Flores udtaget til Perus landshold

10. marts 2017 kl. 11:06 af Rasmus Estrup

Edison Flores er blevet udtaget til Perus trup forud for to landskampe i kvalifikationen til VM. 

Perus første landskamp i denne omgang er på udebane mod Venezuela den 23. marts. 

28. marts møder Peru så Uruguay på hjemmebane. 

Edison Flores har hidtil i kvalifikationen scoret to gange for sit hjemland. 

Tags på denne nyhed

AaB får hjemmebane på Aalborg Portland Park

10. marts 2017 kl. 08:00 af Brian Andersen

Hos AaB er der glæde over den nye aftale:

- Vi er stolte over at have indgået en aftale omkring navnesponsoratet med Aalborg Portland, der er en traditionsrig virksomhed med dybe nordjyske rødder, lige som vi selv, udtaler administrerende direktør i AaB Stephan Schors.

- Vi har flere fælles værdier og er overbevist om, at vi via et tæt samarbejde i de kommende tre år kan løfte og gavne hinanden på flere forskellige områder, siger Stephan Schors.

- Dette gælder blandt andet omkring aktivering af sponsoratet, hvor vi sammen med Aalborg Portland har mange spændende tiltag undervejs, tilføjer AaB’s salgschef Lars Glinvad.

Også hos Aalborg Portland er man glade for det nye samarbejde, der på flere områder passer godt ind i virksomhedens strategi.

- Selvom Aalborg Portlands aktiviteter i dag er spredt over hele verden, har vi en meget stor forkærlighed for vores fødeby og lokalområde her i Aalborg. Her har vi jo stadig en meget stor del af vores produktion, og derfor har vi gennem mange år støttet en lang række lokale aktiviteter inden for sport og kultur i Aalborg og Nordjylland, fortæller Managing Director Michael Lundgaard Thomsen og fortsætter:

- Konkret har vi i en årrække været Supersponsor i AaB, hvilket vi har haft stor gavn af. Nu er stadionsponsoratet blevet ledigt, og det ser vi som et naturligt næste skridt i vores samarbejde med AaB.

Michael Lundgaard Thomsen fremhæver desuden, at sponsoratet vil øge Aalborg Portlands synlighed både lokalt og nationalt, og at det vil styrke virksomhedens mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Her arbejder både AaB og Aalborg Portland intenst med talentudvikling. AaB i relation til at udvikle nye spillere med potentiale til Alka Superligaen, mens Aalborg Portland aktuelt blandt andet har igangsat et nyt graduate-program for unge nyuddannede ingeniører, økonomer med flere.

- Alle virksomheder bør arbejde med talentudvikling, uanset om der er tale om en fodboldklub eller en industrivirksomhed. Vi har eksempelvis konstant flere end 20 lærlinge og elever på fabrikken i Aalborg, og vores samarbejde med AaB skal blandt andet være med til at øge vores tiltrækningskraft hos de yngre målgrupper, fortsætter han.

Aalborg Portland Park
Både AaB og Aalborg Portland er stiftet i 1880’erne, mens stadion, der nu skifter navn til Aalborg Portland Park, fik sin nuværende placering på Harald Jensens Vej i Aalborgs vestby for knap 100 år siden.

- Stadion er hele Nordjyllands fodboldhøjborg. Her står et meget stort og trofast hjemmepublikum for at bakke op om AaB, og som virksomhed har vi stor gavn af at invitere medarbejdere, kunder, leverandører og samarbejdspartnere med til kampe og andre arrangementer på stadion. Det får vi nu endnu bedre mulighed for på Aalborg Portland Park, fortsætter Michael Lundgaard Thomsen, der har en overraskelse i ærmet i forbindelse med mandagens kamp i Alka Superligaen mod FC Midtjylland.

- Vi vil gerne markere det nye samarbejde ved at give noget tilbage til de mange trofaste tilskuere og fans, der kamp efter kamp møder op og støtter AaB. Derfor har vi forberedt en overraskelse, som vil blive afsløret ved fanområdet foran Weber Tribunen på Aalborg Portland Park kl. 18.30 mandag aften, hvor vi naturligvis håber, at mange vil kigge forbi og se hvad der sker, slutter Michael Lundgaard Thomsen.

Sponsoratet omfatter også Aalborg Portlands søstervirksomhed Unicon A/S, der er Danmarks største leverandør af færdigbeton. Unicon kommer blandt andet til at lægge navn til en af Aalborg Portland Parks lounger.

Køb billet til mandag aftens vigtige opgør på Aalborg Portland Park mod FC Midtjylland her.

AaB-FC Midtjylland kampinformation

9. marts 2017 kl. 09:42

Kampinfo

Spillerunde: 25
Spilledato: Mandag 13. marts 2017
Kick-off: kl. 19.00
Dørene åbner: kl. 18.00
Dommer: Jakob Kehlet

Billetter til kampen

Køb dine billetter online her på aabsport.dk eller på kampdagen på Aalborg Portland Arena i billethusene, som alle åbner kl. 18.00. 

BEMÆRK: Køber du ståplads-billet til Spar Nord Tribunen på Nordjyske Arena, så benyt venligst den højre luge i billethuset på hjørnet af Spar Nord og Weber Tribunerne. Denne luge er udelukkende forbeholdt ståpladser.

Har du mistet din billet/sæsonkort, problemer med at printe en billet eller øvrige billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i informationen ved Aalborg Portland Arenas syd-vestlige hjørne og få hjælp fra en time før kampstart.

Scan din billet fra mobilen

Som noget nyt kan man fra foråret 2017 scanne sine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra.

Opvarmning før kampen

Fra kl. 17.00 kan du varme op til kamp foran Weber Tribunen sammen med andre AaB-fans. Her vil der være kolde øl og sodavand, samt lækre grillpølser fra Weber Grillen og live musik. 

Som noget nyt serveres der 0,5 liter kolde special øl foran Weber Tribunen for kun 50 kr. ligesom du naturligvis fortsat kan nyde den populære Rasmus Wurst pølse med bacon og cheddar direkte fra den store Weber Grill.

Prøv også vores Snapchat faceswap-væg eller mød AaB's maskot Theodor, der også vil være til stede i området.

Scor præmier med Faxe Kondi

Mandagens kampsponsor er Faxe Kondi, og hvis du har sparketeknikken i orden kan du mandag score flotte præmier ved Faxe Kondi fan-can. Spark bolden i den store Faxe Kondi dåse nok gange, så vinder du måske en af de mange præmier.

Special Olympics-kamp i pausen

I pausen af mandagens kamp vil der være opvisningskamp af Special Olympics hold med udviklingshæmmede fra Aalborg og Herning. Læs mere om kampen her.

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for mandagens kamp er #AaBFCM – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Facebook

Tilmeld dig kampens officielle begivenhed på Facebook via dette link.

Merchandise

Den flotte AaB Fanshop på A. Enggaard Tribunen åbner kl. 17.00, to timer før kampstart. Her kan du købe masser af forskelligt merchandise, inklusive spillertrøjer fra hummel, flag, caps og meget mere.

Mandag kan du spare 20% på alle huer, handsker og halstørklæder. Tilbuddet gælder kun på Aalborg Stadion på kampdagen.

Merchandiseboden foran Weber Tribunen ved Aalborg Stadion åbner også kl. 17.00. Kig forbi, og bliv klædt på til kamp med de nyeste spillertrøjer og tøj fra hummel samt naturligvis også halstørklæder, caps m.m.

Mad, drikkevarer og Oddset

Boderne på Aalborg Portland Arena åbner samtidig med, at du kan komme ind på tribunerne, nemlig en time før kampstart. I størstedelen af boderne inde på Aalborg Portland Arena kan der anvendes Dankort.

Uden for Weber Tribunen kan du fra to timer før kampstart benytte vores mobile salgsbod, hvor du også betale med Dankort. Her vil der også være live musik før kampen, så du kan varme op til det vigtige opgør sammen med andre AaB-fans.

I Oddsets bod i det nordvestlige hjørne af Spar Nord Tribunen kan du endvidere spille på dagens kamp. Boden åbner også en time før kampstart.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Sct. Joseph. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Stadion. 

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Stadion.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Stadion. Se køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Weber Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser. 

Billetter til kørestolsbrugere, som koster kr. 155,- incl. gebyr, kan enten købes online eller i billethusene på Aalborg Stadion på kampdagen. 

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

God kamp! 

Seks AaB'ere udtaget til U-landshold

8. marts 2017 kl. 17:44 af Rasmus Estrup

AaB er velrepræsenteret, når det danske U/21-landshold og U/20-landshold senere på måneden samles for hver især at spille to testkampe. 

På U/21-landsholdet er Frederik Børsting og Jakob Blåbjerg igen udtaget af U/21-landstræner Niels Frederiksen.

De har før spillet henholdsvis 20 og 18 kampe for U/21-landsholdet og har nu mulighed for at lægge to landskampe til det tal, da U/21-landsholdet møder Spanien i Murcia 23. marts og England i Randers 27. marts. 

Samtidig er hele fire AaB-spillere udtaget til U/20-landsholdet, der rejser til spanske Marbella.

Rasmus Thellufsen, Magnus Christensen og Jannik Pohl, der alle har spillet to U/20-landskampe, er udtaget igen, mens Joakim Mæhle for første gang er udtaget til U/20-landsholdet. 

De fire AaB-spillere får mulighed for at komme i aktion to gange i Spanien. Første gang er 24. marts mod Tjekkiet, mens Danmark møder Rumænien 27. marts. 

AaB med overskud for tredje år i træk

8. marts 2017 kl. 15:55 af Brian Andersen

Bestyrelsen for Aalborg Boldspilklub A/S har i dag behandlet og godkendt årsrapporten for 2016.

AaB har i 2016 realiseret et overskud efter skat på 7,1 mio. kr. mod 0,5 mio. kr. i 2015.

Omsætningen udgør 74,8 mio. kr. i 2016 mod 78,8 mio. kr. i 2015.

Egenkapitalen er forbedret og udgør 100,2 mio. kr. pr. 31. december 2016. Soliditetsgraden udgør 81,1 procent pr. 31. december 2016.

Med undtagelse af leverandørgæld og andre gældsforpligtelser på 15,2 mio. kr. pr. 31. december 2016 er AaB gældfri.

AaB’s administrerende direktør Stephan Schors udtaler:

- Resultatet for 2016 er tilfredsstillende og som forventet, og vi følger kontinuerligt vores strategiplan.

- Det er glædeligt, at vi for tredje år i træk kan præsentere et overskud, og vi har fået opbygget et stærkt økonomisk fundament, hvilket gør os i stand til også i de kommende år at fortsætte udviklingen af vores klub og styrke os såvel på den sportslige som på den kommercielle del, siger Stephan Schors.

AaB indgik 19. februar 2017 transferaftale med den kinesiske klub Henan Jianye FC om salg af Christian Bassogog.

AaB havde for 2017 planmæssigt kalkuleret og budgetteret med et underskud i niveauet 10 mio. kr. som følge af planlagte investeringer og forbrug både sportsligt og kommercielt, heriblandt en topmoderne Superligabygning for spillertruppen. Tiltag der er muliggjort via de seneste års overskud.

Med salget af Christian Bassogog opjusteredes forventningerne for 2017 til et overskud før skat i niveauet 15 mio. kr. Heri er indregnet investeringer i spillertruppen i det kommende transfervindue i sommeren 2017 og yderligere strategiske investeringer i den kommercielle udvikling af klubben. I de økonomiske forventninger er der ikke indregnet yderligere transferindtægter end de allerede realiserede.

Forventningerne for 2017 er ligeledes baseret på en slutplacering som nummer seks i Alka Superligaen.

Resultatet vil i væsentligt omfang være afhængig af AaB A/S’ sportslige resultater.

De yderligere sportslige investeringer og forbrug som følge af de realiserede transferindtægter vil fortsætte i 2018 og 2019, og der må således i disse år forventes underskud med de ovennævnte forudsætninger.

Det er AaB’s sportslige målsætning altid at være blandt de seks bedste hold i Danmark.

Der holdes ordinær generalforsamling tirsdag 4. april på Aalborg Stadion.

AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.

AaB er i øjeblikket placeret på en syvendeplads i Alka Superligaen og kvalificeret til kvartfinalerne i DBU Pokalen.

Tags på denne nyhed
'