Reserveholdets opstilling mod Lyngby

1. maj 2017 kl. 09:27 af Rasmus Estrup

Efter to sejre i forårets to første kampe har AaB's reservehold tabt de seneste tre opgør i Reserveholdsturneringen. Det skal holdet forsøge at ændre i eftermiddag, hvor AaB gæster Lyngby Boldklub klokken 14.00. 

Assistenttræner Jacob Friis og udviklingschef Poul Erik Andreasen starter med følgende opstilling:

Nicolaj Jørgensen (U/19 Liga)

Patrick Kristensen, Nikolaj Lyngø (U/19 Liga), Morten Rokkedal, Bardhec Bytyqi

Marco Meilinger, Anders Østergaard (Danmarksserien), Robert Kakeeto, Rasmus Thellufsen

Sebastian Grønning, Marco Ramkilde (U/19 Liga)

På bænken sidder Wessam Abou Ali, Mads Stefansen, Mathias Johannesen og Alexander Tved, der alle er U/19 Ligaspillere.

Tags på denne nyhed

U/17 storsejrede mod HB Køge

1. maj 2017 kl. 09:24 af Rasmus Estrup

U/17 Liga: Sejr på 4-0 over HB Køge

Efter en hårdt prøvet periode for AaB's U/17 Ligahold var der endelig gevinst, da AaB lørdag slog HB Køge med 4-0 på hjemmebane.

AaB - der for første gang i foråret havde en skadesfri trup - bragte sig foran 1-0 efter 18 minutter, da Anders Bærtelsen eksekverede et straffespark begået mod Oliver Klitten. 

Dermed var AaB foran for blot anden gang i foråret, og senere i halvlegen blev føringen udbygget til 2-0, da Nicolai Laursen fandt vej til nettet. 

Da AaB senest mødte HB Køge, førte AaB også 2-0 ved pausen, men der fik en reducering fra modstanderne skabt spænding i kampen. For at undgå det jagtede hjemmeholdet en tredje scoring, der kunne lukke kampen. 

Det lykkedes cirka midtvejs i anden halvleg. Jeppe Pedersen fandt med en dybdebold Gabriel Adriano Christrensen, som udplacerede HB Køges målmand og gjorde det til 3-0. 

Herefter stod den på champagnebold og et sandt chancehav fra hjemmeholdet. Oliver Klitten ramte overliggeren, og Jonathan Flindt var også tæt på at score, men 4-0-scoring kom først til allersidst, da Andreas Horskjær sparkede en nedfaldsbold i nettet efter et hjørnespark. 

- Det er sindsygt dejligt for os allesammen at få en sejr, når vi har været hårdt prøvet hidtil i foråret med overtidsscoringer, skader og udvisninger imod os, siger U/17-ligatræner Adam Harell.

- Spillemæssigt starter vi egentlig, som vi har gjort i mange andre kampe. For eksempel som mod FK Viborg, hvor vi taber 3-0. Forskellen er bare, at vi scorer på en af vores første chancer, og det gjorde det straks til en kamp, hvor vi var ovenpå, siger Adam Harell. 

Danmarksserien: 2-2 mod FC Skanderborg 

I Danmarksserien var der også point til AaB i weekenden. Nordjyderne gæstede FC Skanderborg, der ligger under AaB i tabellen, og kampen endte 2-2. 

Efter cirka en halv time kom AaB foran 1-0 på et flot mål. Niclas Lind Simonsen lagde bolden til rette for Nicolai Rask Lassen, der med venstrebenet sparkede bolden op i krogen til 1-0. Den stilling holdt til pausen.

I anden halvleg fik AaB overladt for meget af initiativet til FC Skanderborg, og kort efter pausen udlignede hjemmeholdet efter et indlæg, som målscoreren nåede at lægge død med brystet, inden han scorede til 1-1. 

FC Skanderborg kom med et kvarter tilbage også foran 2-1 på en nedfaldsbold efter et hjørnespark. 

Kort før tid fik AaB udlignet til 2-2, da Morten Uglebjerg Thomsen headede læderet i mål til slutresultatet. 

- Et point er bedre end nul, og resultatet er fint nok, når man kigger på det forår, vi har haft, og hvordan kampen udviklede sig. Og det ene point betyder jo også, at vi fastholder afstanden ned til FC Skanderborg, siger Danmarksserietræner Kenneth Cortsen. 

- Men jeg er træt af, at vi ikke formår at udbygge føringen i første halvleg, så vi kan køre sejren hjem. Det er også skidt, at de får lov til at score på situationer, hvor vi ikke er kyniske nok i feltet. Vi har et ungt hold, og de skal lære, at det her ikke er en form for beskyttet værksted, men at der er op- og nedrykning på spil, siger han. 

 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af Viborg F.F.-AaB

1. maj 2017 kl. 08:42 af Rasmus Estrup

Børsting-kasse sikrer Europa Playoff

30. april 2017 kl. 15:07 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Hold sled sig til et point i Viborg søndag eftermiddag, og dermed er AaB før sidste spillerunde i Alka Superligaens gruppespil sikret en plads i det efterfølgende Europa Playoff. 

Nordjyderne spillede nemlig 1-1 på Energi Viborg Arena. Frederik Børsting bragte AaB foran efter et kvarter, og Osama Akharraz udlignede et kvarter før tid. 

AaB-spillerne virkede tændte fra start, og allerede inden kampen havde rundet halvandet minut, havde både Oliver Abildgaard og Frederik Børsting sat glidende tacklinger ind.

I kampens tredje minut måtte Jeppe Curth bæres fra banen - til støttende klapsalver og hyldestsang fra AaB's fanafsnit mod den tidligere AaB-spiller - efter en uheldig hovedstødsduel med Kasper Pedersen. 

Kampens første skudforsøg tilfaldt hjemmeholdets Kristoffer Pallesen. Backens afslutning blev afrettet og var tæt på at dykke i mål, men bolden gik over Nicolai Larsens bur.

I stedet kunne AaB i kampens 15. minut bringe sig foran 1-0. Jannik Pohl vandt bolden på midten af banen. Det startede en omstilling, hvor Frederik Børsting tog bolden, og fra distancen smækkede han kuglen ind ved roden af den ene opstander til 1-0. 

Fem minutter senere var AaB ganske tæt på at gøre det til 2-0. Nicolai Larsen greb et hjørnespark fra Viborg F.F., og keeperen sendte straks Jannik Pohl afsted. Den hurtige angriber brugte sin fart med bolden til over en halv banelængde at løbe fra Viborgs to tilbageblevne spillere. Men op til afslutningsmuligheden blev Pohl presset ud i en lidt spids vinkel, og Walter Viitala kunne afværge afslutningen. 

Da kampen havde rundet sin første halve time, var Viborg F.F. i flere omgange tæt på at reducere til 1-1. Først headede Søren Reese over mål efter et hjørnespark.

Under et minut senere fyrede Mikkel Vestergaard en flot afslutning fra kanten af feltet på indersiden af den modsatte stolpe. Bolden sprang tilbage ud i spil, angrebet fortsatte og Jonas Kamper afsluttede fra samme afstand som Mikkel Vestergaards. Afslutningen tvang Nicolai Larsen ud i en god redning helt ude ved fjerneste stolpe.

Kort inden pausen fik hjemmeholdet på ny en god udligningsmulighed. Søren Frederiksen blev sendt afsted i en god, dyb bold over AaB-forsvaret. Viborg-spilleren lagde bolden død, Serge Deble overtog læderet og sparkede snert forbi mål, så stillingen var fortsat 1-0 til AaB ved pausefløjtet.

Fra anden halvlegs start var hjemmeholdet tvunget fremad banen for at holde liv i muligheden for ikke at havne i Alka Superligaens nedrykningsplayoff. Viborg F.F. kom da også frem til to hovedstødschancer og en enkelt skudmulighed inden for halvlegens første fem minutter. To af forsøgene gik forbi, mens den tredje ikke var noget problem for Nicolai Larsen. 

Omvendt gav hjemmeholdets frembrusen også mulighed for omstillinger, hvor Jannik Pohl konstant truede med dybe løb - dog uden gevinst i indledningen af halvlegen. 

I kampens 70. minut var der tæt på at være gevinst for Jannik Pohl. Denne gang ikke efter en omstilling, men et hjørnespark, der havnede hos angriberen bagerst i feltet. Pohl afsluttede resolut, men en fodparade fra Walter Viitala kom i vejen. 

Ingen AaB'ere kom i vejen fire minutter senere, da Viborg F.F. udlignede til 1-1. I kølvandet på en dødbold var Osama Akharraz hurtigst over en returbold i AaB's felt, og den indskiftede spiller sendte bolden i nettet til 1-1 med et kvarters tid tilbage. 

Trods pres fra hjemmeholdet mod kampens slutning, formåede AaB at holde stand defensivt. Derfor endte kampen 1-1, og AaB kunne efter slutfløjt glæde sig over, at være helt uden fare for nedrykning og i stedet være sikker på at skulle spille i Alka Superligaens Europa Playoff.

Inden da skal AaB møde Silkeborg I.F. på Aalborg Portland Park i sidste spillerunde af Alka Superligaens gruppespil. Det sker søndag klokken 16.00.

Matchfacts - Alka Superligaen, gruppespil, Pulje 2, 5. runde

Viborg F.F.-AaB 1-1 (0-1)
15. min 0-1 Frederik Børsting, 74. min 1-1 Osama Akharraz,
Advarsler Viborg F.F.: Christian Sivebæk (90)
Advarsler AaB: Jakub Sylvestr (82), Nicolai Larsen (83), Joakim Mæhle (87), 
4.067 tilskuere på Energi Viborg Arena

Viborg F.F. (4-4-2): Walter Viitala, Kristoffer Pallesen, Erik Moberg, Søren Reese, Jonas Thorsen (83: Christian Sivebæk), Jonas Kamper, Jeppe Grønning, Alexander Jakobsen, Søren Frederiksen, Jeppe Curth (11: Mikkel Vestergaard), Serge Deble (64: Osama Akharraz).

AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Kasper Pedersen, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting (65: Rasmus Thellufsen), Kasper Risgård (78: Patrick Kristensen), Magnus Christensen, Oliver Abildgaard, Thomas Enevoldsen, Jannik Pohl (73: Jakub Sylvestr). 

Dommer: Michael Tykgaard

Tags på denne nyhed
'