Vidste du om AaB og FC Nordsjælland...
Skæve vinkler på sæsonens sidste hjemmekamp på Aalborg Portland Park fredag aften. Vidste du således…
- at den forestående duel er Alka Superligakamp nummer 48 mellem AaB og FC Nordsjælland. Statistikken siger 17 sejre til AaB, 14 uafgjorte og 16 nederlag samt en målscore på 60-61 set med AaB’s øjne.
- at AaB ikke har besejret FC Nordsjælland i de fire seneste Alka Superligakampe, der er endt med to uafgjorte og to nederlag. Det er imidlertid kun sket én gang tidligere, at AaB ikke har besejret FC Nordsjælland i fem Alka Superligakampe i træk; oktober 2010-november 2013.
- at hjemme på Aalborg Portland Park har AaB fået point, to sejre og to uafgjorte, i de fire seneste Alka Superligakampe mod FC Nordsjælland.
- at klubbernes seneste indbyrdes møde i Aalborg fandt sted 25. februar 2018, hvor det sluttede 1-1 efter en AaB-træffer af Jannik Pohl.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Jannik Pohl (2 mål) også Kasper Kusk (2 mål), Kasper Risgård (2), Rasmus Würtz (2), Edison Flores (1) og Kasper Pedersen (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod FC Nordsjælland.
- at ud af de 47 tidligere indbyrdes Alka Superligakampe klubberne imellem har AaB scoret først i 22 tilfælde, hvilket har resulteret i 13 sejre, fem uafgjorte og fire nederlag. Omvendt har FC Nordsjælland scoret kampens første mål i 23 tilfælde, hvilket har givet AaB fire sejre, syv uafgjorte og 12 nederlag.
- at AaB med en sejr fredag aften mod FC Nordsjælland kan tage to sejre i træk på Aalborg Portland Park for første gang siden september-oktober 2017. Hvis det samtidig skulle lykkes AaB at holde nullet, vil det være første gang siden december 2016-februar 2017, at AaB præsterer to clean sheets i træk på hjemmebane.
- at AaB i de otte seneste Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park en fredag aften blot har opnået to sejre, to uafgjorte og fire nederlag. Men de to gange, hvor modstanderen har været FC Nordsjælland, er begge endt med point til AaB; sejr og uafgjort.
- at AaB indtager Alka Superligaens førsteplads over flest clean sheets i indeværende sæson, idet det er lykkedes at holde nullet i 12 ud af de 34 foreløbige Alka Superligakampe. Det har AaB ikke præsteret bedre siden 2009/2010, hvor det blev til 14 clean sheets i 33 kampe.
- at AaB senest var i aktion i Alka Superligaen på datoen 18. maj, da det i 2014 blev 1-0 på Aalborg Portland Park over AGF efter et hovedstød af Kasper Pedersen.
- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2018 går ubeskåret til Foreningen Grønlandske Børn, som efter forårets otte første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 75.774 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod FC Nordsjælland her.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).