AaB har udlejet slovakiske Pavol Safranko til skotske Dundee United F.C. for resten af indeværende sæson.
Den 23-årige angriber, der sidste år skrev en fireårig kontrakt med AaB, skal resten af denne sæson tørne ud for Dundee United F.C., hvor han genforenes med sin tidligere træner, László Csaba.
Dundee United F.C. spiller i den næstbedste skotske række, Scottish Championship, men klubben har en rig historie med blandt andet et skotsk mesterskab i 1983 og en finaleplads i UEFA Cuppen i 1987.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:
- Indtil videre har Pavols tid i AaB ikke været den succes, som vi havde håbet på, men han har altid arbejdet 100 procent professionelt, og vi har stor tiltro til, at Pavol kan genvinde sin selvtillid og blive den målscorer, han har potentialet til at blive.
- Derfor har vi i fællesskab besluttet, at han i resten af sæsonen skal prøve kræfter i Dundee United F.C., der er et godt match for Pavol. Det er en stor skotsk klub, der skal forsøge at rykke op i Premiership igen, siger Allan Gaarde.
Pavol Safranko skal hos Dundee United F.C. spille under manager László Csaba, som i 2016/17-sæsonen var Pavol Safrankos træner i FC DAC 1904 Dunajská Streda.
- Jeg har ikke spillet så meget, som jeg gerne ville i AaB. Jeg har brug for spilletid, og i Dundee United F.C. kender manageren mig og mine kvaliteter, siger Pavol Safranko.
- Forhåbentlig bliver denne sæson rig på spilletid, mål og selvtillid, så jeg kan vende tilbage til AaB i en forbedret udgave om et år, udtaler den 23-årige slovakiske angriber.
Pavol Safranko har hidtil opnået 33 kampe og scoret tre mål for AaB. Hans kontrakt med Hele Nordjyllands Hold fortsætter indtil 30. juni 2021.