AaB-AC Horsens kampinformation

12. april 2018 kl. 08:20 af Rasmus Estrup

Kampinfo

Spillerunde: Alka Superligaen, 29. runde
Spilledato: Søndag 15. april 2018
Kick-off: kl. 14.00
Dørene åbner: kl. 13.00
Dommer: Peter Kjærsgaard

Billetter til kampen

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Park i billethusene, som alle åbner kl. 13.00. 

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Aalborg Portland Park, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Parks syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart. 

Tilhængere fra AC Horsens.

Læs praktiske informationer for gæstende fans på Aalborg Portland Park via dette link

Scan din billet fra mobilen

Husk at du kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.   

Merchandise tilbud

I AaB Fanshop og AaB Souvenirbod kan du sikre dig AaB's udebanetøj for 50%.

Opvarmning før kampen

Fra kl. 12.00 kan du varme op til kampen ved AaB-tyren foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen, live musik og Faxe Kondi fancan. 

Der sælges 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. Du kan naturligvis også nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill.

Burgerbar på Weber Tribunen

På Weber Tribunen bliver der ligesom i de seneste kampe solgt "byg-selv" burgere i den østlige ende af tribunen. 

Sandwiches i boderne

Ligesom ved nogle af kampene i efteråret, vil der på søndag blive solgt sandwich fra Nadias Sandwich i boderne på Aalborg Portland Park, så kig forbi boderne og stil sulten med en frisklavet sandwich. 

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for søndagens kamp er #AaBACH – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Park åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I alle boder på Aalborg Portland Park kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også kan betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Sct. Joseph. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland ParkSe køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser. 

Billetter til kørestolsbrugere kan enten købes online eller i billethusene på Aalborg Portland Park på kampdagen. 

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

God kamp!

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af FC Fredericia-AaB

12. april 2018 kl. 07:28 af Rasmus Estrup

AaB ude af pokalen efter dårlig første halvleg

11. april 2018 kl. 19:54 af Rasmus Estrup

En dårlig første halvleg af AaB betød, at kvartfinalen blev endestation for Hele Nordjyllands Hold i DBU Pokalen. Inden pausen var AaB bagud 3-0, og selvom præstationen blev en anelse bedre i anden halvleg - dog uden at være tilfredsstillende - tabte AaB 3-1 på udebane til 1. divisionsklubben FC Fredericia. Dermed er 1. divisionsklubben videre til semifinalen.

Kampen var fra start meget livlig, og AaB fik efter to minutter en god mulighed, da Jannik Pohl tilfældigt blev spillet alene igennem med FC Fredericia-målmand Alexander Nybo. Men hjemmeholdets keeper fik fat i bolden, inden AaB-angriberen kom til afslutning. 

Fem minutter inde i kampen fik hjemmeholdet så en stor chance. FC Fredericia brød igennem i AaB's højreside og fik med et fladt indlæg spillet sig igennem til en god skudmulighed. Men inde på stregen diskede Jacob Rinne op med en stærk refleksredning. 

I stedet drev AaB bolden frem i modsatte ende, og 30 sekunder senere gav et AaB-langskud hjørnespark. Dette førte til endnu et hjørnespark, som endte med en god mulighed til Edison Flores, der midt i FC Fredericia-feltet fik afsluttet lige forbi den ene opstander. 

Her efter stod der FC Fredericia på resten af halvlegen, og et kvarter inde i kampen scorede FC Fredericia til 1-0. Igen kom hjemmeholdet igennem over AaB's højre forsvarsside, og igen blev bolden spillet fladt ind foran mål, hvor Dennis Høegh stod klar til at sætte foden på og bringe hjemmeholdet tættere på en plads i semifinalen. 

Et par minutter senere søgte AaB en udligning, da Jakob Ahlmann fandt Edison Flores, som sparkede lige forbi ved nærmeste stolpe. 

Tre gange yderligere inden kampen rundede sin første halve time forsøgte FC Fredericia sig med afslutninger fra distancen. Men alle tre gange tog Jacob Rinne fra i målet. 

Syv minutter før pausen blev det så fortjent til 2-0 for FC Fredericia. Jores Okore tabte bolden omkring midterlinjen, og det skabte en overtalsomstilling til hjemmeholdet. Bolden blev spillet på tværs til en helt fri Denis Fazlagic, som resolut sparkede bolden i mål ved fjerneste stolpe. 

Morten Wieghorst reagerede prompte og sendte Frederik Børsting på banen i stedet for Kasper Kusk. 

Det havde ingen øjeblikkelig positiv effekt, for lige inden pausen lukkede FC Fredericia en ringe første halvleg af AaB ved at score igen. På ny slap hjemmeholdet let igennem i AaB's højreside, og igen blev bolden slået fladt ind i feltet. Fra en meget spids vinkel lykkedes det målscoreren til 1-0, Dennis Høegh, at sende bolden op i nettaget til pausestillingen 3-0. 

AaB var efter pausen tvunget frem, og fem minutter efter pausen kombinerede Yann Rolim og Edison Flores sig igennem FC Fredericias forsvar, men stikningen til Yann Rolim fik Alexander Nybo bokset væk for næsen af brasilianeren. 

De to sydamerikanere forsøgte på ny at kombinere sig igennem, og Edison Flores kom da også til afslutning i Fredericia-feltet, men afslutningen gik et par meter forbi fjerneste stolpe. 

Inden for det første kvarter af anden halvleg kom både Rasmus Würtz og Pavol Safranko ind i håb om et comeback. Den slovakiske angriber kom straks frem til en afslutning lidt uden for feltet. Men afslutningen strøg forbi kassen. 

Reduceringen til 3-1 lod ikke vente længe på sig. I 59. minut fandt indskiftede Rasmus Würtz med et elegant tip en anden indskifter, Frederik Børsting, som var løbet helt fri i hjemmeholdets felt, og Frederik Børsting sparkede sikkert reduceringen i mål. 

Med cirka 20 minutter igen trykkede Jakob Ahlmann af fra udkanten af feltet, men backens forsøg blev reddet af Fredericia-målmanden. 

AaB havde i de følgende minutter svært ved at komme frem til målchancer mod det lavtstående 1. divisionsmandskab. 

Næste småfarlige forsøg faldt med små ti minutter igen, da Pavol Safranko sendte et hovedstød over mål efter et hjørnespark. Og efter 88 minutter fik Jannik Pohl også en hovedstødsmulighed, som sad lige på Alexander Nybo. 

Ikke meget lykkedes for nordjyderne, der heller ikke kom frem til flere store chancer, og dermed er ude af DBU Pokalen med et 3-1-nederlag. 

AaB's næste kamp spilles på søndag på hjemmebane mod AC Horsens i Alka Superligaen.

Matchfacts - DBU Pokalen, kvartfinale

FC Fredericia-AaB 3-1 (3-0)
15. min 1-0 Dennis Høegh, 39. min 2-0 Denis Fazlagic, 45. min 3-0 Dennis Høegh, 59. min. 3-1 Frederik Børsting.
Advarsler FC Fredericia: Oliver Fredsted (35), Adrian Piscu Lopez (83)
Advarsler AaB: Jores Okore (38), Jakob Blåbjerg (47), Rasmus Würtz (72), Magnus Christensen (79)
2.466 tilskuere på Monjasa Park

FC Fredericia (4-5-1): Alexander Nybo, Mikkel Hedegaard, Mads Eriksen (86: Andreas Nordvig), Adrian Piscu Lopez, Oliver Fredsted, Denis Fazlagic (75: Brent McGrath), Andreas Oggesen, Niels Letort, Christian Sørensen, Anders Holvad, Dennis Høegh (90: Kenan Hajdarevic).

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Kasper Kusk (40: Frederik Børsting), Magnus Christensen, Filip Lesniak (54: Rasmus Würtz), Edison Flores, Yann Rolim (56: Pavol Safranko), Jannik Pohl. 

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed

AaB på semifinalejagt i Fredericia

10. april 2018 kl. 17:14 af Brian Andersen

FC Fredericia er efter 25 spillerunder placeret på en syvendeplads i den næstbedste række, men med blot fem point op til tredjepladsen, der giver playoffkampe om oprykning til Alka Superligaen.

AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- FC Fredericia er et velspillende fodboldhold med en dygtig træner (Jesper Sørensen, red.), og man har fortjent spillet sig i kvartfinalen i DBU Pokalen efter sejre over blandt andre gode modstandere som AGF, Esbjerg og HB Køge.

- Vores respekt for FC Fredericia til trods så handler det for os udelukkende om at vinde i morgen, for vi skal videre til – i første omgang – semifinalen i en turnering, som vi hele vejen har prioriteret højt, fastslår Morten Wieghorst.

- Vi er advaret om FC Fredericias styrker, men vi skal sætte tempoet og vise vores kvaliteter, så vi kan advancere, siger Morten Wieghorst, der efter tirsdagens træning har udtaget følgende 19 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 14 Pavol Safranko, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 28 Yann Rolim, 30 Wessam Abou Ali og 32 Kasper Pedersen.

På skadeslisten har AaB Rasmus Thellufsen og Marco Ramkilde.

Tags på denne nyhed
'