Vidste du om AaB og Lyngby Boldklub…
Skæve vinkler på søndagens spændende Alka Superligaduel på Aalborg Portland Park. Vidste du således…
- at det forestående opgør er Alka Superligakamp nummer 51 mellem AaB og Lyngby Boldklub. Statistikken siger 20 sejre til AaB, 14 uafgjorte og 16 nederlag samt en målscore på 78-57 i AaB’s favør.
- at AaB har vundet syv ud af de seneste otte Alka Superligakampe mod Lyngby Boldklub på Aalborg Portland Park. I de otte kampe er det tillige lykkedes AaB at holde nullet i fire tilfælde, heriblandt i de to seneste kampe, der begge er endt med en sejr på 1-0 til AaB.
- at klubbernes seneste møde forekom 5. december 2016 i Aalborg, hvor Christian Bassogogs enlige træffer afgjorde tingene til AaB’s fordel.
- at fra den nuværende Superligatrup har kun anfører Rasmus Würtz (1 mål) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod Lyngby Boldklub.
- at der er nærmest garanti for tre eller nul point, når AaB og Lyngby Boldklub mødes i Alka Superligaen. Således er ingen af kampene siden marts 2001 endt uafgjort, hvilket har resulteret i 12 sejre til AaB og tre sejre til Lyngby Boldklub.
- at AaB med fem point er indeværende sæsons foreløbig næstdårligste hjemmehold, hvorimod Lyngby Boldklub med sine blot to point er sæsonens næstdårligste udehold.
- at AaB er ubesejret i de seneste seks Alka Superligakampe, der er endt med én sejr og fem uafgjorte. Hvis det ikke bliver til nederlag mod Lyngby Boldklub, vil det være første gang siden juli-august 2016, at AaB er ubesejret i syv Alka Superligakampe i træk.
- at AaB vandt sin seneste hjemmekamp i Alka Superligaen, hvor det blev til en sejr på 2-1 over Silkeborg I.F. Hvis det også bliver til sejr mod Lyngby Boldklub, vil det være første gang i knap et år, november 2016-februar 2017, at AaB vinder to Alka Superliga-hjemmekampe i træk.
- at ud af de 50 tidligere Alka Superligakampe mod Lyngby Boldklub har AaB scoret først i 20 tilfælde, hvilket har resulteret i 15 sejre, tre uafgjorte og to nederlag. Omvendt har Lyngby Boldklub scoret kampens første mål i 26 tilfælde, hvilket har givet AaB fem sejre, syv uafgjorte og 14 nederlag.
- at søndagens opgør er tiende Alka Superligakamp, hvor AaB dømmes af Jørgen Daugbjerg Burchardt. AaB har kun lidt et nederlag med Jørgen Daugbjerg Burchardt som dommer (4V-4U-1T), der mest har gjort sig bemærket med et gennemsnit på fem advarsler i de ni tidligere kampe.
- at AaB har tabt de to seneste Alka Superligakampe afviklet på datoen 24. september; mod Esbjerg i 2012 og Brøndby I.F. i 2000. Datoen er også historisk, idet den i 1933 blev foreløbig seneste tilfælde af det sjældent forekomne resultat 9-4 (KB 9-4 AaB).
- at AaB’s seneste sejr på datoen 24. september forekom i 1995, hvor scoringer af Jan Pedersen, Peter Rasmussen, Torben Boye og Jesper Grønkjær sørgede for en 4-0 gevinst på hjemmebane mod Herfølge Boldklub.
- at AaB er ubesejret i otte betydende kampe eller siden 30. juli 2017.
- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2017 går ubeskåret til Børn i Sorg – Sorggrupperne i Aars, som efter efterårets første fire hjemmekampe allerede er sikret en donation på 47.650 kr.
- at du i forsalg kan købe din billet til det vigtige opgør mod Lyngby Boldklub her.
(Statistisk kilde: danskfdobold.com og aabsport.dk)