Skæve vinkler på 2. påskedags brag på Aalborg Portland Park mellem AaB og Brøndby I.F.
Vidste du således…
- at du i forsalg kan sikre en billet her.
- at det forestående opgør er Alka Superligakamp nummer 86 mellem AaB og Brøndby I.F. Statistikken siger 26 sejre til AaB, 26 uafgjorte og 33 nederlag samt en målscore på 114-120 set med AaB’s øjne.
- at Brøndby I.F. mod AaB er det mest spillede opgør i Alka Superligaen, idet de to klubber er de eneste klubber, der har spillet samtlige sæsoner siden Alka Superligaens etablering i 1991. Dog har Brøndby I.F. spillet to Alka Superligakampe flere end AaB, idet Brøndby I.F. i sidste sæson endte i mesterskabsspillet, hvorimod AaB endte i gruppespillet.
- at AaB ikke har besejret Brøndby I.F. i de fire seneste Alka Superligakampe, der er endt med to nederlag og to uafgjorte. Hvis det heller ikke bliver til tre point mandag mod Brøndby I.F., vil det være første gang siden oktober 2002-august 2005, at AaB ikke besejrer Brøndby I.F. i fem Alka Superligakampe i træk.
- at klubberne senest mødte hinanden 18. februar 2018, hvor duellen på Aalborg Portland Park sluttede 1-1 efter en AaB-udligning af Jores Okore.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Jores Okore (1 mål) også Rasmus Würtz (4 mål), Kasper Kusk (1), Patrick Kristensen (1) og Kasper Risgård (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod Brøndby I.F.
- at AaB tidligere har mødt Brøndby I.F. to gange i en Alka Superligakamp i Aalborg på en mandag. Seneste tilfælde var i 1999, hvor kampen endte uden scoringer, hvorimod kampen i 1992 endte med en sejr på 4-0 til AaB efter et pletskud af Ib Simonsen og et hattrick af Peter Møller.
- at AaB har fået point i 90,6 procent af opgørene mod Brøndby I.F. i Alka Superligaen, når AaB har scoret kampens første mål. De 32 kampe med nordjysk scoring først er endt med 22 sejre, syv uafgjorte og blot tre nederlag.
- at AaB kun har tabt én ud af de seneste ti Alka Superligakampe mod Brøndby I.F. på Aalborg Portland Park (7V-2U-1T). Det er imidlertid ikke blevet til sejr i nogen af de to seneste opgør på Aalborg Portland Park, men AaB har ikke spillet tre Alka Superliga-hjemmekampe mod Brøndby I.F. uden sejr siden november 2008-november 2010.
- at hvis AaB formår at score mindst to mål mod Brøndby I.F. mandag aften, vil det andet mål være scoring nummer 1.000 mod Brøndby I.F. i Alka Superligaen. Det vil i givet fald gøre Brøndby I.F. til den femte klub til at få 1.000 scoringer mod sig efter AGF, AaB, OB og Silkeborg I.F.
- at AaB er ubesejret i de fem seneste Alka Superliga-hjemmekampe, der er endt med én sejr og fire uafgjorte. Det er AaB’s bedste periode på hjemmebane siden august-november 2014, hvor det blev til tre sejre og tre uafgjorte i træk.
- at AaB og Brøndby I.F. har mødtes i en DM-kamp to gange tidligere på datoen 2. april, men ikke i Alka Superligaen. Første kamp var i 1978 i 2. division, hvor kampen endte 1-1, anden kamp var i 1. division i 1989, hvor Brøndby I.F. vandt med 2-0.
- at Brøndby I.F. har fået en spiller udvist i hver af de to seneste Alka Superligakampe mod AaB. I begge tilfælde var der tale om en midterforsvarer, Paulus Arajuuri og Hjörtur Hermannsson, men begge kampe endte alligevel med kun ét point til AaB.
- at dommer Michael Tykgaard mandag dømmer sin Alka Superligakamp nummer 150 godt syv og et halvt år efter sin debut i Alka Superligaen. Pudsigt nok har kun tre af disse kampe været mellem AaB og Brøndby I.F., hvor han imidlertid har udvist en spiller i to af de tre kampe.
- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2018 går ubeskåret til Foreningen Grønlandske Børn, som efter forårets fire første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 34.624 kr.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).