Vidste du om Randers FC og AaB...

15. maj 2017 kl. 14:08 af Brian Andersen

- at det forestående opgør er Alka Superligakamp nummer 34 mellem Randers FC og AaB. Statistikken siger 15 sejre til AaB, ni uafgjorte og ni nederlag samt en målscore på 54-42 i AaB’s favør.

- at AaB efter det første møde i fredags på Aalborg Portland Park er bagud 2-0, men at den samlede vinder af de to opgør mellem AaB og Randers FC skal møde den samlede vinder af opgørene mellem OB og Silkeborg I.F. Såfremt AaB samlet set taber til Randers FC, vil AaB ende på Alka Superligaens tiendeplads som følge af færrest point/målscore blandt de fire klubber.

- at AaB har brug for at besejre Randers FC med mindst to mål for at ende som samlet vinder over to opgør. Det har AaB præsteret ved tre tidligere lejligheder i Randers, hvor det er blevet til sejre over Randers FC på 4-0 (april 2005), 3-0 (september 2009) og 4-1 (november 2013).

- at traditionelt scores der mange mål i Alka Superligakampe mellem Randers FC og AaB, idet der i de 33 tidligere kampe er scoret 96 mål svarende til et gennemsnit på knap tre mål pr. kamp. De tre seneste opgør i Randers har dog samlet kun budt på tre scoringer.

- at på trods af kun 33 spillede Alka Superligaopgør mellem AaB og Randers FC har dommerne relativt ofte haft behov for at dømme straffespark (seks stk.) eller udvise en spiller (otte stk.). AaB har haft en overvægt i begge situationer, altså tilkendte straffespark og udviste spillere.

- at AaB ikke har scoret i de to seneste Alka Superligakampe mod henholdsvis Silkeborg I.F. og Randers FC. Det er imidlertid ikke sket siden april 2009, at AaB er gået målløse fra banen i tre Alka Superligakampe i træk.

- at AaB’s første DM-kamp på datoen 17. maj fandt sted i 1942 og endte med en sejr på 2-0 på udebane. Modstanderen var… Randers SK Freja, en af moderklubberne til Randers FC.

- at AaB har tre gange tidligere mødt Randers FC på udebane i Superligaen på en onsdag. Det er ikke endt med nordjysk sejr i nogen af de tre kampe (0V-1U-2T).

- at AaB ikke har de bedste resultater med onsdag aftens opmand Peter Kjærsgaard som dommer, idet det kun er blevet til én sejr, tre uafgjorte og tre nederlag i de syv tidligere Alka Superligakampe med Peter Kjærsgaard som dommer, heriblandt en målløs kamp mod Randers FC i september 2014.

- at AaB 24. juli 2016 ved det seneste besøg i Randers sejrede 1-0 via Marco Meilingers enlige pletskud.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Marco Meilinger (1 mål) også Thomas Enevoldsen (2 mål), Kasper Risgård (2), Rasmus Würtz (2), Frederik Børsting (1), og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod Randers FC.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Ramkilde-hattrick i U/19-sejr

15. maj 2017 kl. 12:57 af Rasmus Estrup

U/19: Ramkilde-hattrick i storsejr over OB

AaB’s U/19-ligahold fik sin sjette sejr i foråret, da holdet lørdag besejrede OB med 4-0 på Hornevej.

Hjemmeholdet dominerede fra start, og cirka halvvejs i første halvleg gav det kampens første scoring. Wessam Abou Ali modtog bolden på midten af banen, og efter et hurtigt et-to-spil kunne han drive bolden frem og finde Marco Ramkilde inde midt for mål. Her fra udplacerede Ramkilde køligt OB-keeperen og gjorde det til 1-0.

Minuttet senere scorede Marco Ramkilde også til 2-0 – og igen efter samarbejde med angrebskollega Wessam Abou Ali. Ramkilde modtog en lang bold fra AaB-målmand Markus Iversen, hvorefter ham sendte angrebskollegaen til baglinjen i højre side. Efter en dribling lagde han bolden fladt indover til Marco Ramkilde, der sikkert gjorde det til 2-0.

Efter en god halv times spil blev det også til 3-0, og denne gang var Wessam Abou Ali i målscoreren rolle. Efter et længere AaB-opspil fik Mathias Johannesen sendt et indlæg fra højre, og inde i feltet steg Wessam Abou Ali højt op i vejret og headede 3-0-scoringen i nettet.

Efter 3-0-målet kom OB lidt bedre med i kampen, uden dog at få mål ud af det. I stedet satte Marco Ramkilde sin tredje scoring ind lidt over en halv time til slutfløjtet. Mads Stefansen fandt med et indlæg hattrickskytten fri ved bagerste stolpe, og Ramkilde tøvede ikke med at kanonere kuglen ind til slutresultatet 4-0.

AaB overhaler med sejren OB og snupper fjerdepladsen i U/19 Ligaen med tre kampe igen.

- Når det er en kamp om fjerdepladsen, er det rigtig fint, at man kan vinde 4-0. Det skal spillerne have stor ros for, siger U/19-ligatræner Lars Stensgaard, der især glæder sig over, at det blev til fire angribermål.

- Sammenspillet på holdet bliver bedre og bedre, og samtidig virker spillerne også mere modne i deres præstationer, siger Lars Stensgaard.

Næste opgør spilles i Lyngby 20. maj.

U/17: 2-2 efter chancefattigt opgør mod OB

AaB’s U/17-hold, der havde vundet to af de seneste treliga kampe, spillede i weekenden 2-2 mod OB, der inden kampen havde vundet fire af de seneste fem kampe.

Begge hold havde spillet midtugekampe, hvilket kampen bar præg af. Midtvejs i første halvleg bragte gæsterne fra OB sig foran, da AaB’s defensiv agerede for passivt. Kort før pausen fik hjemmeholdet udlignet efter et hjørnespark, hvor Anders Bærtelsen fik sendt scoringen ind.

AaB havde op til pausefløjtet vundet momentum i kampen, men lige efter pausen fik holdet en iskold spand vand i hovedet, da en lang bold fra gæsterne ikke blev afværget og i stedet endte med en en-mod-en situation med AaB-keeper Rasmus Jæger Futtrup. En duel OB-spilleren vandt, og så stod det 2-1.

AaB fik kort efter reduceret ved Mikkel Kaufmann, der med scoringen topper ligaens topscorerliste for førsteårsspillere med 11 mål.

Mod slutningen forsøgte hjemmeholdet at spille sig frem til sejren, men selvom AaB sad på spillet og i flere omgange havde optræk til muligheder, forløste det sig ikke i store chancer, og kampen endte derfor 2-2.

- Vores udtryk var ikke så dynamisk og energisk, som vi gerne vil have. Så det var var en kamp, der grundet midtugekampen bar præg af sløvhed, siger U/17-ligatræner Adam Harell.

- Generelt er jeg ikke tilfreds med, at vi ikke vinder, og især deres andet mål ærgrer os. Det er for nemt for dem at score, og det har det været i flere kampe, mens vi omvendt skal gøre mere for at få bolden i mål, siger han.

Danmarksserien: Katastrofal første halvleg gav nederlag på 6-2

På papiret var der lagt op til en lige duel mellem Lystrup I.F. og AaB i weekenden. Men resultatet efter kampen giver indtryk af et andet kampbillede. Hjemmeholdet Lystrup I.F. vandt 6-2 over AaB efter at have ført 5-1 ved pausen.

AaB kom ellers foran efter fem minutter, da Nikolaj Kjelder Sørensen fandt Morten Uglebjerg Thomsen, som bragte AaB foran 1-0.

Men efter 14 minutter blev det til 1-1, da nordjyderne ikke fik clearet ved hjørnespark, og en afslutning fra Lystrup-lejren blev rettet af og gik i nettet. Dernæst gik det hurtigt og stærkt ned ad bakke for AaB. Og ved pausen stod der 5-1 til Lystrup I.F.

I anden halvleg fik Sebastian Grønning pyntet på resultatet, da han scorede på et straffe begået mod ham selv. Men kort før tid scorede Lystrup I.F. kampens sidste mål til 6-2.

- Vi kommer egentlig fint ud, men så spiller vi 35 katastrofale minutter i første halvleg, hvor vi bryder mentalt sammen, og da vi går til pause, har jeg allerede brugt mine tre udskiftninger, men det var ikke nok, siger Danmarksserietræner Kenneth Cortsen.

- Vi bliver kørt over på vores kanter og gennem deres omstillinger, for vores centrale akse gør det egentlig fint, men det nytter ikke noget, når der bliver slået for meget op i banen andre steder på grønsværen. Der mangler vi noget modstandskraft. Men nu må vi vise, at vi kan rejse os og komme op på hesten igen, siger han.

Den næste dyst for AaB’s Danmarksseriehold er lørdag 20. maj, hvor holdet hjemme møder IF Skjold Sæby, der ligger på sidstepladsen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Blåbjerg og Würtz på besøg i Kildehuset

14. maj 2017 kl. 12:30 af Rasmus Estrup

AaB vil høre DIN mening

14. maj 2017 kl. 10:44

For sjette år i træk gennemføres den store tilskuerundersøgelse blandt alle Alka Superliga-klubbers tilskuere.

I 2016 deltog knap 1.000 AaB-fans i undersøgelsen, men AaB vil i år gerne have endnu flere besvarelser, så vi med endnu større sikkerhed kan forbedre oplevelsen før, under og efter vores tilhængeres besøg på Aalborg Portland Park.

Undersøgelsens resultater skal først og fremmest bruges til at se, hvor man evt. kan forbedre oplevelsen for dig og andre tilskuere. Desuden skal undersøgelsen give et billede af, hvor Alka Superligaen som helhed kan forbedres.

Giv din mening til kende, og vær med til at skabe en endnu bedre AaB-oplevelse for dig selv og de øvrige AaB-tilhængere.

AaB takker på forhånd alle deltagere for deres hjælp.

AaB fylder 132 år

13. maj 2017 kl. 08:50

Herover ses den oprindelige annonce der indkaldte til den stiftende generalforsamling.

'