampe mod henholdsvis Chile den 24. marts og Rumænien den 27. marts. 

Testkampene er en del af Sveriges forberedelser til sommerens VM-slutrunden i Rusland, hvor de nordiske naboer er i gruppe med Sydkorea, Tyskland og Mexico. 

24-årige Jacob Rinne stod senest for det svenske ligalandshold i januar, da de besejrede Danmarks kombinerede U/21- og ligalandshold. AaB-keeperen er noteret for to A-landskampe, og tre U/21-landskampe for Sverige. 

Tags på denne nyhed
'