Alle mand til Aarhus - billetter for kun 50 kr!

13. marts 2018 kl. 10:23 af Rasmus Estrup

Navn: Ceres Park

Kapacitet: 19.500

Placering udebaneafsnit: Århus Charter-Tribunen 

 

Billetpriser:

Voksen: 50 kr.

Børn (Under 18): 25 kr.

Køb billetter til kampen her

Indgang: D5 og D6

 

Transport til og fra Ceres Park 

Fælles:

ASC bustur: https://aabsupportclub.dk/?product_cat=busture 

Vesttribunen togtur med fælles opvarmning på bar i Aarhus:

https://www.facebook.com/events/281535612381462/ for yderligere info

 

Kør selv:

Ruteplanlægger og yderligere informationer om udebaneafsnittet- klik her  

 

Facebook-event:

Vis at du tager med, tilmeld dig kampens Facebook-event via dette link:

https://www.facebook.com/events/2056751147915566/

AaB takker på forhånd alle for støtten til holdet og Nordjylland på udebane. 

Tags på denne nyhed

Pohl og Christensen på U/21-landsholdet

12. marts 2018 kl. 15:01 af Rasmus Estrup

Efter den vigtige kamp mod AGF på søndag er det igen tid til diverse landsholdssamlinger. Og to AaB'ere er udtaget til det danske U/21-landshold, der først spiller venskabskamp på udebane mod Østrig 22. marts, og som 27. marts spiller EM-kvalifikationskamp på udebane mod Georgien. 

De to AaB-spillere er Jannik Pohl og Magnus Christensen. AaB-angriberen er hidtil noteret for to U/21-landskampe og 31 ungdomslandskampe alt i alt. Midtbanespilleren har spillet en U/21-landskamp ud af sine 10 ungdomslandskampe. 

Den tidligere AaB-spiller, Joakim Mæhle, der nu spiller i K.R.C. Genk er også udtaget til U/21-landsholdstruppen. 

Danmark fører sin EM-kvalifikationsgruppe med 12 point efter fem kampe. Georgien ligger på fjerdepladsen med fire point. 

Klitten og Bærtelsen udtaget til U/18-landsholdet

12. marts 2018 kl. 14:05 af Rasmus Estrup

Den danske U/18-landsholdstrup til to kampe mod Tjekkiet senere i marts er netop blevet offentliggjort, og AaB har to talenter med i truppen. 

Lukas Klitten og Anders Bærtelsen er således udtaget til de to venskabskampe, der spilles i Tjekkiet 23. marts og 26. marts. 

Anders Bærtelsen har optrådt 20 gange på danske ungdomslandshold, heraf tre gange på U/18-landsholdet. Holdkammerat Lukas Klitten har spillet 10 ungdomslandskampe, hvoraf fem af dem har været for U/18-landsholdet. 

Reserveholdet tabte til Vendsyssel F.F.

12. marts 2018 kl. 13:42 af Rasmus Estrup

AaB's reservehold tabte mandag til 1. divisionsholdet Vendsyssel F.F., der kunne tage nordpå med en sejr på 3-1. 

Vendsyssel F.F. fik sin 1. divisionskamp i weekenden aflyst, og det var derfor et stærkt hold, gæsterne stillede med. 

AaB startede alligevel med en fin mulighed til Pavol Safranko efter glimrende AaB-opspil i kampens andet minut. Men efter 11 minutter kom gæsterne foran 1-0, da Lucas Jensen løb fra AaB-forsvaret og udplacerede på Michael Lansing. 

Herefter stod der AaB på det meste. Pavol Safranko havde et par gode chancer, og Frederik Børsting fik ligeledes en stor mulighed, inden Rasmus Thellufsen efter 32 minutter udlignede til 1-1, da han blev spillet igennem midt i banen og køligt sparkede bolden i nettet. 

Trods AaB-overtaget i første halvleg kunne Vendsyssel F.F. gå til pause foran 2-1, da Jeppe Illum scorede på Lucas Jensens oplæg i halvlegens sidste minut. 

Efter pausen havde AaB også nogle muligheder, men Vendsyssel F.F var i større kontrol af kampen og kom også frem til de største chancer. Tre gange inden for de sidste 20 minutter måtte Michael Lansing således diske op med nogle fremragende redninger inde på stregen. 

I sidste minut af kampen scorede gæsterne dog til slutresultatet 3-1, da Mikkel Frankoch tæt under mål sparkede en retur fra Michael Lansing i mål. 

- Det var en god træningskamp mod en god modstander. Vi er egentlig ret meget i kontrol i første halvleg, men går alligevel til pause bagud 2-1. Efter pausen får de mere af overtaget, og i takt med at vi får skiftet flere unge spillere ind, mister vi noget i rutinen og fysikken. Derfor sidder de især på kampen i den sidste halve time, siger assistenttræner Jacob Friis, der sammen med udviklingschef Poul Erik Andreasen stillede med følgende startopstilling: 

Michael Lansing
Kristoffer Pallesen, Oliver Abildgaard, Jakob Blåbjerg, Mathias Johannesen (U/19 Liga)
Frederik Børsting, Kasper Risgård, Filip Lesniak, Rasmus Thellufsen
Pavol Safranko, Wessam Abou Ali

Wessam Abou Ali pådrog sig en lille skade og måtte efter 28 minutter lade sig udskifte med U/17-angriber Mikkel Kaufmann. Ved pausen kom Nikolaj Lyngø og U/19-spiller Lukas Klitten ind i stedet for Filip Lesniak og Mathias Johannsen. 

I løbet af anden halvleg kom også U/19-ligaspillerne Jonathan Stæhr Larsen, Oliver Klitten, Mads Stefansen og Emil Lagergaard på banen i stedet for Mikkel Kaufmann, Frederik Børsting, Pavol Safranko og Kasper Risgård.  

Midtjyske comebacks imod U/19 og U/17

12. marts 2018 kl. 10:25 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Nederlag på 2-1 mod FC Midtjylland

AaB's U/19-ligahold tabte 2-1 til FC Midtjylland, selvom AaB havde bragt sig foran 1-0 i anden halvleg. 

Kampen blev generelt spillet mere på FC Midtjyllands præmisser med meget fysik, duelspil og andenbolde. AaB stod dog godt i mod i store dele af kampen. 

Først i anden halvleg fik U/19 Ligaens førerhold, FC Midtjylland, overtaget i kampen. AaB nåede dog at bringe sig foran 1-0 efter 58 minutter, da Oliver Klitten fra baglinjen lagde bolden indover til Jonathan Stæhr Larsen, der tæt under mål fik sendt bolden i nettet. 

10 minutter senere bragte hjemmeholdet så balance i stillingen, da AaB ikke fik clearet bolden ordentligt efter et indlæg. I stedet kunne en FC Midtjylland-spiller sparke bolden højt i målet til 1-1. 

Med et kvarters tid igen scorede FC Midtjylland-sejrsmålet, da AaB blev fanget på egen banehalvdel. Det førte til et fladt indlæg mod bagerste stolpe, som let blev sat ind til en 2-1-føring til FC Midtjylland. 

- Jeg er mere tilfreds med første halvleg end anden halvleg. I første del af kampen matcher vi til fulde FC Midtjylland, selvom spillet ikke foregår på vores præmisser, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard. 

- I anden halvleg kommer vi til at stå for dybt på vores egen banehalvdel, og skulle der være fundet en vinder, var det ud fra chancerne også fair, at det blev FC Midtjylland, der tog de tre point, siger Lasse Stensgaard. 

AaB ligger på sjettepladsen i U/19 Ligaen. Næste kamp spilles hjemme mod rækkens andenplads, FC København, der gæster Hornevej fredag 6. april. 

U/17 Ligaen: Uafgjort mod FC Midtjylland

AaB's U/17-ligahold fik point med fra Ikast, da holdet spillede 1-1 mod FC Midtjylland i en højintens affære. AaB lå på fjerdepladsen og FC Midtjylland på femtepladsen inden kampen, og kampen blev også tæt. 

I første halvleg havde begge hold en stor chance hver. AaB havde et hovedstød på overliggeren, mens FC Midtjylland tvang målmand Marcus Bundgaard Sørensen i en god redning. 

Efter pausen fortsatte opgøret med at være jævnbyrdigt, og begge hold havde enkelte chancer. Små ti minutter før tid lykkedes det så for nordjyderne at bringe sig i front. Efter en god igangsætning på et indkast fik Gabriel Adriano Alves Christensen spillet Casper Gedsted Hansen fri til scoring. 

To minutter før tid fik FC Midtjylland dog udlignet på et flot frisparksmål uden chance for AaB's målmand. 

AaB's Mikkel Kaufmann var tæt på at score til allersidst, men han blev hårdt presset af modstandernes forsvar, og vinklen på afslutningen blev derfor for spids til, at han kunne score. Derfor endte opgøret 1-1.

- Vi spiller en moden kamp både med og uden bold. Vi står godt defensivt og får også selv skabt den mængde chancer, vi havde forventet. Derudover leverede spillerne en stor fysisk præstation, siger U/17-ligatræner David Olsen. 

- Det var en topkamp værdig med to gode, jævnbyrdige hold. Der var høj intensitet, og det er godt for spillerne at skulle præstere i sådan en kamp. Kan vi fortsætte med at levere på det niveau, vi gjorde her, er der mange point at hente, siger David Olsen. 

AaB ligger fortsat på fjerdepladsen i U/17 Ligaen. Næste U/17-ligakamp spilles først 7. april på hjemmebane mod FC København. 

Tags på denne nyhed
'