Reaktioner fra CASA Arena Horsens
Læs reaktioner efter mandagens nulløsning.
Jakob Ahlmann (tipsbladet.dk/TV3 Sport)
Magnus Christensen (nordjyske.dk)
Wessam Abou Ali (nordjyske.dk)
Morten Wieghorst (bold.dk/Ritzau)
(opdateres)
Jakob Ahlmann (tipsbladet.dk/TV3 Sport)
Magnus Christensen (nordjyske.dk)
Wessam Abou Ali (nordjyske.dk)
Morten Wieghorst (bold.dk/Ritzau)
(opdateres)
AaB leverede en disciplineret indsats og holdt buret rent for fjerde gang i sæsonen, men måtte nøjes med 0-0 på udebane mod AC Horsens, da de to klubber tørnede sammen i Superligaens mandagskamp.
AaB var farligst fra første fløjt. Tre minutter inde i opgøret sendte Kasper Kusk et forsøg mod mål efter en omstilling, og tre minutter senere tordnede Wessam Abou Ali et giftigt langskud afsted fra 30 meter, men kuglen strøg lige over overliggeren.
Minuttet senere kunne Kasper Kusk igen sparke på mål fra kanten af feltet, men venstrebensforsøget sad lige på målmand Matej Delac.
Som kampen skred frem fik AC Horsens bedre styr på sin organisation, hvilket gjorde opgøret lidt mere jævnbyrdigt, og 17 minutter inde i mandagens opgør kom hjemmeholdet også til afslutning. Et indlæg sejlede over mod fjerneste stolpe, hvor Mikkel Qvist stod fri, men den høje kantspillers afslutning var ikke i nærheden af AaB-målet.
Midtvejs i første halvleg var AaB igen oppe omkring hjemmeholdets mål. Jannik Pohl slog et nærgående indlæg ind i målfeltet, men bolden passerede både Kasper Kusk og Wessam Abou Ali og fortsatte ud af feltet.
Kort efter var Jakob Blåbjerg ud af ingenting tæt på at bringe AC Horsens i front. Forsvarsspilleren forsøgte at cleare en dybdebold, men ramte læderet forkert. Bolden gik op i en høj bue med retning mod eget mål, men de bolsjestribede kunne ånde lettet op, da kuglen gik lige over eget mål.
Med lidt under ti minutter til pausen tvang Rasmus Thellufsen målmand Matej Delac til opgørets hidtil bedste redning. Wessam Abou Ali driblede sig igennem i venstresiden, og fra baglinjen lagde angriberen bolden skråt tilbage til Rasmus Thellufsen, som rettede bolden mod mål. Inde på stregen reagerede AC Horsens-målmanden dog hurtigt og fik afværget forsøget.
Fem minutter senere fik Rune Frantsen vristet sig forbi AaB-defensiven og lagt bolden af til Hallur Hansson, men den tidligere AaB-spiller sparkede bolden langt over mål.
Anden halvleg stod der AaB på, og halvlegen var kun få sekunder gammel, før Rasmus Thellufsen leverede kampens første afslutning, men Søren Reese kom i vejen for skuddet, der i stedet gik til hjørne.
Seks minutter efter pausen forsøgte Rasmus Thellufsen at finde Jannik Pohl med en god stikning, men AC Horsens-keeperen nåede frem til bolden lige for snuden af AaB-frontløberen.
Rasmus Thellufsen var igen involveret efter en times spil, da Kristoffer Pallesen med en præcis, flad tværbold fandt Rasmus Thellufsen midt for mål. Desværre for de bolsjestribede sparkede kantspilleren den fine mulighed op på tribunen.
Få minutter senere var Sæby-drengen igen på færde, da han erobrede bolden fra AC Horsens' bagkæde og trak ind i feltet. Herfra blev chancen forspildt, da afleveringen mod Wessam Abou Ali var for upræcis.
AaB spillede generelt en meget disciplineret anden halvleg, hvor nordjyderne holdt hjemmeholdet fra store muligheder indtil et kvarter før tid, hvor Mikkel Qvist fik en afslutningsmulighed efter et indlæg, men afslutningen gik forbi.
Kort efter kom U/19-angriber Mikkel Kaufmann ind i stedet for Jannik Pohl, i håb om at den unge angriber med friske kræfter kunne skabe ravage i hjemmeholdets forsvar.
Med otte minutter igen fik den anden unge AaB-angriber, Wessam Abou Ali, muligheden for et sejrsmål, da den velspillende angriber tog sig af et frispark i en fordelagtig position få meter uden for feltet. Men frisparket gik nogle meter over mål.
Trods offensive indskiftninger af Kasper Risgård og Frederik Børsting, og tre AaB-afslutninger fra kanten af feltet to minutter inde i tillægstiden, endte opgøret uden mål.
Med det ene point er AaB på en delt førsteplads i Superligaen med 13 point efter seks kampe.
AaB forsøger at snuppe den næste Superligasejr på mandag, hvor Hele Nordjyllands Hold tager imod Esbjerg fB på Aalborg Portland Park. Køb dine billetter til kampen her.
Matchfacts - Superligaen, 6. spillerunde
AC Horsens-AaB 0-0 (0-0)
Advarsler AC Horsens: Peter Nymann (39), Sammy Skytte (75), Bjarke Jacobsen (86)
Advarsler AaB: Mikkel Kaufmann (86)
3.023 tilskuere på CASA Arena Horsens
AC Horsens (4-4-2): Matej Delac, Peter Nymann, Mathis Nielsen, Søren Reese, Thomas Kortegaard, Haller Hansson, Sivert Nilsen, Bjarke Jacobsen, Mikkel Qvist, Rune Frantsen (85: Oliver Drost), Sammy Skytte (75: Lasse Kryger).
AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk (80: Kasper Risgård), Magnus Christensen, Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen (85: Frederik Børsting), Wessam Abou Ali, Jannik Pohl (74: Mikkel Kaufmann).
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen.
AaB har to spillere med i Niels Frederiksen U/21-landsholdstrup. U/21-landstræneren har således udtaget Jannik Pohl og Oliver Abildgaard til de to EM-kvalifikationskampe mod Finland og Litauen i september.
Den første af de to kampe spilles fredag 7. september på Aalborg Portland Park. Tirsdag 11. september gælder det så en udekamp i Litauen.
Jannik Pohl har scoret et mål i sine fire tidligere U/21-landskampe, og Oliver Abildgaard har én U/21-landskamp i rygsækken.
Med i U/21-truppen er i øvrigt også den tidligere AaB-spiller, Joakim Mæhle, der nu spiller for K.R.C. Genk.
En anden tidligere højreback for Hele Nordjyllands Hold, Henrik Dalsgaard, er desuden blevet udtaget til A-landsholdet.
U/19: Lyngby Boldklub 0-2 AaB
AaB’s U/19-ligahold tog i weekenden sæsonens anden sejr, da de bolsjestribede besøgte og besejrede Lyngby Boldklub.
AaB var totalt dominerende i den første time, hvor det blåblusede hjemmehold ikke kom frem til en chance, mens AaB omvendt havde flere gode tilbud.
Cirka midtvejs i første halvleg kunne Nicolai Bech Laursen bringe AaB i front, da Oliver Klitten efter et gennemspillet angreb fandt Nicolai Bech Laursen, som bragte gæsterne foran 1-0.
Cirka en time inde i opgøret blev Nicolai Bech Laursen dobbelt målscorer, da han i en omstilling tog et par træk og sparkede læderet i nettet til 2-0.
Den sidste halve time kom Lyngby Boldklub bedre med i kampen. Kampudtrykket blev mere jævnbyrdigt, og AaB-målmand Marcus Bundgaard Sørensen måtte hive en god redning ud af ærmet for at holde buret rent.
- Vores intentioner var, at vi skulle have et modent udtryk, og det lykkedes vi til fulde med i den første time, hvor vi fik skabt et godt flow i vores spil og holdt dem fuldstændig fra chancer, udtaler U/17-ligatræner David Olsen, der lørdag havde lånt dirigentstokken på sidelinjen fra den sædvanlige U/19-ligatræner Lasse Stensgaard.
Efter to runder ligger AaB på førstepladsen i U/19 Ligaen med seks point. Næste kamp spilles på lørdag på udebane mod Vejle Boldklub kl. 12.00.
U/17: Lyngby Boldklub 2-1 AaB
AaB’s U/17-ligahold begyndte sæsonen med et nederlag, da holdet umiddelbart efter U/19-ligaholdets sejr betrådte grønsværen i Lyngby.
Opgøret startede meget lige, og efter ti minutter havde de nordjyske gæster en stor tredelt chance til Casper Gedsted Hansen, Oliver Børsting og Christoffer Ravn Jensen, men på forunderlig vis gik bolden ikke ind over stregen.
I stedet kunne Lyngby Boldklub bringe sig foran, da en misforståelse i AaB’s defensiv gav en fri scoringsmulighed til hjemmeholdet, som tog føringen på 1-0 med til pausen.
Få øjeblikke efter anden halvlegs første fløjt blev det 2-0. Et Lyngby-langskud gav en retur, som hjemmeholdet var først over.
Resten af anden halvleg var AaB mest på bolden, og Oliver Harbo Overgaard fik udlignet, da Christian Wagner erobrede bolden og lagde bolden indover til målscoreren, der lagde kuglen op i målhjørnet til 2-1.
Mod slutningen pressede de bolsjestribede gæster på for en udligning, men den udeblev, og AaB måtte derfor se sig slået i sæsonens første kamp.
- Generelt var vi stabile defensivt, men vi manglede intensitet i vores aktioner, og det er noget af det, vi er nødt til at forbedre i denne sæson, siger U/17-ligatræner David Olsen.
AaB’s næste U/17-ligakamp venter på lørdag på udebane mod Vejle Boldklub kl. 14.15.
Danmarksserien: AaB 0-2 I.F. Lyseng
I Danmarksserien blev det for anden uge i træk til et nederlag mod en af nedrykkerne fra 2. division. Lørdag var det I.F. Lyseng, der var for stor en mundfuld for AaB på Hornevej.
AaB kom ellers fint fra land, inden en Lyseng-dødbold sejlede over bagerst i feltet, hvorfra den blev sparket flot i nettet til en føring til gæsterne.
En hård modvind i første halvleg satte sit præg på opgøret, hvor AaB var under hårdt pres af et dygtigt og hurtigt I.F. Lyseng-mandskab.
2-0-scoringen til gæsterne faldt dog først midt i anden halvleg, da et tidligt indlæg fik lov til at passere AaB-forsvaret, og i modsatte side dukkede målscoreren til 1-0 igen op og gjorde det til slutresultatet 2-0.
- Spillemæssigt og indstillingsmæssigt er der intet at sætte en finger på. Vi mødte bare et bedre hold. Nu har vi mødt sidste sæsons andenplads samt to nedrykkere fra 2. division i træk, så vi har også haft en hård start på sæsonen, siger danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup.
AaB står med et point efter de første tre kampe, og sæsonens fjerde kamp spilles på lørdag på udebane mod Lystrup I.F.
AaB har inden udfordringen i Horsens hentet 12 point i sæsonens første fem spillerunder.
Morten Wieghorst udtaler:
- Vi går ind til kampen mod AC Horsens med stor ærgerrighed og i bevidsthed om, at vi fortsat har mange ting at forbedre.
- Vi har den fornødne respekt for et Horsens-hold, der altid er competitive, og det er afgørende, at vi holder fast i stadig at være solide i defensiven, mens vi igennem en koncentreret præstation også skal højne vores kvalitet i spillet med bolden, siger Morten Wieghorst, der efter søndagens træningspas har udtaget følgende 19 spillere:
1 Jacob Rinne, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 9 Jannik Pohl, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi og U/19 Ligaspiller Mikkel Kaufmann.
Sidste weekends matchvinder Philipp Ochs har karantæne, mens Rasmus Würtz og Marco Ramkilde er eneste skadede spillere i truppen.