Sen scoring sænkede AaB

20. november 2017 kl. 20:55 af Rasmus Estrup

I kampens 88. minut scorede Gustav Wikheim kampens enlige mål, og han sikrede dermed FC Midtjylland en sejr på 1-0 over AaB på Aalborg Portland Park mandag aften. 

AaB stillede med både Kasper Pedersen, Jores Okore og Jakob Blåbjerg i forsvaret for at dæmme op for FC Midtjyllands offensive kræfter. Og det var da også gæsterne, der startede med at bide fra sig offensivt.

Inden for de første ti minutter havde Filip Novak headet et indlæg over mål, Kian Hansen havde sparket et forsøg lige over og endelig havde Janus Drachmann kanoneret et langskud på stolpen. 

Efter det første kvarter hvor FC Midtjylland var dominerende, fik AaB en omstillingsmulighed. En god bold sendte Pavol Safranko i fuld firspring. Slovakken lagde en stikning til Jannik Pohl, som desværre blev løbet op, inden han kunne komme til afslutning. 

Efterfølgende fortsatte kampbilledet med gæsterne i teten, dog med færre muligheder end i begyndelsen. Næste afslutning faldt efter 25 minutter, da Mikkel Duelund efter et par driblinger ved baglinjen afsluttede lige på Jacob Rinne. 

Et kvarter før pausen fik Paul Onuachu headet bolden i nettet bag Jacob Rinne i forbindelse med et indkast, men der blev fløjtet frispark til AaB i situationen, hvorfor stillingen fortsat var 0-0. 

Seks minutter senere opstod en lignede mulighed til gæsterne. Denne gang fik Alexander Sørloth headet på mål efter et langt indkast, men Jacob Rinne fik på flotteste vis reddet. 

Kort før pausen fik Jakob Blåbjerg trykket på kassen fra distancen, men skuddet sad lige i favnen på Jesper Hansen. 

Efter pausen stod AaB tidligt for holdets hidtil største chance. Rasmus Würtz vandt bolden på egen banehalvdel og startede en omstilling. Her strøg Jannik Pohl til baglinjen og lagde bolden fladt tværs gennem feltet. Læderet passerede Pavol Safranko og indskiftede Rasmus Thellufsen, inden en forholdsvis fri Frederik Børsting tordnede et forsøg forbi mål. 

Efter 55 minutter fik AaB en endnu større mulighed for at komme foran. Efter en dødbold til FC Midtjylland vandt Jannik Pohl bolden, og angriberen var mand mod mand med en af gæsternes forssvarsspillere med halvanden banehalvdel til mål. AaB-angriberen drev bolden frem, mens Patrick Kristensen sprintede med bagved. Ved kanten af feltet spillede Jannik Pohl bolden på tværs til en helt fri Patrick Kristensen, men den indskiftede AaB-spiller fik overplaceret sparket, der gik lige rundt om den ene opstander. 

Med en lille halv time igen fik Frederik Børsting trykket af lige på Jesper Hansen efter en dybdebold til Jannik Pohl, og minuttet senere fik Paul Onuachu et frit hovedstød i modsatte ende. Men også denne afslutning sad lige på Jacob Rinne. 

Efter 69 minutter jagtede Rasmus Würtz et drømmemål, da han sendte en helflugter afsted, som tvang Jesper Hansen til en god redning nær den ene stolpe. 

Endnu en AaB-mulighed bød sig med et kvarter igen, da Rasmus Thellufsen sendte et hjørnespark ind i gæsternes felt. Kasper Pedersen nåede op til kuglen, men forsvarsspillerens hovedstødsforsøg gik forbi fjerneste opstander. 

Tre minutter senere pressede FC Midtjylland på, og efter en flad aflevering gennem AaB-feltet afsluttede Rasmus Nissen lige på Jacob Rinne. 

Ni minutter før tid fik Gustav Wikheim pludselig en stor mulighed, da han slap igennem med Jacob Rinne, men AaB's svenske keeper sprang frem i bolden og fik afværget situationen. 

Efter 87 minutter fik Gustav Wikheim igen muligheden, og denne gang udnyttede han den og bragte FC Midtjylland foran 1-0. En høj bold, blev ikke afværget af AaB-forsvaret, men headet op i luften mod eget mål. Her var gæsternes angriber først over den, og efter en dribling, der satte Kasper Pedersen, sendte Gustav Wikheim bolden i nettet til 1-0. 

Med nederlaget har AaB 19 point, hvilket rækker til en ottendeplads i Alka Superligaen, hvor nordjyderne er tre point efter FC København og OB på sjette- og syvendepladsen.

AaB's næste kamp spilles på lørdag 25. november kl. 16.00 på udebane mod FC Helsingør. 

Matchfacts - Alka Superligaen, 16. spillerunde

AaB-FC Midtjylland 0-1 (0-0)
88. min 0-1 Gustav Wikheim
Advarsler AaB: Filip Lesniak (58)
Advarsler FC Midtjylland: Alexander Sørloth (60), Kian Hansen (66)
5.876 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Kasper Pedersen, Jores Okore, Jakob Blåbjerg, Kristoffer Pallesen (36: Patrick Kristensen), Rasmus Würtz (84: Kasper Risgård), Filip Lesniak, Oliver Abildgaard (46: Rasmus Thellufsen), Frederik Børsting, Jannik Pohl, Pavol Safranko. 

FC Midtjylland (3-4-3): Jesper Hansen, Kian Hansen, Zsolt Korcsmár, Filip Novak, Rasmus Nissen, Jakob Poulsen, Janus Drachmann, Marc Dal Hende, Mikkel Duelund (63: Rilwan Hassan), Paul Onuachu (63: Jonas Borring), Alexander Sørloth (Gustav Wikheim). 

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed

Nadias sandwich i boderne fra mandag aften

20. november 2017 kl. 12:37

På baggrund af ønsker fra tilskuere og fans om at kunne købe sandwich i boderne, vil AaB på forsøgsbasis afprøve denne mulighed til efterårets sidste tre hjemmekampe startende med aftenens kamp mod FC Midtjylland.

Den lokale Sandwichbar Nadias Sandwich bliver leverandør af to varianter af sandwich, der i forsøgsperioden sælges i et begrænset antal til 40 kr. pr. styk i boderne på Weber-, Spar Nord- og 3F Tribunen – i første omgang dog med undtagelse af udebaneafsnittet.

Det vil være muligt at vælge mellem følgende to varianter:

- Kylling og bacon med iceberg salat, tomat, agurk og karry dressing i groft brød

- Shawarma med iceberg salat, tomat, agurk og hvidløgsmayo i groft brød

Da der er tale om salg af sandwich på forsøgsbasis vil der til aftenens kamp være i alt 150 sandwich til salg på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed

Bassogog hyldes før aftenens kamp

20. november 2017 kl. 10:23

Med kort varsel er AaB blevet vidende om, at Christian Bassogog mandag er på besøg i Aalborg, hvor han som en del af opholdet også vil være til stede på Aalborg Portland Park til aftenens opgør i Alka Superligaen mod FC Midtjylland.

Christian Bassogog skiftede i foråret til den kinesiske klub Henan Jianye, hvor han i den netop overståede sæson blev noteret for 24 kampe og 10 scoringer. 

Grundet klubskiftet nåede han således ikke at tage afsked med publikum på Aalborg Portland Park, men det bliver der dog mulighed for i aften, når den populære camerouner er tilbage på sin tidligere hjemmebane, hvor han et kvarter før kampstart vil blive interviewet og hyldet på banen.

 

Tags på denne nyhed

Sejr og uafgjort for U/17 og U/19

20. november 2017 kl. 10:20 af Rasmus Estrup

U/19 Liga: 0-0 ude mod Randers Freja

Lørdag spillede AaB's U/19-ligahold 0-0 på udebane mod Randers Freja.

Modstanderen havde kampen forinden tabt 10-0 til FC Nordsjælland, men det fik hjemmeholdet rettet op på, og i løbet af første halvleg fik kronjyderne flere gode omstillingsmuligheder på grund af adskillige fejl af AaB. 

AaB's spil i anden halvleg var ikke meget bedre, men nordjyderne kom frem til et par muligheder - blandt andet med et skud på overliggeren og en god mulighed til Emil Rask Colding. Men Randers Freja havde også sine muligheder. Blandt andet med et skud til sidst som strøg i sidenettet.

- Vi var pivringe. Vi leverer sæsonens klart dårligste præstation, og var dårlige fra start til slut. Det var en ufokuseret indsats, hvor vi smider helt vildt mange bolde væk, så Randers Freja kan spille på omstillinger, siger U/19-ligatræner Lasse Stensgaard. 

- Det eneste vi kan tage med videre, er det ene point. Vi må håbe, at det er en katalysator, der sætter gang i en rigtig fin træningsuge, for hvis det her er niveauet, skal vi forbedre os meget inden kampen mod FC Nordsjælland på lørdag, siger Lasse Stensgaard. 

AaB indtager i øjeblikket andenpladsen i U/19 Ligaen, og holdet har ikke tabt de seneste syv ligaopgør. Næste ligakamp spilles lørdag kl. 13.00 på Hornevej mod FC Nordsjælland. 

U/17 Ligaen: Udesejr på 3-0 over Randers Freja

I modsætning til U/19-holdet fik AaB alle tre point i U/17 Ligaen i lørdags, hvor AaB slog Randers Freja med 3-0. 

Allerede ved pausen var kampen lukket, da AaB var foran 3-0. Første mål kom cirka midtvejs i første halvleg, hvor Mikkel Kaufmann sendte en returbold i nettet. 

Oliver Overgaard gjorde det til 2-0, da Andreas Fruergaard med en flot assist fik sendt Oliver Overgaard fri til scoring. 

Oliver Overgaard stod også for målet til 3-0, da Gabriel Adriano Alves Christensen ved et frispark på kanten af feltet trillede bolden over til Oliver Overgaard, som smækkede læderet op i målhjørnet. 

Efter pausen fortsatte AaB med at spille bolden rundt og holde sig til planen, og nordjyderne havde flere muligheder for at øge føringen, mens Marcus Bundgaard Sørensen i AaB-målet kun behøvede at diske op med en god fodparade. 

- Kampbilledet var nøjagtig, som vi havde forestillet os. Randers Freja stod kompakt, og vi skulle så forsøge at komme over kanterne for at skabe overtallet og trække dem bredt og dermed skabe plads i midten. Det lykkedes, siger U/17-ligatræner David Olsen. 

- Spillerne skal have stor ros. De fulgte gameplanen til fulde og leverede kampen igennem en fokuseret indsats. Thomas Albert Christiansen og Mikkel Kaufmann spillede også med hver sit trælår, så de leverede virkelig en mandfolkeindsats, siger David Olsen. 

I U/17 Ligaen ligger AaB også på andenpladsen. Næste kamp spilles på lørdag kl. 15.15 på Hornevej mod FC Nordsjælland. 

Tags på denne nyhed
'