Nederlag til U/17 og Danmarksserien

10. april 2017 kl. 12:07 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: Nederlag til FK Viborg på 3-0

AaB's U/17 Ligahold er fortsat uden sejr i foråret efter et 3-0-nederlag på hjemmebane til FK Viborg lørdag eftermiddag. 

Hjemmeholdet startede ellers kampen i fuld kontrol og havde FK Viborg presset ned på egen banehalvdel med fornuftig boldomgang. Hjemmeholdet var flere gange tæt på at bringe sig foran, men manglende skarphed i afslutningerne og en velspillende målmand for gæsterne forhindrede værterne i at bringe sig foran.

Efter en halv time var det i stedet FK Viborg, der bragte sig foran 1-0, på holdets første chance, da en fejlaflevering i AaB-lejren førte til en omstilling, der gav halvlegens eneste mål. 

Efter pausen var kampbilledet indledningsvis mere jævnt, og AaB ledte forgæves efter den udlignende scoring. I stedet for en udligning udbyggede gæsterne føringen, da en ny personlig fejl blev straffet på en simpel - men effektiv - omstilling.

Efter den scoring jagtede AaB-drengene igen en scoring for at bringe spænding tilbage i opgøret. Men i stedet lukkede FK Viborg kampen syv minutter før tid med scoringen til 3-0. 

-Vi har ikke medvind i sejlene for tiden. På trods af en række godkendte spillemæssige præstationer er resultaterne i foråret hidtil ikke gået vores vej. Første halvleg mod FK Viborg er et godt billede på det. De scorer på deres eneste chance, mens vi ikke formår at omsætte vores chancer til mål, siger U/17-ligatræner Adam Harell.

- Vi er i en mental læringsproces lige nu, hvor skal lære at tackle modvinden. Vi skal forsøge at holde hovedet højt, så vi ikke bliver for krampagtige i vores udtryk, hvilken kan være en naturlig følge, når man er i en modgangsperiode, siger Adam Harell. 

U/17-Ligaholdet spiller først igen efter påske, når holdet 22. april møder FC Midtjylland på udebane.

Danmarksserien: Nederlag på 2-0 til Holstebro Boldklub

AaB's Danmarksseriehold tabte ligeledes i weekenden. Søndag tabte holdet på udebane til Holstebro Boldklub med 2-0. Hjemmeholdet kom bedst ud til kampen, men fra midten af første halvleg og fremefter var AaB bedre med i opgøret. 

Holstebro Boldklub kom alligevel på sejrskurs i kampens 69. minut efter et tvivlsomt straffespark. Nicolaj Jørgensen reddede ellers forsøget fra 11-meterpletten, men hjemmeholdet var først over riposten og gjorde det til 1-0. 

Mod slutningen forsøgte AaB at presse på for en udligning, men små 10 minutter før tid blev den mission vanskeligere, da Christian Bohmann Knudsen blev udvist. Dermed var det i øvrigt tredje kamp i træk, at AaB's Danmarksseriehold fik en udvisning. 

I kampens døende minutter, da AaB satsede for en udligning, åbnede det for muligheder i den anden ende, og i 89. minut faldt scoringen til 2-0, som blev kampens resultat. 

- Vi har seks U/19-spillere med, som alle var et positivt islæt. Især Nicolaj Jørgensen i målet og Nicolai Rask Lassen gjorde det rigtig godt. Det er ærgerligt, at det er et tvivlsom straffespark, der sætter dem i gang, for vi var i en periode i kampen, hvor vi havde godt styr på dem, og jeg synes, der var flere positive takter i kampen, end der har været i de foregående kampe, siger Danmarksserietræner Kenneth Cortsen. 

AaB ligger lige over nedrykningsstregen i Danmarksserien med 20 point. Næste kamp spilles lørdag 15. april klokken 13.00 på hjemmebane mod Randers Freja, der ligger under stregen med 15 point. 

- Det er en kritisk kamp. Vi har tabt de tre første kampe i foråret, så vi skal ud og have tre point nu, siger Kenneth Cortsen. 

Tags på denne nyhed

Reserveholdet gæster SønderjyskE

10. april 2017 kl. 10:07 af Rasmus Estrup

AaB's reservehold tager mandag turen til Haderslev, hvor det gælder reserveholdskampen mod SønderjyskE. 

Assistenttræner Jacob Friis og udviklingschef Poul Erik Andreasen har valgt følgende startopstilling til opgøret: 

Nicolaj Jørgensen

Patrick Kristensen - Kasper Pedersen - Morten Rokkedal - Bardhec Bytyqi

Oliver Abildgaard - Robert Kakeeto - Kasper Risgård - Casper Sloth

Sebastian Grønning - Jannik Pohl

På bænken sidder Marco Ramkilde, Mathias Andersen (U/19 Liga), Mathias Johannsen (U/19 Liga), Alexander Tved (U/19 Liga) og U/17-målmand Rasmus Futtrup. 

Kampen i reserveholdsturneringen spilles som sagt i Haderslev klokken 14.00. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af AaB-Viborg F.F.

9. april 2017 kl. 09:26 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

AaB led ærgerligt nederlag til Viborg F.F.

8. april 2017 kl. 18:01 af Rasmus Estrup

AaB tabte lørdag 1-0 til Viborg F.F. i Alka Superligaen. Trods et spilovertag til Hele Nordjyllands Hold, var det gæsternes Jeppe Curth, der scorede kampens eneste mål på Aalborg Portland Park.

Trods nederlaget fører AaB med 34 point fortsat pulje 2 i gruppespillet foran Silkeborg I.F. og AGF, der mødes mandag og har henholdsvis 31 og 28 point. Viborg F.F. rykker med sejren op på siden af AGF med 28 point.  

Allerede fra start var Viborg F.F. tæt på at chokstarte, da Serge Deble fik en friløber, inden det første minut i kampen var gået. Men i stedet for at afslutte selv, afleverede udeholdets angriber bolden på tværs, men den blev for upræcis til, at en medspiller kunne nå frem til den. 

Udeholdet sad generelt på kampen i de indledende minutter, men efter 15 minutter fik AaB sin første gode chance. Et glimrende AaB-opspil endte hos højrekanten Marco Meilinger, som trak ind i feltet og sparkede på mål, men afslutningen blev viftet over mål til nordjysk hjørnespark. 

Efter denne chance overtog Hele Nordjyllands Hold initiativet i kampen - uden dog at skabe mange chancer mod den kompakte modstander. Hjemmeholdet havde kun et par forsøg - blandt andet ved Jakub Sylvestr, der efter 41 minutter kom til afslutning tæt under mål efter et godt indlæg af Jakob Ahlmann, men slovakkens afslutning gik forbi Walter Viitalas bur. 

Minuttet senere var Viborg F.F. tæt på at score, men Serge Debles afslutning gik forbi AaB-målet, og dermed var pausestillingen 0-0. 

 

Anden halvleg var blot to minutter gammel, da Thomas Enevoldsen fik en hovedstødsmulighed for at bringe AaB foran. Men hovedstødsafslutningen på Joakim Mæhles indlæg gik ved siden af. 

I stedet bragte Jeppe Curth gæsterne på sejrskurs i kampens 57. minut. Erik Moberg forlængede et indkast ind til kanten af det lille felt, hvor Jeppe Curth kunne sende føringsmålet i nettet til 1-0. 

I løbet af de følgende 10 minutter kom Thomas Enevoldsen til to forgæves forsøg. Først med hovedet og siden på et langskud. I mellem afslutningerne var Viborg F.F. tæt på at udbygge føringen, men muligheden, der kom i hus lidt tilfældigt, ramte stolpen. 

Før de sidste 20 minutters spil sendte Morten Wieghorst først Kasper Risgård og siden Rasmus Thellufsen i jagten på at vende kampen. Og i minutterne lige efter var AaB i tre omgange ganske tæt på at udligne. Først fik Joakim Mæhle en fin afslutningsmulighed inde i feltet, men gæsternes målmand Walter Viitala reddede. 

Det gjorde han også kort efter, da klumpspil i forbindelse med et hjørnespark først førte til en blokeret afslutning af Jakob Blåbjerg og siden et hovedstød fra Markus Holgersson, der sad i favnen på keeperen. 

AaB's iver for at bringe balance i stillingen gav efter 77 minutter en stor mulighed i den anden ende, men Nicolai Larsen diskede op med en pragtredning på Jung-Bin Parks forsøg. Fire minutter senere fik selvsamme Park en friløber, men denne gang stod AaB-keeperen igen i vejen. 

Trods massivt AaB-pres i slutminutterne, et akrobatisk forsøg fra Kasper Risgård, at Nicolai Larsen gik med op på hjørne og en god afslutning fra indskiftede Jannik Pohl til allersidst, formåede Hele Nordjyllands Hold ikke at få bolden i nettet. 

Derfor endte opgøret med en udesejr til Viborg F.F. på 1-0. 

Med det resultat ligger AaB fortsat på førstepladsen i pulje 2 med 34 point, mens Silkeborg og AGF, der møder hinanden på mandag har henholdsvis 31 og 28 point.

Hele Nordjyllands Holds næste kamp i Alka Superligaen er mandag 17. april klokken 18.00, hvor AGF gæster Aalborg Portland Park.

Matchfacts - Alka Superligaen, 28. spillerunde

AaB-Viborg F.F 0-1 (0-0)
57. minut 0-1 Jeppe Curth,
Advarsler AaB: Magnus Christensen (27), Rasmus Würtz (34), 
4.121 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Marco Meilinger (79: Jannik Pohl), Magnus Christensen (66: Kasper Risgård), Rasmus Würtz, Edison Flores (68: Rasmus Thellufsen), Thomas Enevoldsen, Jakub Sylvestr.

Viborg F.F. (4-4-2): Walter Viitala, Kristoffer Pallesen, Erik Moberg, Søren Reese, Jonas Thorsen, Jung-Bin Park (86: Mikkel Vestergaard), Jeppe Grønning, Alexander Jakobsen (75: Christian Keller), Søren Frederiksen, Jeppe Curth (80: Mathias Wichmann), Serge Deble.

Dommer: Jens Grabski Maae

Tags på denne nyhed
'