AaB foran minifinale mod AC Horsens
Med en sejr eller uafgjort mandag aften på Aalborg Portland Park mod AC Horsens kan AaB for første gang i indeværende sæson placere sig i den eftertragtede Top 6 i Alka Superligaen.
Syv sejrsløse spillerunder som indledning på sæsonen har betydet, at AaB hele vejen har haft et efterslæb i forhold til målsætningen om en placering blandt de seks bedste klubber, og stadig befinder AaB sig med tre spillerunder tilbage af grundspillet uden for det bedste selskab.
Med uafgjorte resultater mod topholdene fra Brøndby I.F. og FC Nordsjælland samt senest torsdag aften sejren på udebane mod SønderjyskE har cheftræner Morten Wieghorsts mandskab imidlertid bragt sig i en position, hvor man selv kan afgøre tingene, og et stort skridt kan tages i morgen aften mod de fysisk stærke dødboldsspecialister fra AC Horsens, der også i denne sæson har imponeret og foreløbig blot tabt fem ud af 23 kampe:
Morten Wieghorst udtaler:
- Vi skal bygge videre på sejren over SønderjyskE, og det er klart, at vi i morgen vil gå efter yderligere tre point, så vi kan stå bedst muligt inden de to sidste spillerunder af grundspillet.
- Vi håber, at vi som sædvanligt vil få stor opbakning fra fansene, og ikke mindst for deres skyld skal vi via en stærk præstation jagte sejren i morgen aften, selvom vi også er bevidste om, at der venter os en vanskelig kamp mod et Horsens-hold, som man kun kan have respekt for, siger Morten Wieghorst.
- Det er ikke længere blot på standardsituationer, at Horsens er farlige, og de er et hold, der aldrig giver op, hvilket man så så sent som i deres seneste kamp mod AGF, og alene det faktum, at de kun har tabt fem kampe hidtil i sæsonen, taler sit eget tydelige sprog, men vi har omvendt en stærk tro på, at vi kan gøre ondt på dem i morgen aften, lyder det fra Morten Wieghorst, der efter søndagens træningspas har udtaget følgende 20 navne:
1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 14 Pavol Safranko, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 30 Wessam Abou Ali og 32 Kasper Pedersen.
Magnus Christensen har karantæne, mens Kasper Risgård er sygdomsramt.
AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2018 går ubeskåret til Foreningen Grønlandske Børn, som efter forårets to første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 20.138 kr.
Bemærk at der i morgen aften allerede er kickoff kl. 18.00. Køb i forsalg billet her.