Snævre nederlag i eSuperligaen
AaB tabte til både SønderjyskE og Randers FC i denne uge af eSuperligaen.
For anden uge i træk havde AaB en pointløs uge i eSuperligaen, da sene scoringer gjorde ondt på nordjyderne, der tabte to tætte opgør til først SønderjyskE og siden Randers FC.
eSuperligaen - 9. runde - AaB-SønderjyskE 3-4
Det startede ellers godt for AaB mandag aften. Daniel "Shoppen" Mogensen spillede første duel på udebane mod Banzy, og til trods for at SønderjyskE tidligt kom foran, dominerede AaB opgøret. Shoppen fik også vendt rundt på måltavlen og vandt opgøret 3-1.
Den føring skulle Asger "Aagaard" forsøge at holde på hjemmebane mod Rabeck, men det var lettere sagt end gjort. Rabeck fik tidligt scoret til 1-0 og inden pausen førte SønderjyskE-spilleren også 2-0.
Den stilling ville dog stadig give AaB en samlet sejr på reglen om udebanemål, og stillingen var tæt på at holde. Men i opgørets sidste sekund leverede Rabeck et vanvittigt saksesparksmål, og dermed vandt han 3-0, hvilket gav en samlet SønderjyskE-sejr på 4-3.
eSuperligaen - 10. runde - Randers FC-AaB 4-3
Tirsdag var det en på papiret noget sværere opgave, der ventede AaB. Nemlig Randers FC, der blandt andet har en tidligere verdensmester på holdet.
Første duel stod mellem AaB's Anders "Hansi" Hansen og Randers FC's Hassan. Det var ens stor udfordring for Hansi, som også kom bagud 3-0, men mod slutningen reducerede AaB-spilleren til slutresultatet 1-3.
Dermed var det lidt af et bjerg, Daniel "Shoppen" Mogensen skulle bestige i kampen mod den tidligere verdensmester Al-Bacha. Men Shoppen bed godt fra sig. Efter mindre end et kvarter kom AaB-kaptajnen foran, og tidligt i anden halvleg udbyggede Shoppen sin føring med målet til 2-0. Dermed manglede han blot en enkelt scoring for at tippe sejren over til AaB.
Desværre kom AaB-scoringen ikke, og i stedet reducerede Al-Bacha med ca. 10 minutter tilbage til slutresultatet 2-1. Et resultatet der gav Randers FC en samlet sejr på 4-3.
Efter de to snævre nederlag ligger AaB på 13. pladsen i eSuperligaen med syv point op til ottendepladsen, der giver adgang til eSuperliga Playoff. De resterede fem runder af eSuperligaens grundspil spilles fra mandag til onsdag i næste uge.
Se højdepunkter fra ugens kampe i videoerne nedenfor.