Vidste du om AC Horsens og AaB…

3. maj 2018 kl. 09:46 af Rasmus Estrup

- at fredagens duel er den 27. Alka Superligakamp mellem AC Horsens og AaB. Statistikken siger 10 sejre til AaB, 13 uafgjorte og tre nederlag med en samlet målscorer på 38-23 set med AaB-briller.

- at fire af de seneste seks indbyrdes Alka Superliga-opgør mod AC Horsens er endt uafgjort ligesom halvdelen af det samlede antal indbyrdes kampe.

- at både Edison Flores og Magnus Christensen på fredag har mulighed for at runde 50 kampe for Hele Nordjyllands Hold.

- at AaB har fået point i hver af de tre tidligere opgør mod AC Horsens i indeværende Alka Superligasæson. Således er to kampe endt uafgjort, mens AaB vandt den seneste kamp 2-0 på Aalborg Portland Park på scoringer af Jakob Blåbjerg og Kasper Kusk.

- at Kasper Kusk (3 mål) er den spiller i de to nuværende trupper, der har scoret flest Alka Superligamål i kampe mellem AC Horsens og AaB. Foruden Kasper Kusk har også Jakob Blåbjerg (1), Kasper Pedersen (1), Patrick Kristensen (1), Kasper Risgård (1) og Rasmus Würtz (1) tidligere været på tavlen i en Alka Superligakamp mod AC Horsens.

- at AaB har tabt de tre seneste udekampe i Alka Superligaen. Taber AaB på fredag, vil det være første gang siden september-november 2016, at AaB lider fire udekampenederlag i streg. Dengang tabte AaB fem udekampe i træk, hvilket er holdets rekord i Alka Superligaen.

- at AaB indtager en delt førsteplads over flest clean cheets i denne Alka Superligasæson. Hele Nordjyllands Hold har holdt buret rent i 11 ud af 32 Alka Superligakampe. I nyere tid har AaB kun haft flere clean sheets i én sæson, nemlig i 2014/15, hvor AaB holdt buret rent 12 gange.

- at AaB tidligere har spillet 13 kampe på datoen 4. maj. Fem gange har AaB vundet, mens det er blevet til syv nederlag og to gange uafgjort.

- at AaB’s seneste sejr 5. maj var i 2008, hvor AaB vandt en udekamp mod Viborg F.F. med 1-0. Målet blev scoret af Andreas Johansson. Fra den nuværende trup var både Kasper Risgård og Patrick Kristensen på banen i det opgør.

(Kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed

AaB TV: Stem på månedens mål i april

2. maj 2018 kl. 21:30 af Rasmus Estrup

Igennem april scorede AaB otte gange, og nu skal månedens mål kåres. Gense målene i videoen ovenfor eller via linket nedenfor. Stem også på din favorit til månedens AaB-mål - så deltager du samtidig i lodtrækningen om et halvt års sæsonkortabonnement til en af endetribunerne på Aalborg Portland Park. 

Jakob Blåbjerg scorede to gange, mens de øvrige AaB-målscorer i april var Jannik Pohl, Frederik Børsting, Kasper Kusk, Filip Lesniak, Pavol Safranko og Wessam Abou Ali. 

Vinderen af et halvårs sæsonkort abonnement til en af endetribunerne - og vinderen af månedens mål - kåres på fredag. 

Tags på denne nyhed

Sidste to spillerunder fastlagt

2. maj 2018 kl. 15:28 af Brian Andersen

Begge opgør har kickoff kl. 18.00, og dermed ser AaB’s resterende sæsonprogram i Mesterskabsspillet ud som følger:

33. spillerunde – Fredag 4. maj kl. 19.00 – AC Horsens-AaB

34. runde – Søndag 13. maj kl. 20.00 – AaB-FC København

35. runde – Fredag 18. maj kl. 18.00 – AaB-FC Nordsjælland


36. runde – Mandag 21. maj (2. pinsedag) kl. 18.00 – Brøndby I.F.-AaB

Køb billet til AaB’s resterende hjemmekampe via linket herunder.

Tags på denne nyhed

AaB og Spar Nord forlænger engagement til juli 2022

2. maj 2018 kl. 14:34 af Brian Andersen

Bestyrelsesformand i AaB, Torben Fristrup, glæder sig over, at bevare Spar Nord som en vigtig kommerciel samarbejdspartner:

- Vi har gennem de seneste 13 år haft et fortrinligt samarbejde med Spar Nord, og vi ser frem til fortsættelsen.

- At både AaB og Spar Nord præsterer er til stor gavn for Aalborg og Nordjylland som helhed, og sponsoratet fra Spar Nord hjælper vores mission om igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag, tilføjer Torben Fristrup.

- AaB’s vision er som bekendt også at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold, og vi vil fortsat forfølge vores sportslige målsætninger og drømme, der i Spar Nord-perioden jo har kastet to danske mesterskaber af sig, konstaterer Torben Fristrup.

- Samtidig er der med den nye aftale åbnet op fra sommeren 2019 at tilføje yderligere én til tre hovedsponsorer, der i samarbejde med Spar Nord kan være med til at løfte AaB, og arbejdet med at tilknytte nye samarbejdspartnere er allerede igangsat, fortæller Torben Fristrup.

Også Spar Nord og bankdirektør John Lundsgaard glæder sig over forlængelsen af samarbejdet med AaB:

- Fra Spar Nords side er vi glade for vores mangeårige samarbejde med AaB – fordi det har været med til at styrke vores landsdækkende kendskab, og fordi det har været ramme om mange gode kundeoplevelser på hjemmebanen i Nordjylland.

- Vi glæder os til sammen med AaB at videreudvikle vores samarbejde og de oplevelser, vi med afsæt i sponsoratet kan give vores kunder, påpeger John Lundsgaard.

AaB’s tidligere udmeldte resultatforventninger for 2018, 2019 og 2020 er uændrede.

Tags på denne nyhed

AaB med forventet kvartalsregnskab

2. maj 2018 kl. 13:43 af Brian Andersen

AaB har i perioden realiseret et underskud på 6,5 mio. kr. hvilket svarer til forventningerne. AaB har i perioden investeret planmæssigt i spillere samt fortsatte strategiske tiltag, der skal styrke forretningen på sigt. 

Pr. 31. marts 2018 udgør egenkapitalen 105,9 mio. kr. Finansielle aktiver og likvid beholdning udgør 53 mio. kr.

AaB fastholder forventningerne for 2018 om et underskud i niveauet 18 - 28 mio. kr.

AaB har en overordnet økonomisk grundmålsætning om et 0-resultat med en top 6-placering, uden transfer- eller europæiske indtægter. Som følge af  realiserede spillersalg i 2016 og 2017 har AaB indgået yderligere forpligtelser for i alt 10 - 15 mio. kr. i årene 2019 og 2020. Der må således samlet forventes underskud i samme niveau disse år, såfremt der ikke realiseres transferindtægter eller europæisk turneringsdeltagelse.

Den samlede investerede sum med negativ effekt i de kommende regnskabsår er således baseret på midler, der i 2016 og 2017 har været ekstraindtjening for AaB. Disse investeringer ligger hermed udover det, der er indeholdt i grundmålsætningen om et 0-resultat. 

- Isoleret set er et underskud aldrig tilfredsstillende, men på baggrund af vores indtjening i 2016 og 2017 har vi foretaget såvel sportslige som strategiske investeringer, der skal være med til både at løfte og udvikle os som klub, udtaler AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde.

AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.

Tags på denne nyhed
'